Knud Romers roman 'Den der blinker er bange for døden' er en beskrivelse af, hvordan barndommens lykke afhænger af to faktorer: forældrenes kærlighed og det omgivende samfunds accept.
I juni 2006 udkom Knud Romers debutroman 'Den som blinker er bange for døden'. Efter at have været evighedsstuderende på litteraturstudiet og derefter reklamemand besluttede han sig til at skrive en bog om sin opvækst på Falster i 1960’erne og 70’erne. Tiden var inde til at formulere den smerte, som han havde båret rundt på hele livet, og forsøge at få den hævn, som hans indre barn længtes efter. Romanen har fået en del medieomtale, måske fordi den netop er en biografisk fortælling, der placerer sig i en for tiden populær genre, og måske fordi det er en god historie om reklamemanden, der har forladt et overfladisk liv for at gøre op med barndommens spøgelser og skrive sin mors forsvarsskrift.
'Den som blinker er bange for døden' handler om forfatterens barndom i Nykøbing Falster. Men også om alle de ting, som i årtierne inden hans fødsel i 1960 var med til at forme de mennesker, der skulle blive hans faste holdpunkter: den falsterske fader og den tyske moder Hildegard. Romanen er bygget op af rækker af erindringsglimt eller forløb, som beskriver forfatterens oplevelser i barndommen, forældrenes opvækst og ungdom og generationerne før dem. Særligt står moderen som omdrejningspunkt for hele romanen. Den lille Knüdchen elsker hende, men det er også hendes historie og baggrund, der betyder, at familien udstødes af samfundet. Hun er af tysk landadel, og selvom hun var tilknyttet modstandsbevægelsen under krigen, dømmer Nykøbings befolkning hende som et tysker-svin. Moderen lader sig dog ikke kue så let, og hun reagerer på omgivelsernes fordømmelse ved at opføre sig endnu mere tysk, stædig og stolt. Dette går ud over hende selv, men i høj grad også over Knud. Hans skoletid bliver et helvede nøje planlagt af de børn, der dømte ham allerede første skoledag. Knüdchen troppede forventningsfuldt op i skolegården i lederhosen, og dér blev hans skæbne beseglet. Moderen insisterer på at gøre sin dreng tysk, og den danske provinsby 15-20 år efter 2.verdenskrig insisterer på, at tyskere ikke hører til der. Familien bliver et lille isoleret fællesskab midt i den ondskab, som omgiver dem, og som møder dem, hver gang de bevæger sig uden for havelågen. Men helt alene er de dog ikke, for barndomshjemmet fyldes med beretninger om de tidligere generationer, og for hovedpersonen er spøgelserne overalt. Farmoderens stok kan høres i stueurets slag, og morfaderen holder et vågent øje med hans bordskik.
På titelbladet af 'Den som blinker er bange for døden' står der roman, for selvom det er Knud Romers barndomserindringer, er den også et kunstnerisk værk. Han har ikke komponeret den som en lang sammenhængende historie, men netop som hukommelsen er struktureret: i bidder uden for mange forklaringer og begrundelser. Man får verden at se gennem den lille Knüdchens øjne, og dette gør fortællingen mere hudløs og barsk, der er ingen overdrivelser eller underdrivelser, bare en forvirrende, splittet og hyggelig opvækst i et forfærdeligt samfund båret oppe af et barns ukuelig kærlighed og tillid til sin mor. Selvom fortællingen således hopper fra stærk realisme til flyvske fantasier, som den om hvordan hovederne på Nykøbings beboere i virkeligheden er roer, hænger det sammen, for det hele samles i fortællerens perspektiv. På samme måde er fortællingerne fra forskellige dele af Europa igennem de sidste mange århundreder forbundet i hovedpersonen og hans skæbne, de spænder vidt fra den sigøjner, der i 1700-tallet strandede på Falster og grundlagde faderens slægt til den mand, som moderen aldrig blev gift med, fordi han blev henrettet i 1942 af SS. Det er et stort persongalleri, man møder i 'Den som blinker er bange for døden', og hver enkelt har været med til at forme den familie, som forfatteren forsvarer og forklarer.
Historien er bygget op af erindringsstykker, der danner et billede af en slægt og det barn, der er et resultat af denne slægt. Men ikke kun kompositionen er kunstnerisk, tekstens sprogbrug er også poetisk, og blandingen af barnets fantasi og dets virkelige oplevelser er bogens formmæssige force. Eksempelvis skaber Knud Romer et billede på bogens egen tilblivelse ud fra barndommens krigsbytte. Lille Knüdchen får foræret håndgranat-splinter af sin tyske onkel i det tempo, de bevæger sig ud af hans krigshærgede krop, og til sidst samler den voksne forfatter disse stumper af smerte og erindring til en håndgranat, som han smider ud over sin forhadte barndomsby. Metaforen eksploderer idet bogen slutter, og forløser forfatteren.
Splittelsen mellem kærligheden til familien, især moderen, og behovet for at passe ind i skolen og lokalsamfundet er den bærende følelse i Knud Romers roman. Man føler med barnet, og således anslås også tematikken. Læseren skal se det klemte barn og forstå det dilemma, der opstår, når man kommer fra én kultur og bor i en anden. Romanen kan derfor også læses som en samfundskritik, idet den belyser og beskriver en situation, som mange andengenerations-indvandere befinder sig i dag. De oplever ligesom Knud Romer, at komme fra en stolt kultur, som forsvares i familien og som kritiseres i samfundet uden for hjemmet. Men frem for alt er 'Den der blinker er bange for døden' en beskrivelse af, hvordan barndommens lykke er afhængig af to faktorer: forældrenes kærlighed og det omgivende samfunds accept.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer