Siden blev det for pænt er en samtidsroman om det moderne menneskes jagt efter lykke, selvrealisering og sammenhæng i en sump af selvmedlidenhed og fortrængt smerte.
Tilværelsens ulidelige pænhed
Midtvejskrisen kradser for hovedpersonen i Trisse Gejls roman 'Siden blev det for pænt', forfatteren Trine Vedel. På overfladen lever Vedel det gode liv med sin kernefamilie, bestående af børnene Tobias og Sofie og manden Johannes, og en forfatterkarriere, der tilsyneladende kører på skinner. Efter at have skrevet de første to bind i en trilogi om Udkantsdanmark skal hun bare have gjort sit værk færdigt og en sikker succes venter forude.
Men alt er ikke så let, som det lyder. Forholdet til manden Johannes knaser og Trine har mistet inspirationen til at skrive og søger trøst i en stime af tilfældige affærer og et eskalerende forbrug af alkohol, der skal dulme hendes lede ved sig selv og en manglende følelse af intensitet. Det er symptomatisk, at hun omtaler sig selv og sin skrivekrise i tredjeperson:
”Jeg er pisse hamrende træt af Trine Vedel og alle hendes hjemstavnskarakterer og udstedsskæbner og forkvaklede eksistenser. Beskriver dem alle med kærlighed, stod der i en anmeldelse. Gu gør jeg ej. Jeg beskriver dem alle med perfid ironi, så enhver vil godte sig og tænke: Godt det ikke er mig, og derfor kan de elske dem.”
Det Trine savner, er intensitet og autenticitet. Hun er træt af sine egne sproglige konstruktioner og ironiske distance og bliver senere skuffet, da hun møder sit idol, den amerikanske forfatter Richard Ford, der ikke kan leve op til hendes romantiske forestilling om forfatteren, der deler sit hjerteblod med sine figurer, men netop køligt udstiller dem som sproglige konstruktioner.
Baggrunden for Trine Vedels egen længsel efter autenticitet er i høj grad et liv, der er præget af løgn og fortrængning. Broderen Mads’ tidlige død af kræft hjemsøger hende stadig og forholdet til manden Johannes er mildest talt vaklende. De kan ikke finde ud af at kommunikere og kaster sig begge ud i affærer. Den manglende kommunikation går også igen mellem Johannes og datteren Sofie, som han har fra et tidligere forhold. En understrøm af uro, mistillid, jalousi og løgn præger den lille familie, hvor der ikke bliver lyttet, men alle blot svæver rundt i deres egen ensomme boble. Således er det sigende, at Trine Vedel på et tidspunkt ringer hjem og spørger efter Sofies eksamenskarakter. Hun får ikke svar og da Trine senere fordrukken falder i søvn, sker der følgende: ”Jeg døser hen. Vågner ved lyden af en sms. Rækker ud efter telefonen. 10, står der. Den er fra Sofie. 10 hvad? Skriver jeg irriteret tilbage og døser hen igen.”
Hovedpersonen i romanen er Trine Vedel, men hun er også i høj grad hovedpersonen hos sig selv. Med dobbeltgranskende blik begraver hun sig selv i sin egen navle og fortællerformen med jeg-fortælleren, hvor man ser alt gennem Trines øjne, passer godt til det begrænsede perspektiv og den følelse af klaustrofobi og følelsesmæssig kaos, der præger hende. I en bestandig indre monolog af observationer og bebrejdelser, skrider romanen frem som en række psykologiske statusopdateringer på Facebook.
Netop Facebook, med konstruktionen af identitet gennem nettet, kommer til at spille en rolle i en af trådene i plottet, hvor en person har givet sig ud for at være forfatteren selv. Trine Vedel spiller i høj grad med på legen og lader sin dobbeltgænger skaffe sig jobs inden problematikken omkring dobbeltgængeren til sidst eskalerer og tager en uventet drejning.
Sideløbende med, at Trine Vedel kæmper med problemer med sit forhold, gæld, bedrageren på nettet, følelsesmæssig turbulens og et massivt alkoholforbrug, er der et metalag i romanen, der handler om tilblivelsen af det, Trine Vedel håber, bliver hendes store kærlighedsroman. Hun kæmper med sproget og formuleringer, der er på kanten af klichéer.
Et centralt symbol for skabelsesprocessen bliver Tiefland, stedet i den svenske ødemark, hvor Vedel søger inspiration. Romanen indledes således med et citat af Henning Christiansen, der ikke efterlader tvivl om den symbolske farvning stedet får:
”Dybt inde i menneskets kerne ligger Tiefland. Der er lidenskaben, ulvehylene, erotikken, de bundløse søer, længslen, klipper og kaos. I kernen af Tiefland hersker stilheden.”
Den stilhed, der hersker i Tiefland, er det Trine Vedel på én gang søger væk fra og henimod. Det er døden. Broderens død og forholdet til Johannes, der for længst er dødt, men blot holdes kunstigt i live. En stor del af romanen går med Vedels flugt fra Tiefland. Beskrivelser af, hvordan hun drukner sig i storbyernes støj, alkohol og tilfældig sex. Løgnene, flugten og bedraget hober sig op og kulminerer, da Vedel bliver afsløret af Sofie sammen med den unge Paul, Johannes’ fætter fra Amerika. Herefter er bunden nået og de sidste illusioner er brast. Til sidst flytter Vedel endelig fra Johannes, tvivleren, der konstant er i splid med sig selv. Ganske symbolsk ender hun i den vilde skov i Sverige sammen med sønnen Tobias, endelig parat til at tage ansvar og med et nyt poetisk sprog:
”Og så har jeg skrevet. Små bidder, jeg ikke ved, hvor skal føre hen, og jeg bliver ved med at kredse om noget, jeg skrev i London. Skriver videre på det.
Du vil aldrig vide / hvordan det gik / med byggepladserne i Budapest / eller dit eget køkken / eller børnenes lykke / eller det du så / den dag græsset lå som frosne åndedrag / en morgen i januar.”
Der er sket noget afgørende. Trine har droppet at skrive den store fortælling om kærligheden og har i stedet vendt sig mod detaljerne og processen og frem for alt vendt blikket fra det indadvendte til det udadvendte. Hun har opgivet den perfekte fortælling om sig selv og vendt sig mod sansningen i nuet og den flygtige erindring. Det perfekte og pæne er det afsluttede, det ukomplicerede og lykkelige: en fortælling, der går op. Men en sådan fortælling bygger på løgn og den er ikke skrevet af livet, som er uforudsigeligt og uafsluttet. Det paradoksale er, at det først er i det øjeblik, at Trine erkender det kaos, der er, at hun kan sætte sine følelser på form i et sansende sprog, der kredser om en kerne, der ligger udenfor hende selv.
'Siden blev det for pænt' er en samtidsroman om det moderne menneskes jagt efter lykke, selvrealisering og sammenhæng i en sump af selvmedlidenhed og fortrængt smerte. Som flere af Trisse Gejls romaner, kredser fortællingen om relationer mellem mennesker, kommunikation, og spændet mellem det indre følelsesliv og verden udenfor. Romanen bliver en kritik af et overflodssamfund, hvor forestillingen om lykken, i form af et ukompliceret liv med en mand, bliver en form for junk, der fortrænger livets komplicerede realitet. Vedel gennemgår en dannelsesrejse fra at være et individ, der konstant kredser om sit eget selvbillede og sin egen fortælling, til endelig at blive sat fri ved at vende blikket ud mod verden, hvor alting langt fra er færdigt, ukompliceret eller perfekt.
Skrevet af cand. mag. Jakob Bækgaard, revideret af Litteratursidens redaktion
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer