Analyse
Juul, Pia - Mordet på Halland
Fortælleren Bess beretter om mordet på sin mand Halland, en gådefuld, indviklet og forvirrende historie om løgn og bedrag med mange vildspor og løse ender.
"Overskueligheden gjorde godt. Et mord, ikke for bestialsk, derefter: detektiv, måske et par af detektivens personlige problemer, men ellers: offerdetaljer, gåder, uregelmæssigheder, opgaver, spor, vildspor, opklaring, løsning. Aldrig som i ens eget liv."
Jeg-fortælleren Bess, der beretter historien om mordet på sin mand Halland, er fascineret af krimier, men kun til et vist punkt: "Det var det indviklede, der lokkede, afklaringen lod mig kold." Pia Juuls værk afspejler krimigenren både i dets titel og dets komposition med en mordgåde og et efterfølgende opklaringsarbejde, men hvor krimiens ypperste mål er opklaringen og afsløringen, er dette værk trods dets leg med krimigenren en roman og et eksempel på det modsatte af en krimi - nemlig mørklægning, sløring og et mylder af løse ender, hvor mordgåden ikke er det centrale.
Mørklægningen bliver tydeligere og mere omfattende efterhånden, som historien skrider frem, og opstår i flere aspekter af værket, fx i ord og bogstaver. "Jeg troede, der stod begæret. Der stod bægeret. Hver gang jeg forsøgte at læse, gik jeg i stå og faldt i staver over mine fejllæsninger (...) læsningen (gik) i opløsning for mig." Bogstaverne, tegnene, slører den sande betydning, og bægeret bliver beholder for en helt ny mening - skabt af fejllæsning. Sløringen er også at finde på udsigelsesniveauet, idet flere kapitler indledes med eller indeholder uadresserede samtaler.
Generelt set er sproget i 'Mordet på Halland' til tider nærmest poetisk smukt, fx i beskrivelserne af solen og fjorden, men sproget er også præget af vægelsind og ubeslutsomhed: "Jeg var ligeglad med hvad han tænkte. Jeg var ikke ligeglad." Denne form for antispejling mellem to sætninger, hvor ordlyden næsten er den samme og så alligevel ikke, er at finde en del steder i bogen, og giver historien et spøgefuldt skær. Ligeså bidrager de forskellige citater, der indleder hvert kapitel, ofte til at kaste et skælmsk lys over problemstillingerne og er på denne måde med til yderligere at forvirre læseren og til at prikke hul i historiens umiddelbare alvor. På denne måde får man som læser en fornemmelse af, at der befinder sig en (forfatter)instans hævet over Bess og historien, som leger kispus med fortællingen.
Den førnævnte uoverensstemmelse mellem udtryk/tegn og betydning er også at finde i Bess' karakter: "Jeg lignede ikke en der sørgede. Var jeg en der sørgede? Jeg var ligeglad med hvad han (politibetjenten) tænkte. Jeg var ikke ligeglad." Der er en uoverensstemmelse mellem Bess' fremtoning, og det hun ønsker eller forventes at føle, og sorgens udtryk får frem for alt karakter af selviscenesættelse: "Hvorfor græd jeg ikke - gråd er et tydeligt tegn, så kan de andre læse: Sorg!" Bess' kamp med sit billede af sig selv som sørgende udspringer ikke af følelser, men af hvordan hun tager sig ud som sørgende. Hun virker, blandt andet ikraft af de mange spørgsmål som hun bogen igennem stiller til sig selv som sørgende, fremmedgjort og distanceret i forhold til sin sorg og sig selv, hvilket beror på, at hendes sorg ikke udspringer af kærlighed til Halland. Det vidner denne situation fra et tidligere tidspunkt i deres forhold om: "For han (Halland) vidste ikke, at jeg om natten havde forsøgt at gå min vej og tage hjem, han vidste ikke, at jeg græd over, at det var mislykkedes, og han vidste slet ikke, at jeg græd af længsel efter mit barn." Bess gemmer på en gammel sorg over at have forladt sin datter Abby og sin mand Troels til fordel for Halland - en viden læseren får via Bess' indre monologer og ikke fra dialogerne, der ofte er af sparsom karakter.
Men Bess afsløres undervejs i historien som en utroværdig fortæller, fx findes der en anden forklaring på, hvorfor ægteskabet med Troels gik i opløsning, og hvorfor hun ikke ser sin datter: "Mine forældre blev skilt, fordi min mor drak!" sagde Abby (...), Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Men så sagde jeg det alligevel: "Det passer ikke, Abby, det må du da vide!" Bess erkender undervejs, at hun er en utroværdig fortæller, der tilbageholder eller forvansker viden: "Der er noget jeg ikke har fortalt." Bess fremstår således utroværdig og distanceret til historien både som fortæller og som sørgende og muligvis også som mor: "(Bess henvendt til Abby) "Det er som om du er blevet min mor siden i går(...)."
Denne rolleforvirring trækker spor til en genrelt set forvirring omkring rollerne i historien fx udgiver pedellen sig for at være betjent og kommer for at anholde Bess, gæsten hos naboen fører sig hjemmevant frem, den levende Halland opførte sig nærmere som en separeret mand end en husbond, den døde Halland afgiver flere informationer end den levende, en falsk niece dukker op, eksmanden Troels opfører sig som en forsmået elsker og i historiens slutning spiller den ellers anonyme nabodreng Lasse pludselig en betydningsfuld rolle. Denne forvirring bidrager til yderligere at sløre relationerne mellem historiens karakterer og resulterer i flere og flere løse ender.
Intet kan tages for pålydende i denne roman, hvor svarene udebliver og spørgsmålene rejses i stedet. Hvad er bedrag? Hvad er løgn? Og hvad er sandheden for den enkelte? Denne kredsen om sandheden og de forskellige historier og versioner af sandheden, der er at finde i romanen, er et gennemgående tema i flere af Pia Juuls værker. I høre- og skuespillene 'Gespenst og andre spil' fra 2002 optræder personer, hvis eksistens er tvivlsom, og hvor historierne konstant bevæger sig mellem sandhed og ikke-sandhed. Også novellesamlingen 'Mit forfærdelige ansigt' fra 2002 og digtsamlingen 'Sagde jeg, siger jeg' fra 2004 kredser om samme gådefulde tema.
Bess forarges, da hun på Hallands hemmelige værelse hos den falske niece finder en filmplakat fra filmen 'Le Retour de Martin Gueree - historien om Martin Gueree', der i 1550'ernes Frankrig forlader sin kone Bertrande de Rols og sit barn for at kæmpe i krigen.
Flere år senere vender han så tilbage, men som et helt nyt menneske. Omdrejningspunktet for filmen er, hvorvidt det er den rigtige mand, der er kommet hjem og har genoptaget sit ægteskab med Bertrande eller om det er et bedrag, og hvorvidt Bertrande er involveret i svindlen.
Et lignende plot er at finde i 'Mordet på Halland', hvor flere spørgsmål trænger sig på, blandt andet om det er den rigtige mand, der kommer tilbage i slutningen af historien, nøjagtig hvor inderligt Bess har ønsket at vende tilbage til sin eks-familie (så inderligt, at hun vil slå ihjel?), hvorvidt svindlen og drabet er én persons værk eller fleres, og hvor spørgsmålet om, hvad det egentlig er for en historie, der bliver fortalt, står og blafrer påtrængende ved romanens slutning.
Fortælleren Bess beretter om mordet på sin mand Halland, en gådefuld, indviklet og forvirrende historie om løgn og bedrag med mange vildspor og løse ender.
"Overskueligheden gjorde godt. Et mord, ikke for bestialsk, derefter: detektiv, måske et par af detektivens personlige problemer, men ellers: offerdetaljer, gåder, uregelmæssigheder, opgaver, spor, vildspor, opklaring, løsning. Aldrig som i ens eget liv."
Jeg-fortælleren Bess, der beretter historien om mordet på sin mand Halland, er fascineret af krimier, men kun til et vist punkt: "Det var det indviklede, der lokkede, afklaringen lod mig kold." Pia Juuls værk afspejler krimigenren både i dets titel og dets komposition med en mordgåde og et efterfølgende opklaringsarbejde, men hvor krimiens ypperste mål er opklaringen og afsløringen, er dette værk trods dets leg med krimigenren en roman og et eksempel på det modsatte af en krimi - nemlig mørklægning, sløring og et mylder af løse ender, hvor mordgåden ikke er det centrale.
Mørklægningen bliver tydeligere og mere omfattende efterhånden, som historien skrider frem, og opstår i flere aspekter af værket, fx i ord og bogstaver. "Jeg troede, der stod begæret. Der stod bægeret. Hver gang jeg forsøgte at læse, gik jeg i stå og faldt i staver over mine fejllæsninger (...) læsningen (gik) i opløsning for mig." Bogstaverne, tegnene, slører den sande betydning, og bægeret bliver beholder for en helt ny mening - skabt af fejllæsning. Sløringen er også at finde på udsigelsesniveauet, idet flere kapitler indledes med eller indeholder uadresserede samtaler.
Generelt set er sproget i 'Mordet på Halland' til tider nærmest poetisk smukt, fx i beskrivelserne af solen og fjorden, men sproget er også præget af vægelsind og ubeslutsomhed: "Jeg var ligeglad med hvad han tænkte. Jeg var ikke ligeglad." Denne form for antispejling mellem to sætninger, hvor ordlyden næsten er den samme og så alligevel ikke, er at finde en del steder i bogen, og giver historien et spøgefuldt skær. Ligeså bidrager de forskellige citater, der indleder hvert kapitel, ofte til at kaste et skælmsk lys over problemstillingerne og er på denne måde med til yderligere at forvirre læseren og til at prikke hul i historiens umiddelbare alvor. På denne måde får man som læser en fornemmelse af, at der befinder sig en (forfatter)instans hævet over Bess og historien, som leger kispus med fortællingen.
Den førnævnte uoverensstemmelse mellem udtryk/tegn og betydning er også at finde i Bess' karakter: "Jeg lignede ikke en der sørgede. Var jeg en der sørgede? Jeg var ligeglad med hvad han (politibetjenten) tænkte. Jeg var ikke ligeglad." Der er en uoverensstemmelse mellem Bess' fremtoning, og det hun ønsker eller forventes at føle, og sorgens udtryk får frem for alt karakter af selviscenesættelse: "Hvorfor græd jeg ikke - gråd er et tydeligt tegn, så kan de andre læse: Sorg!" Bess' kamp med sit billede af sig selv som sørgende udspringer ikke af følelser, men af hvordan hun tager sig ud som sørgende. Hun virker, blandt andet ikraft af de mange spørgsmål som hun bogen igennem stiller til sig selv som sørgende, fremmedgjort og distanceret i forhold til sin sorg og sig selv, hvilket beror på, at hendes sorg ikke udspringer af kærlighed til Halland. Det vidner denne situation fra et tidligere tidspunkt i deres forhold om: "For han (Halland) vidste ikke, at jeg om natten havde forsøgt at gå min vej og tage hjem, han vidste ikke, at jeg græd over, at det var mislykkedes, og han vidste slet ikke, at jeg græd af længsel efter mit barn." Bess gemmer på en gammel sorg over at have forladt sin datter Abby og sin mand Troels til fordel for Halland - en viden læseren får via Bess' indre monologer og ikke fra dialogerne, der ofte er af sparsom karakter.
Men Bess afsløres undervejs i historien som en utroværdig fortæller, fx findes der en anden forklaring på, hvorfor ægteskabet med Troels gik i opløsning, og hvorfor hun ikke ser sin datter: "Mine forældre blev skilt, fordi min mor drak!" sagde Abby (...), Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Men så sagde jeg det alligevel: "Det passer ikke, Abby, det må du da vide!" Bess erkender undervejs, at hun er en utroværdig fortæller, der tilbageholder eller forvansker viden: "Der er noget jeg ikke har fortalt." Bess fremstår således utroværdig og distanceret til historien både som fortæller og som sørgende og muligvis også som mor: "(Bess henvendt til Abby) "Det er som om du er blevet min mor siden i går(...)."
Denne rolleforvirring trækker spor til en genrelt set forvirring omkring rollerne i historien fx udgiver pedellen sig for at være betjent og kommer for at anholde Bess, gæsten hos naboen fører sig hjemmevant frem, den levende Halland opførte sig nærmere som en separeret mand end en husbond, den døde Halland afgiver flere informationer end den levende, en falsk niece dukker op, eksmanden Troels opfører sig som en forsmået elsker og i historiens slutning spiller den ellers anonyme nabodreng Lasse pludselig en betydningsfuld rolle. Denne forvirring bidrager til yderligere at sløre relationerne mellem historiens karakterer og resulterer i flere og flere løse ender.
Intet kan tages for pålydende i denne roman, hvor svarene udebliver og spørgsmålene rejses i stedet. Hvad er bedrag? Hvad er løgn? Og hvad er sandheden for den enkelte? Denne kredsen om sandheden og de forskellige historier og versioner af sandheden, der er at finde i romanen, er et gennemgående tema i flere af Pia Juuls værker. I høre- og skuespillene 'Gespenst og andre spil' fra 2002 optræder personer, hvis eksistens er tvivlsom, og hvor historierne konstant bevæger sig mellem sandhed og ikke-sandhed. Også novellesamlingen 'Mit forfærdelige ansigt' fra 2002 og digtsamlingen 'Sagde jeg, siger jeg' fra 2004 kredser om samme gådefulde tema.
Bess forarges, da hun på Hallands hemmelige værelse hos den falske niece finder en filmplakat fra filmen 'Le Retour de Martin Gueree - historien om Martin Gueree', der i 1550'ernes Frankrig forlader sin kone Bertrande de Rols og sit barn for at kæmpe i krigen.
Flere år senere vender han så tilbage, men som et helt nyt menneske. Omdrejningspunktet for filmen er, hvorvidt det er den rigtige mand, der er kommet hjem og har genoptaget sit ægteskab med Bertrande eller om det er et bedrag, og hvorvidt Bertrande er involveret i svindlen.
Et lignende plot er at finde i 'Mordet på Halland', hvor flere spørgsmål trænger sig på, blandt andet om det er den rigtige mand, der kommer tilbage i slutningen af historien, nøjagtig hvor inderligt Bess har ønsket at vende tilbage til sin eks-familie (så inderligt, at hun vil slå ihjel?), hvorvidt svindlen og drabet er én persons værk eller fleres, og hvor spørgsmålet om, hvad det egentlig er for en historie, der bliver fortalt, står og blafrer påtrængende ved romanens slutning.
Kommentarer