Bog

16-07-41

Af (
2004
)

Anmeldelse

16-07-41 af Dag Solstad

19 okt.04
Lån bogen på

En dybt personlig og meget anderledes jeg-roman om forfatterens tilstand som næsten 60-årig. Han synes at lede efter en lidenskab som har styret hans liv indtil nu.

Romanen starter med en betagende flyvetur i himmelske, hvide skyer over Frankfurt. Forfatteren er på vej til en bogmesse, men flyet bliver omdirigiret til en anden lufthavn, og han svæver nu rundt i det himmelske univers og bliver næsten en engel blandt andre deroppe i det hvide skyparadis.

Så ser han sin far: han sidder på en sky og vinker til ham! Ingen grund til at grine her, for pludselig vælter savnet af faderen der døde da han var 11 år, ind over ham.

I næste afsnit er vi i Berlin, hvor forfatteren i lange, dvælende iagttagelser gør sine observationer som en anden turist. Han kender byen ind og ud, og for Berlin-kyndige må det være som at have en guide med rundt: Hvis jeg tager den U-Bahn, kommer jeg derhen…. I fodnoter uddyber Solstad sine observationer af bygninger, mennesker han møder på sin vej.

De sidste 30 sider er faderen igen nærværende, idet forfatteren er inviteret til 40 års studenterjubilæum i sin fødeby, Sandefjord. På en grotesk taxatur tager han fra restaurant til restaurant, idet han har glemt hvor festen skulle finde sted. Da han endelig finder sine studiekammerater, bliver festen holdt i hans forældres gamle lejlighed!

Pludselig husker han en hændelse: faderen havde opfundet legetøjsfaldskærme men havde gemt dem væk da de aldrig kom i produktion. Nu husker han i græmmelse hvorledes han og en kammerat havde spredt faldskærmene ud fra lejlighedens altan. Forfatteren beskriver faderen som en slagen mand, han kunne ikke forsørge sin familie og blev syg, men hans hengivenhed og fortrolighed med faderen skinner hele tiden igennem.

Et smerteligt portræt af en fader og sønnens livslange afhængighed af denne.
Oversat af Frederik Tygstrup. Rosinante, 2004.  221 sider. Kr 249,-
 

Analyse

16-07-41 af Dag Solstad

Af litteraturstuderende Martin Laurberg

"Jeg tror godt, jeg kan sige, at jeg er en mand uden fortid. Jeg tænker sjældent tilbage og da kun i korte glimt. På en måde ligger min fortid, dvs. det liv, som jeg har levet, lige så meget i mørke som den fremtid, der venter mig; jeg ser begge dele lige uskarpt, men fremtiden bliver da i hvert fald oplyst, når tiden er inde, og fremtiden er blevet til nutid. Det sker, at der dukker små glimt af levet liv, altså fortid, som engang har været nutid, op i mig - minder som jeg for det meste skyder fra mig igen. Jeg har ikke plads til den slags erindringer."
 
Sådan skriver den norske forfatter Dag Solstad - måske den bedste i det veritable fodboldhold af mesterlige norske romanforfattere - i sin roman '16.07.41'. Romanens titel refererer til forfatterens fødselsdag, og den er i det hele taget er meget selvbiografisk anlagt.
 
Romanen bevæger sig fra en flyrejse til Tyskland, over et længerevarende ophold i Berlin, til en rejse tilbage til Dag Solstads fødeby Sandefjord, hvor den aldrende forfatter ender med at stæse forvirret og fordrukken rundt i natten på jagt efter et 40-års gymnasiejubilæum, som han har mistet invitationen til - alt sammen fortalt i et retrospekt på 10 år. I forhold til det generelle indtryk af Solstads roman kommer citatet ovenfor som noget af en overraskelse.

For hvis man kan tale om en gennemgående tendens i romanens tre dele, så er det, at Solstad netop ikke kan slippe af med barndomserindringerne og især mindet om sin far. Faren dukker konstant op, og erindringen om ham fungerer som et fikspunkt for romanen. Når Solstad skriver, at han er en mand uden fortid, ligger tvetydigheden som en bestandig åbning. For hvad vil det sige ikke at have plads til erindringer? Har han ikke tid til erindringer? Har han ikke lyst til at erindre? Eller kan han ikke erindre?
 
Citatets tvetydighed rammer et centralt tema, som bliver så meget desto mere kompliceret af, at jeg'ets status er uklar i romanen. Der veksles mellem fiktion, anekdote og selvbiografi, og det betyder, at Dag Solstad på én gang er forfatter og romanfigur, og at romanfiguren desuden reflekterer over hændelser og fortællinger i romanen.

Der er et veritabelt kompleks på spil af forskellige personer, som i sidste ende er den selv samme, Dag Solstad. Som det hedder: "Jeg, som skriver dette, siger, at manden i lufthavnen er ham, der skriver. Altså mig. Mit 'nøgne' jeg."

Det er en smule rodet, og forvirringen bliver komplet i romanens slutning, hvor forfatteren Dag Solstad fortæller om sig selv, der ti år tidligere leder efter et 40-års jubilæum, samtidig med at såvel forfatter som romanfigur tænker tilbage på episoder fra Dag Solstads (men hvilken af dem?) barndom i den by, som han gennemløber på kryds og tværs.

Når synet af en altan fremkalder minder hos den aldrende Solstad, og der derefter følger en lang beretning fra hans barndom, kan man komme i tvivl om, hvorvidt forfatteren Dag Solstad skriver om sin barndom, eller om han skriver om sig selv, der ti år tidligere tænkte tilbage på sin barndom.
 
Uklarheden omkring personen Dag Solstads status hænger sammen med en tilsløring af erindringen, og her ligger endnu en af de mulige betydninger af det ikke at have plads til erindringer: Måske er erindringen for kompliceret og mastodontisk en størrelse til at kunne være i Solstads bevidsthed. Barndommen i 16.07.41 er en speget affære, fordi man ikke kan være sikker på den.

Når Solstad skriver om sin barndom, kan det meget vel være, at han skriver om, hvordan han for ti år siden huskede sin barndom, eller om, hvordan han for ti år siden huskede, hvordan han på et andet tidspunkt huskede, at han på et helt tredje tidspunkt huskede sin barndom og så videre.

Og når han skriver, hvordan han for ti år siden huskede sin barndom, kan det lige så vel være, at han skriver, hvordan han for ti år siden ville have husket sin barndom, hvis han dengang var, som han er nu. Barndommen er et virvar af krydsende erindringer og tankelinjer, som romanens splittelse mellem fiktion, anekdote og selvbiografi gør det umuligt at skabe et klart billede af.

16.07.41 er en roman, hvor barndomserindringen fylder alt, men på en ustruktureret måde. Den er altafgørende, men ikke på en normal måde, hvor fortiden får konsekvenser for nutiden. Solstad nedbryder linjen fra barndom, over voksenliv, til alderdom og skaber i stedet et univers, hvor erindring blander sig med nutid og fremtid på en mangfoldig måde.

Romanen er et komplekst eksistentielt portræt af Dag Solstad - forfatter og romanfigur - samtidig med, at den på en betagende måde beretter om barndommens vigtige og uoverskuelige betydning og om, hvordan erindringen ikke nødvendigvis stemmer overens med, hvad der rent faktisk er sket i fortiden.

04 jan.19

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
25181085
ISBN
9788762104471
Antal sider
221

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer