Exeptionelt velskrevet og vidunderligt subtil fortælling om den jødiske opstand i 1943. En gribende roman med en stærk og levende hovedperson om menneskets grusomhed og godhed.
”De havde opdaget mig.
Hyænerne havde opdaget mig!
Og de var lige i hælene på mig.”
Nogle bøger begynder bare med et brag! Og så er mange grebet. Fanget! Sådan er det med David Safiers ’28 Dage”. Det er længe siden, jeg er stødt på en bog, hvor starten har været så sigende. Så fængende. Så god. Og resten af romanen følger på bedste vis trop.
Titlen henviser til den jødiske opstand mod nazisterne i Warszawa i 1943. Opstanden, der havde simret i månedsvis, brød for alvor ud den 19. april og sluttede den 16. maj med tilintetgørelsen af Den Jødiske Kamporganisation. Det er i øvrigt værd at bemærke, at den jødiske opstand ikke er at forveksle med den nok mere kendte polske opstand i august-oktober 1944. Der eksisterer faktisk en ganske fin film fra 1956 med den danske titel ’De 63 dage’ med dén opstand som emne.
Bogen er exceptionelt velskrevet – det kan jeg ikke skrive nok – og fortalt i et levende sprog, der er med til at underbygge handlingen. I spændte situationer skifter kadencen til en hurtig, kort og meget direkte stil, som citatet i starten af anmeldelsen, mens det andre steder folder sig ud med stort overskud og fin fornemmelse for karaktererne og situationen, de befinder sig i.
’28 Dage’ er fortalt af den unge pige Mira. Mira brødføder sig selv og sin lille familie ved at smugle blandt andet mad ind i ghettoen. I løbet af bogen slår hun pjalterne sammen med Den Jødiske Kamporganisation for at yde nazisterne modstand, da de forsøger at forflytte de sidste jøder fra Warszawa til udryddelseslejren Treblinka.
Safier har med Mira skabt en fuldendt, velskreven og stærk karakterer. Det er længe siden, jeg har læst en bog med så levende en hovedperson. Det er også en fremragende historisk roman, der med stor præcision beskriver et af menneskehedens mere dystre kapitler. Sproget er sammen med emnet og Mira med til at gøre ’28 dage’ til gribende fortælling om mennesker – hvor grusomme, gode, hjælpsomme, selvopofrende og ligeglade vi kan være – og de valg vi træffer eller undlader at træffe.
Bogen er, emnet til trods, en ret subtil bog, forstået på den måde at man ikke får fortalt, hvem der er de onde. Eller proppet moralen ned i halsen med hård hånd. Alt fremgår tydeligt af karakterernes handlinger. ”Show, don’t tell”, når det er bedst.
David Safier, som jeg til min store skam absolut intet kender til (hvis man selvfølgelig ser bort fra bogens efterskrift), er med ’28 Dage’ røget på listen over forfattere, der afgjort skal læses mere og holdes et vågent øje med.
Kommentarer