17. roman af Dag Solstad

18 år er gået, siden vi læste om den kedelige og mistrøstige Bjørn Hansen i ’Elvte roman, bog atten’. Nu er der fængslende nyt om ham i den selvstændige fortsættelse ’17. roman’.

En mand står på en norsk station med sin kuffert. Sådan starter en Dag Solstad roman ofte, og ’17.roman’ er ingen undtagelse. Bjørn Hansen, som vi mødte første gang i ’Elvte roman, bog atten’ på Kongsberg Station, dukker op 18 år efter, læseren lukkede bogen. Her rejste Bjørn Hansen sig fra sin kørestol og gik på toilettet, mens han inderligt håbede, at vennen Busk uforvarende ville opdage hans svindelnummer som lam mand i en kørestol. Det gjorde Busk ikke og 1. del af Bjørn Hansens liv sluttede med Dag Solstads punktum.

”Min romanfigur fra 1992, Bjørn Hansen, er dukket op igen. Den forhenværende kæmner fra Kongsberg er vendt tilbage til den beretning, han indiskutabelt er en del af, forkynder fortælleren på romanens første side.

Manden, der frivilligt valgte at spille invalid for at opnå absolut frihed i en eksistentiel og grå ensomhed, opdager i ’17. roman’ at aldrig har han været mere bunden til omgang med andre mennesker end gennem sin ”invaliditet”.

Nu sker der noget i Bjørn Hansens liv, som tvinger Dag Solstad til 18 år efter at give nyt liv til den usociale og lavmælte romanfigur. Det er ikke romanens forehavende at berette, hvordan det gik Bjørn Hansen i de godt 3 år, han sad fængslet. Heller ikke at fortælle historien om, hvordan Bjørn Hansen klarer livet som tidligere straffet forsikringssvindler. Nej, historiens højdepunkt er besøget hos barnebarnet Wiggo på 11 år i byen Bø, som han skal møde for første gang.

Dag Solstad er en fabelagtig fortæller og sprogets mester. Historien om en lille ubetydelig mand i et helt anonymt og dødkedeligt liv bliver til en spændende og hjertegribende fortælling, fortalt med suveræn sproglige elegance og finurlighed. Romanen er tung af ensomhed, tristhed, men alligevel er den litterært flyvende og sensationelt nervepirrende at læse.