Små mennesker kan sagtens være store. Bevægende læseoplevelse om integritet og mod i ægteparrets Quangels kamp mod de overvældende magthavere i Berlin under Anden Verdenskrig.
Berlin i begyndelsen af 1940’erne. Ægteparret Quangel får det telegram, som alle forældre frygter: Deres eneste søn er faldet på ærens mark for det store Vaterland. Men Quangels bliver ikke stolte, de bliver fortvivlede og beslutter sig for at bekæmpe det regime, der har taget deres søn fra dem. Hidtil har de været stilfærdige, apolitiske arbejdsfolk, men nu er det slut.
De fabrikerer en række postkort, som går imod krigen og magthaverne. De fordeler postkortene rundt om i Berlin med det formål, at deres medborgere skal finde kortene, læse dem og give dem videre til andre.
Omkring beretningen om ægteparret er der et mylder af andre karakterer. Mestendels ganske almindelige mennesker, som hutler og platter sig igennem krigens ulykker og smalhals. Her finder vi den store ulykke, den stille heroisme, frygt, medløbere og plattenslagere. Kort sagt en mosaik af livet og af mennesker, som vi nok er til alle tider, men her er det forstærket af krigen og det totalitære rædselsregime.
’Alene i Berlin’ er baseret på virkelige hændelser. Hans Fallada (1893-1947) skrev den i løbet af kun fire uger i 1946. Den udkom året efter på et kommunistisk forlag, som fandt den politisk ukorrekt, og som derfor redigerede den grundigt. Først i 2011 udkom den ucensureret, og det er den udgave, der ligger til grund for den danske oversættelse.
Jeg mener, at Falladas litterære hovedværk stadig er hans mesterlige ’Lille mand - hvad nu?’ fra 1932. Men ’Alene i Berlin’ er en stor og bevægende læseoplevelse om små menneskers kamp mod overvældende magthavere og om den integritet og det mod, som på trods af frygten får dem til at risikere livet, så vi andre kan blive ved med at tro på det. Den beviser, at den stille modstand måske ikke knækker magthaverne, men den er med til at bevare håbet for menneske(lig)heden.
Den tyske titel ’Jeder stirbt für sich allein’ formidler nok allerbedst den knugende følelse af ensomhed, som er prisen for den integritet. Henriette Harris har skrevet et glimrende efterord om romanens forlæg, tilblivelse og udgivelseshistorie.
Kommentarer