I 'Alfabet' eksperimenterer Inger Christensen bl.a. med matematikken, navnlig de matematiske regler vi kan få øje på i biologien. Hvad mon der sker, når en mesterlig digter prøver at spille efter naturens regler?
Det er en kendt anekdote, at Inger Christensen, ud over at beskæftige sig med litteraturen, fulgte forskellige naturvidenskabelige forelæsninger på Aarhus Universitet. Om det er sandt eller ej, så er ideen skøn – ikke mindst fordi det giver et billede af et menneske, der ikke kan få nok af måder at forstå verden på.
Uanset hvad beskæftiger Inger Christensen sig gang på gang med at krydse poesiens frie billedkraft med stramme regelsystemer, gerne fra videnskabelige traditioner. I Alfabet parrer hun det latinske alfabet med et bestemt matematisk system kaldet Fibonacci-talrækken. I denne analyse skal vi se på dette system, hvad dets kontekst er, og selvfølgelig hvordan digteren anvender det. Som så ofte hos Inger Christensen, skal systemet nemlig bruges til at vise læseren en forbindelse mellem det mikroskopiske og det kosmiske perspektiv, det store i det små – og ikke mindst naturen og sproget.
Systemets præmis
Fibonacci-talrækken er et koncept fra middelalderens matematik. Ved første øjekast lyder det måske som en lidt langhåret idé, men historisk set har konceptet vist sig at være overraskende indflydelsesrigt og bruges i alt fra kodning til botanik. Fibonacci-rækken er en sekvens, hvor hvert tal i rækken, lagt sammen med det foregående, giver det næste tal. Rækken starter således: 1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, 89 – og fortsætter i princippet uendeligt.
Det der gør Fibonacci-talrækken særligt interessant er, at måden den vokser på, svarer forbløffende nøjagtigt til nogle af de måder, naturen og især plantelivet reproducerer sig selv og former sig. Princippet er dels til stede i det, der hedder fraktaler, dvs. former der er opbygget af mindre versioner af sig selv – som f.eks. snefnug eller romanesco-blomkålen. Men Fibonacci-konceptet er også i høj grad til stede i det princip, der kaldes ”Det Gyldne Snit”, som man kender bl.a. fra arkitektur og billedkunst. Ideen bag ”Det Gyldne Snit” er, at der er findes et bestemt sæt visuelle størrelsesforhold (eller proportioner), som virker harmoniske for øjet, og som vi kan genfinde i så godt som al klassisk billedkunst – men igen også i naturen. Det omtalte forhold er (ca.) 1 til 1,618 – og jo højere tal vi ser på i Fibonacci-rækken, jo mere nøjagtigt stiger den efter netop dét størrelsesforhold.
Pointen er altså, at hvad enten vi taler om kernerne på en solsikkeblomst eller klassisk arkitektur, om formen på en spiralgalakse eller sågar et veldrejet ansigt, så findes matematikken derude, boende i tingenes former og proportioner. Det er dén fascinerende ide, som Inger Christensen tager udgangspunkt i med Alfabet. Som så ofte hos hende er ærindet at bruge systemet poetisk i et forsøg på at lade sproget følge naturens præmisser.
Tallene og bogstaverne
Hvordan kommer denne Fibonacci-sekvens så til syne i digtsamlingen? Første digt er på en enkelt linje: ”abrikostræerne findes, abrikostræerne findes”. Den første sætning gentager sig, på samme måde som vi så tallet 1 gøre det. Og for hvert digt vokser antallet af linjer som i en Fibonacci-sekvens – andet digt har to linjer, det tredje tre, det fjerde har fem, og så fremdeles.
Langt fra alt i digtsamlingen er formet benhårdt efter systemet – men det er interessant at prøve at spore små Fibonacci-sekvenser i teksten. Uanset hvor konsekvent eller spredt det måtte være, er det en veloplagt leg med det princip, som naturen selv skaber efter. Samtidig følger bogens 14 hovedafsnit alfabetet fra A til N, ved at lade sine navneord, eller første ord i afsnittet starte med bogstavet. Man kan godt læse en slags konflikt på spil mellem de to systemer. Hvor Fibonacci-rækken beskriver hvordan den naturlige verden er eksplosiv, når den vokser, så ligner alfabetet (og i forlængelse deraf, sproget) et mere ensartet kassesystem. Det er blandt andet den modsætning, Alfabet arbejder med at forsone.
Formen og temaet
Det første tematiske hovedspor i teksten er dét filosofferne kalder væren – det, at noget overhovedet eksisterer. Digtene opremser verden i et væld af navneord:
"cikaderne findes; cikorie, chrom/ og citrontræer findes, cikaderne findes;/ cikaderne, ceder, cypres, cerebellum"
Først er det planter og andet konkret fra biologien, men også syntetiske materialer og senere begreber og minder. Læg mærke til, hvor fint rytmen i sætningerne falder, hvordan det væver de forskellige materialer sammen til musikalske fraser. Lige præcis disse linier er sammensat af det, der i metrikken hedder amfibrakker, (tre stavelser, hvor den midterste er trykstærk, og de andre to svage), men andre steder er der andre metriske former på spil. Det bliver også en pointe i sig selv, at opremsningen hurtigt bliver uoverskuelig, flyder over med den rigdom af forskelligt liv, verden indeholder. Og når et allerede nævnt ord optræder igen senere, er virkningen næsten som den organiske vækst, hvor det der lige blev skabt, hvirvles med i det næste, der vokser frem.
Den tilbagevendende frase, at noget ”findes”, er jo på den ene side en helt enkel konstatering. Men fordi det gentages som et slags mantra, bliver det en form for besværgelse. På én gang presserende og nænsomt. Men pludselig optræder et helt modsat fænomen i teksten, nemlig den destruktive atombombe. Dens altoverskyggende kraft til at ødelægge bliver et tilbagevendende tema for Alfabet. Og ligesom den eksplosive vækst, som Fibonacci-sekvensen beskriver, er denne bombe jo netop en kædereaktion på atomniveau.
På den måde anslås det andet af to tematiske hovedspor i teksten, nemlig tilintetgørelse. Ud over atomkrigens konkrete (og i 1981 stadig præsente) trussel, er død og forsvinden jo et grundlæggende vilkår ved tilværelsen – intet Inger Christensen-værk uden en fremtrædende rolle til døden! Derfor arbejder hun også indgående med erindring i Alfabet. Hun mindes juninætter og haver, men er også optaget af den plads man har i erindringen (”hvor den døde først rigtig / ligner sig selv/ ved at dø fra de andre”) på hvilken måde er de hos os, dem vi har mistet. Kan vi virkelig sige at de findes? Mest påfaldende i den kontekst er nok den postapokalyptiske scene, digtsamlingen slutter med. En ødelagt landsby, hvor en ældre kone falder om, en gruppe børn er efterladt tilbage. Den drøjeste uhygge er hverken sulten eller strålingsfaren, men glemslen – at det eneste blik, der er tilbage til at betragte dem, er en umælende, lydløs hare.
Den poetiske gevinst
Den store poetiske gevinst, om man vil, ved systemet i Alfabet er altså den forbindelse, digteren trækker mellem natur og sprog; ved at skabe et værk ud fra de regler naturen bruger, er projektet at danne bro over kløften mellem sproget og verden:
”jeg skriver som strandkanten/ skriver en bræmme/ af skaldyr og tang”
Om det lykkes på noget højere filosofisk plan, at forsone ord og ting, kan man altid diskutere – men i hvert fald er det lykkedes Inger Christensen at skabe poesi, der vokser som naturen - og på den måde også giver naturen mulighed for at være poesi.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer