Ærlige og stærke vidnesbyrd om at leve med en udviklingsforstyrrelse, der både er en forbandelse og en gave, men først og fremmest en daglig udfordring.
Manu Sareen har altid kæmpet for at fungere nogenlunde normalt, da han grundlæggende har følt sig forkert og alene. Som voksen har han fået diagnosen ADHD med en smule bipolar 2 og har siden forsøgt at udarbejde mestringsstrategier for at overkomme livet. I bogen fortæller han sin egen ADHD-historie og interviewer forskellige mennesker med de samme udfordringer samt professionelle, der arbejder med mennesker med diagnoser.
Bogens diagnosticerede hovedpersoner har alle lært at se deres ADHD som en kvalitet, et ekstra gear, men de er alle også særdeles bevidste om, at det kræver utroligt meget fokus at leve med en kronisk udviklingsforstyrrelse. Fælles for dem er en grundlæggende følelse af ensomhed og skammen over at få konstateret en "børnediagnose", når man er voksen. Fælles for dem er også den energi, som de blæser andre mennesker omkuld med. Den nærmest uendelige energi.
Manu Sareen betragter sig selv som et meget privilegeret menneske, fordi han har opnået rigtig meget bl.a. på grund af sin energi. De mange historier tegner et både positivt og nuanceret billede af en forstyrrelse, der nødvendiggør, at man både er i stand til at reflektere over egne handlinger og benytte sig af velfungerende mestringsstrategier. At have ADHD er både udmattende og slidsomt, når aktivitetsniveauet pludselig daler efter en rejse på højoktanbenzin.
ADHD er en form for superværktøj, som kan styrke jobfunktioner og relationer, men som på samme tid også gør det modsatte. Personer med ADHD og deres nærmeste bør læse denne bog, der er fyldt med problematikker, som følelsen af at have popcornhjerne og have tissemyrer under huden. For selvom de interviewede har vendt deres diagnose til at være en overvejende positiv skaberkraft, er det stadig en udviklingsforstyrrelse, som besværliggør relationer og livet i almindelighed.
Kommentarer