Analyse
Jordisk af Theis Ørntoft
I Theis Ørntofts stort anlagte klima- og kapitalismekritiske slægtsroman har både de menneskelige relationer og forbindelsen til naturen alligevel en jordisk chance.
Theis Ørntofts anden roman ’Jordisk’ kan uden tvivl omtales som en murstensroman. Ikke kun på grund af tykkelsen, men også fordi selve indholdet er så stort anlagt. Den rummer ikke mindre end syv primære karakterer på tværs af geografi og hen over årene 1967-2036. Fra Søhøjlandet i Silkeborg til Møn, over forskellige amerikanske stater – og endda helt til månen ... Romanen rummer fortid, samtid og fremtid, hvor man møder karaktererne i deres “nutid” – men med mange minder og flashbacks til barndom, ungdom, familieliv samt møder med kærlighed og kriser. Flere gange skal man selv prøve at gætte sig til forbindelsen mellem karaktererne, inden den afsløres i løbet af bogens fem dele, der knytter sig til forskellige karakterer.
På tværs af generationer og årtier
Romanen er fyldt med forskellige fortællinger, tråde og stemmer, som man ikke ligefrem kan kalde plots. I stedet skabes generationsportrætter og solide karaktertegninger af en mere eller mindre opdelt familiekonstellation.
Den splittede familie består af de tre voksne søskende Rhea, Miriam og Joel, moren Alice og den amerikanske far Nick, der senere har fået Julia, halvsøsteren til de tre. Derudover bedstefaren Ernst og selvfølgelig et væld af interessante bipersoner, hvis livshistorier man også får et glimt af.
Skift i synsvinkel er med til at forme karaktererne og deres relationer, og i tiden efter coronaepidemien lærer man både om Rheas sociale udfordringer i kollektivet på Møn, Miriams mange overvejelser ved bestillingen af en dyr marmorplade til køkkenet samt Joels øvelser i ikke at have så mange (kritiske) holdninger. Som han langt senere i romanen formulerer det: ”verden er ved at blive ødelagt af folk der mener for meget og tænker for lidt”.
Romanens afsnit springer i tid, og i slutningen af 1960’erne oplever bedstefar Ernst ikke at kunne overskue en fremtid i bankverdenen, hvor guldstandarten afvikles, og penge ikke længere er forankret i noget fast og fysisk.
På tværs af generationer og årtier opleves en udefinerbar undergangsstemning. Brydninger i tiden og ændring i samfundet skaber utryghed, forvirring og en følelse af forandring til det værre – underordnet om det omhandler klimakrisen og globalisering eller arkitektonisk bygningsudvikling i USA fra murværker til, at stål, beton og glas er fremtiden.
I bogens nutid omkring 2022 lufter Joel juleaften en teori med familien om, at mennesker har mistet jordforbindelsen, og det er dét, som undergangsstemningen kommer fra. Samtidig sidder Miriam fortabt over for sine søskendes udlægninger af samfundsteorier og -kritikker:
”Miriam så ned i resterne af sin risalamande og mærkede energien fra sine to ældre søskende flyde sammen som en nærmest fysisk substans omkring hende. Hun havde ingen teorier at udfolde om verden. Hun havde sine klienter, sit hverdagsliv, sine veninder, men ingen af delene mærkede hun lyst til at tale om ved dette julebord. Hun havde ingen tanker om hvor samfundet var på vej hen, og hvis hun havde, ville hun have holdt dem for sig selv. For det var juleaften. Det var ikke et redaktionsmøde på en venstreorienteret avis.”
Sådan bølger romanen frem og tilbage mellem det store globale billede og det lille nære. Begge dele sameksisterer, og betydningen af dem diskuteres gennem de forskellige karakterer og deres synsvinkler.
Mennesker i landskaber
Forholdet og (den manglende) forbindelsen til naturen er gennemgående i ’Jordisk’. Det kommer til udtryk i, hvordan mennesker har indrettet sig i samfundet, underlagt sig eller etableret sig med en tættere naturkontakt. Der foregår både en kamp for og imod naturen fx i form af diskussioner om udnyttelsen af jordens ressourcer. I Julias år 2036 aner man uro, flere amerikanske stater har løsrevet sig, og grupper af mennesker har etableret sig i såkaldte ’communities’ med ens overbevisninger og selvforsynende livsformer. Her diskuteres en mulig sølvmineudvinding på deres grund, mens verdensrummet er i gang med at blive koloniseret. Omkring 2022 følger man også Alice og andre lokales kamp mod, at fredede istidslandskaber i Søhøjlandet bliver til dyre boligområder. Menneskets relation til fællesskab, naturen og samfundet er i fokus, og samtidig ses det gennemgående spor om klimakrise og kapitalismekritik.
Der er en tydelig forbundethed mellem karaktererne og deres omgivelser, der strømmer gennem romanen og kommer til udtryk i euforiske naturbeskrivelser eller følelser af forbundethed. Som forfatter formulerer Julia det således: ”Hun skrev om landskaber og mennesker; landskaber er ikke i sig selv interessante, skrev hun, mennesker er det heller ikke, men mennesker i landskaber.”
Efter Julia har været inviteret på inspirationstur til de beboede dele af månen med andre kunsterne, oplever hun ligeledes kun en større interesse i at forstå det magiske og mystiske ved jorden. Den er jo også et urgammelt stykke af verdensrummet.
Man får indblik i en stor og bred viden om forskellige interesseområder, hvor et omfattende researcharbejde fornemmes bag. Det er tekststykker om marmorudvinding, stilarter inden for arkitektur, istidslandskabers tilblivelse samt en stor del samfundskritiske udlægninger og halvfærdige teorier, som karaktererne diskuterer. Nogle gange ulidenskabeligt og halvt – det er ikke meningen, læseren skal lade sig overbevise af specifikke argumenter eller teorier. Eksempelvis fortælles om en teori om blågrønne algers udryddende lighed med mennesker, men hvor det understreges, at den er udtænkt under store mængder pot:
”Algerne minder om mennesket. Også mennesket er en organisme, der udrydder alt liv omkring sig med sin giftige atmosfæriske udledning, og samtidig, ligesom de blågrønne alger, har vi skabt vækstbetingelserne for livsformer der kan blive langt mere komplekse end os selv ... vi er en organisme der fører livet videre mod højerestående stadier, samtidig med at vi udrydder alt omkring os.”
Har vi en jordisk chance?
Selvom der beskrives, hvordan samfundet, økonomien og klimaet er i frit fald, mens generationskløfter, traumer og flugtmønstre skaber afstand i familierelationer, så er romanen i sig selv ikke dystopisk eller fyldt op af undergangsstemning. Karaktererne føler håbløshed og magtesløshed på tværs, men der er også forbindelser mellem dem og andre – og med naturen. For der er også håb, en balance på spil, for det kosmiske og jorden er vigtig, lige så vel som det nære og besværlige. Dette går op for Alice i romanen slutning, hvor hun erkender og opsummerer:
”Det vigtige er, hvad der sker lige her og nu. Det bliver jeg mere og mere sikker på. Jeg tænkte på det da vi gjorde rent på Sølystvej forleden. Jeg tænkte: Her står jeg og gør rent i et lille bitte hus et tilfældigt sted i verden, og hvad i alverden er meningen med det? Det er jo så lige ligegyldigt, tænkte jeg. Men så slog det mig, at det måske ikke var rigtigt. Fordi alt er vigtigt. Den mindste lille oprydning, den mindste lille konflikt ... Putins krig er vigtig, ja. Og klimakrise. Men det er de mindste ting også. Det er i princippet ingen forskel. En ny legeplads på Skovgårdsskolen. Om det firma, der sikkerhedsgodkender rutsjebanen er autoriseret. Det er vigtigt.”
Litterære slægtskaber
Theis Ørntoft har tidligere beskæftiget sig med klimarelaterede undergangsvisioner i Digte 2014 og fortsat det klimakritiske spor i sin første roman Solar fra 2018. I ’Jordisk’ er genren og formatet ændret fra individet til kollektivet og kosmos, og den er skrevet i en mere traditionel prosaform.
Det kan minde om lignende form, som den amerikanske forfatter Jonathan Franzen skriver mange af sine romaner i. Her spiddes og udfoldes samfundet ofte med fokus på splittede familierelationer på realistisk, tragisk og humoristisk vis. Side om side med psykologiske portrætter udfoldes klima- og kapitalismekritik i det amerikanske politiske landskab som eksempelvis i Frihed fra 2011.
Jens Smærup Sørensens Evigt i tiden fra 2022 foregår også i forskellige tidsaldre med menneskets forhold til naturen som omdrejningspunkt. Karaktererne får bogstavelig talt jord under neglene, når man følger landbrugets udvikling fra landboreformerne til klimakrise og frem mod en udefinerbar fremtid, hvor katastrofen er indtruffet.
I en hel anden størrelses- og genreskala kan digteren Inger Christensen fremhæves. Hendes poesi følger organiserede systemer, imens naturen og menneskets forbindelse hertil er gennemgående. Et citat fra Alfabet (1982) dukker også op i ’Jordisk’, hvor digtene følger Fibonaccis eksponentielt voksende talrække samt alfabetets bogstavrækkefølge. Digtsamlingen udkom samtidig med tilstedeværelsen af atomvåben og miljøkatastrofer. Oplevelsen af at samfundet var ved at løbe løbsk, udtrykkes både i indhold og form. På konstaterende vis fremhæves, hvordan naturen og fænomener findes i verden, ligesom mennesket og menneskeskabte ting kun er en del af dette.
I Theis Ørntofts stort anlagte klima- og kapitalismekritiske slægtsroman har både de menneskelige relationer og forbindelsen til naturen alligevel en jordisk chance.
Theis Ørntofts anden roman ’Jordisk’ kan uden tvivl omtales som en murstensroman. Ikke kun på grund af tykkelsen, men også fordi selve indholdet er så stort anlagt. Den rummer ikke mindre end syv primære karakterer på tværs af geografi og hen over årene 1967-2036. Fra Søhøjlandet i Silkeborg til Møn, over forskellige amerikanske stater – og endda helt til månen ... Romanen rummer fortid, samtid og fremtid, hvor man møder karaktererne i deres “nutid” – men med mange minder og flashbacks til barndom, ungdom, familieliv samt møder med kærlighed og kriser. Flere gange skal man selv prøve at gætte sig til forbindelsen mellem karaktererne, inden den afsløres i løbet af bogens fem dele, der knytter sig til forskellige karakterer.
På tværs af generationer og årtier
Romanen er fyldt med forskellige fortællinger, tråde og stemmer, som man ikke ligefrem kan kalde plots. I stedet skabes generationsportrætter og solide karaktertegninger af en mere eller mindre opdelt familiekonstellation.
Den splittede familie består af de tre voksne søskende Rhea, Miriam og Joel, moren Alice og den amerikanske far Nick, der senere har fået Julia, halvsøsteren til de tre. Derudover bedstefaren Ernst og selvfølgelig et væld af interessante bipersoner, hvis livshistorier man også får et glimt af.
Skift i synsvinkel er med til at forme karaktererne og deres relationer, og i tiden efter coronaepidemien lærer man både om Rheas sociale udfordringer i kollektivet på Møn, Miriams mange overvejelser ved bestillingen af en dyr marmorplade til køkkenet samt Joels øvelser i ikke at have så mange (kritiske) holdninger. Som han langt senere i romanen formulerer det: ”verden er ved at blive ødelagt af folk der mener for meget og tænker for lidt”.
Romanens afsnit springer i tid, og i slutningen af 1960’erne oplever bedstefar Ernst ikke at kunne overskue en fremtid i bankverdenen, hvor guldstandarten afvikles, og penge ikke længere er forankret i noget fast og fysisk.
På tværs af generationer og årtier opleves en udefinerbar undergangsstemning. Brydninger i tiden og ændring i samfundet skaber utryghed, forvirring og en følelse af forandring til det værre – underordnet om det omhandler klimakrisen og globalisering eller arkitektonisk bygningsudvikling i USA fra murværker til, at stål, beton og glas er fremtiden.
I bogens nutid omkring 2022 lufter Joel juleaften en teori med familien om, at mennesker har mistet jordforbindelsen, og det er dét, som undergangsstemningen kommer fra. Samtidig sidder Miriam fortabt over for sine søskendes udlægninger af samfundsteorier og -kritikker:
”Miriam så ned i resterne af sin risalamande og mærkede energien fra sine to ældre søskende flyde sammen som en nærmest fysisk substans omkring hende. Hun havde ingen teorier at udfolde om verden. Hun havde sine klienter, sit hverdagsliv, sine veninder, men ingen af delene mærkede hun lyst til at tale om ved dette julebord. Hun havde ingen tanker om hvor samfundet var på vej hen, og hvis hun havde, ville hun have holdt dem for sig selv. For det var juleaften. Det var ikke et redaktionsmøde på en venstreorienteret avis.”
Sådan bølger romanen frem og tilbage mellem det store globale billede og det lille nære. Begge dele sameksisterer, og betydningen af dem diskuteres gennem de forskellige karakterer og deres synsvinkler.
Mennesker i landskaber
Forholdet og (den manglende) forbindelsen til naturen er gennemgående i ’Jordisk’. Det kommer til udtryk i, hvordan mennesker har indrettet sig i samfundet, underlagt sig eller etableret sig med en tættere naturkontakt. Der foregår både en kamp for og imod naturen fx i form af diskussioner om udnyttelsen af jordens ressourcer. I Julias år 2036 aner man uro, flere amerikanske stater har løsrevet sig, og grupper af mennesker har etableret sig i såkaldte ’communities’ med ens overbevisninger og selvforsynende livsformer. Her diskuteres en mulig sølvmineudvinding på deres grund, mens verdensrummet er i gang med at blive koloniseret. Omkring 2022 følger man også Alice og andre lokales kamp mod, at fredede istidslandskaber i Søhøjlandet bliver til dyre boligområder. Menneskets relation til fællesskab, naturen og samfundet er i fokus, og samtidig ses det gennemgående spor om klimakrise og kapitalismekritik.
Der er en tydelig forbundethed mellem karaktererne og deres omgivelser, der strømmer gennem romanen og kommer til udtryk i euforiske naturbeskrivelser eller følelser af forbundethed. Som forfatter formulerer Julia det således: ”Hun skrev om landskaber og mennesker; landskaber er ikke i sig selv interessante, skrev hun, mennesker er det heller ikke, men mennesker i landskaber.”
Efter Julia har været inviteret på inspirationstur til de beboede dele af månen med andre kunsterne, oplever hun ligeledes kun en større interesse i at forstå det magiske og mystiske ved jorden. Den er jo også et urgammelt stykke af verdensrummet.
Man får indblik i en stor og bred viden om forskellige interesseområder, hvor et omfattende researcharbejde fornemmes bag. Det er tekststykker om marmorudvinding, stilarter inden for arkitektur, istidslandskabers tilblivelse samt en stor del samfundskritiske udlægninger og halvfærdige teorier, som karaktererne diskuterer. Nogle gange ulidenskabeligt og halvt – det er ikke meningen, læseren skal lade sig overbevise af specifikke argumenter eller teorier. Eksempelvis fortælles om en teori om blågrønne algers udryddende lighed med mennesker, men hvor det understreges, at den er udtænkt under store mængder pot:
”Algerne minder om mennesket. Også mennesket er en organisme, der udrydder alt liv omkring sig med sin giftige atmosfæriske udledning, og samtidig, ligesom de blågrønne alger, har vi skabt vækstbetingelserne for livsformer der kan blive langt mere komplekse end os selv ... vi er en organisme der fører livet videre mod højerestående stadier, samtidig med at vi udrydder alt omkring os.”
Har vi en jordisk chance?
Selvom der beskrives, hvordan samfundet, økonomien og klimaet er i frit fald, mens generationskløfter, traumer og flugtmønstre skaber afstand i familierelationer, så er romanen i sig selv ikke dystopisk eller fyldt op af undergangsstemning. Karaktererne føler håbløshed og magtesløshed på tværs, men der er også forbindelser mellem dem og andre – og med naturen. For der er også håb, en balance på spil, for det kosmiske og jorden er vigtig, lige så vel som det nære og besværlige. Dette går op for Alice i romanen slutning, hvor hun erkender og opsummerer:
”Det vigtige er, hvad der sker lige her og nu. Det bliver jeg mere og mere sikker på. Jeg tænkte på det da vi gjorde rent på Sølystvej forleden. Jeg tænkte: Her står jeg og gør rent i et lille bitte hus et tilfældigt sted i verden, og hvad i alverden er meningen med det? Det er jo så lige ligegyldigt, tænkte jeg. Men så slog det mig, at det måske ikke var rigtigt. Fordi alt er vigtigt. Den mindste lille oprydning, den mindste lille konflikt ... Putins krig er vigtig, ja. Og klimakrise. Men det er de mindste ting også. Det er i princippet ingen forskel. En ny legeplads på Skovgårdsskolen. Om det firma, der sikkerhedsgodkender rutsjebanen er autoriseret. Det er vigtigt.”
Litterære slægtskaber
Theis Ørntoft har tidligere beskæftiget sig med klimarelaterede undergangsvisioner i Digte 2014 og fortsat det klimakritiske spor i sin første roman Solar fra 2018. I ’Jordisk’ er genren og formatet ændret fra individet til kollektivet og kosmos, og den er skrevet i en mere traditionel prosaform.
Det kan minde om lignende form, som den amerikanske forfatter Jonathan Franzen skriver mange af sine romaner i. Her spiddes og udfoldes samfundet ofte med fokus på splittede familierelationer på realistisk, tragisk og humoristisk vis. Side om side med psykologiske portrætter udfoldes klima- og kapitalismekritik i det amerikanske politiske landskab som eksempelvis i Frihed fra 2011.
Jens Smærup Sørensens Evigt i tiden fra 2022 foregår også i forskellige tidsaldre med menneskets forhold til naturen som omdrejningspunkt. Karaktererne får bogstavelig talt jord under neglene, når man følger landbrugets udvikling fra landboreformerne til klimakrise og frem mod en udefinerbar fremtid, hvor katastrofen er indtruffet.
I en hel anden størrelses- og genreskala kan digteren Inger Christensen fremhæves. Hendes poesi følger organiserede systemer, imens naturen og menneskets forbindelse hertil er gennemgående. Et citat fra Alfabet (1982) dukker også op i ’Jordisk’, hvor digtene følger Fibonaccis eksponentielt voksende talrække samt alfabetets bogstavrækkefølge. Digtsamlingen udkom samtidig med tilstedeværelsen af atomvåben og miljøkatastrofer. Oplevelsen af at samfundet var ved at løbe løbsk, udtrykkes både i indhold og form. På konstaterende vis fremhæves, hvordan naturen og fænomener findes i verden, ligesom mennesket og menneskeskabte ting kun er en del af dette.
Kommentarer