Bog

Dødszoner

Af (
2013
)

Anmeldelse

Dødszoner af Simon Pasternak

18 jun.13

Barsk roman om den tyske besættelseshærs fremfærd i Hviderusland under Anden Verdenskrig.

Hvis lov og orden er en by i Hviderusland, er den blevet bombet væk under Anden Verdenskrig. I hvert fald hersker der noget nær total kaos i de tyskbesatte områder af Hviderusland, hvor de forskellige enheder af tyske besættelsestropper opererer efter hver deres dagsorden. Dog kan de blive enige om at udslette alle jøder og behandle den øvrige lokalbefolkning dårligst muligt.

Under disse forhold udspiller handlingen sig i Lida, en mindre by i Hviderusland, under Anden Verdenskrig. En højtstående SS-general, Steiner, findes myrdet og skamferet i en lade. Oberleutnant der Polizei, Heinrich Hoffmann, får til opgave af Manfred Schlosser, Steiners protegé, at finde ud af, hvem der begik forbrydelsen. Heinrich og Manfred er barndomsvenner, og Heinrich er forlovet med Manfreds søster, Eline. Det bliver en kompliceret opklaring…

’Dødszoner’ er bygget op som en klassisk whodunit-krimi med en forbrydelse, der skal opklares. Alligevel er det langtfra en krimi, for forbrydelsen bliver nemlig opklaret midtvejs, og historien skifter derefter fokus. ’Dødszoner’ er en blanding af fakta og fiktion, og en del af begivenhederne og personerne er historisk korrekte. Forfatteren Simon Pasternak er tæt på sit stof og har fundet inspiration i sine egne jødiske rødder i Hviderusland.

Romanen er skrevet i jeg-form med Heinrich som fortæller. Han er ikke det store følelsesmenneske, og der er ikke dybe refleksioner over de krigsforbrydelser, der bliver begået eller den nazistiske ideologi. Alligevel fornemmer man tydeligt hans modvilje overfor den overdrevne magtanvendelse, som han modvilligt accepterer.

Beskrivelserne af Manfred rammer fint det stereotype billede af en SS’er: Brutal, afstumpet, følelseskold, nyder at forvolde smerte og opfindsom, når det kommer til idéudvikling på torturområdet. ’Dødszoner’ er et glimrende tidsbillede på de ufattelige grusomheder, der har fundet sted i Hviderusland under krigen. Romanen har et stort persongalleri, som det kan være svært at holde styr på. Og så er den ikke for sarte sjæle. Bogen er meget barsk, og det ville have været dejligt med et enkelt lyspunkt midt i alt det grumme.

På bibliotekerne er der stor interesse for såvel fag- som skønlitteratur om Anden Verdenskrig. Vasilij Bykov har i ’Ulykkestegnet’ skrevet om den hviderussiske befolkningslidelser under den tyske besættelse, men der er ikke mange romaner om Hviderusland i perioden, så denne skal være velkommen. Simon Pasternak har sammen med Christian Dorph skrevet tre bind i krimiserien om Ole Larsen og Erik Rohde, og dette er hans første soloroman.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
29955379
Graphic
Bettina Kjærulff-Schmidt
ISBN
9788702145281
Antal sider
335

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer