Skomsvold præsenterer en velkendt fortællerstemme i et univers præget af det absurde, hvor meningen ikke giver sig selv, men med både albatros-æg, matematik og kærlighed.
Jeg-fortælleren er den 33-årige K., som underviser i matematik men drømmer om at skrive en roman og få et barn. Hun er alvorligt syg af en lungesygdom og venter på at få en transplantation. Hendes elskede, Ferdinand, har begået selvmord, og hun møder en ny mand, Samuel. Det er den realistiske ramme for romanen. Heri tager indholdet sig så nogle gevaldige ture i den litterære rutsjebane med stor inspiration fra det absurde.
Fortællerstemmen og den position, der tales fra, minder om den, vi mødte i Skomsvolds forrige roman, den autofiktive ‘Monstermenneske’ - en meget syg kvinde, der finder tilbage til livet gennem litteraturen. ‘33’ adskiller sig dog på mange måder fra den forrige roman. Primært fordi hovedpersonen K. gør op med sit behov for historier med begyndelse, midte og slutning: “det forfalsker hele tiden tingene, jeg er dømt til at mislykkes med at forstå hvad et liv er(...)”.
Et af hendes våben i opgøret er absurde situationer, der ikke umiddelbart kan sættes ind i en sammenhæng. Et godt eksempel er situationen, hvor K. inviterer barnet (som muligvis er et dyr) på kaffeslabberas og vil sende kvitteringerne for udgifterne til skattevæsenet...
I selve plottet er der også en del uklarheder: afdøde Ferdinand dukker stadig op; Samuel er måske, måske ikke, den irske digter Samuel Beckett, og K. får måske, måske ikke, et barn med ham. Det er en roman om kærligheden og litteraturen – og i særdeleshed det sidste. K.’s litterære ambitioner er drivkraften i denne fragmentariske fortælling, og der henvises til flere store, afdøde forfattere og tænkere.
‘33’ er en udfordrende læseoplevelse. Man ved ikke helt, hvad det er, man har mellem hænderne, og deler man K.’s behov for historier med sammenhæng, kommer man på overarbejde. Skomsvold leger og eksperimenterer med formen i denne roman, hvor hovedpersonen ganske vist er matematiker, men hvor to plus to ikke nødvendigvis giver fire, og hvor et barn ikke nødvendigvis er et barn. Er man til eksperimenterende romaner er ‘33’ altså et godt, nyt og norsk bud.
Originally published by Ann Luther Petersen, Litteratursiden.
Kommentarer