Bog

Nattevagt

Af (
2007
)

Anmeldelse

Nattevagt af Sarah Waters

29 okt.07

Bomberne falder, mens kærligheden spirer i denne velskrevne roman fra 2. verdenskrigs London.

I 1947 er krigen forbi, men ikke alle er kommet sig over den. Kay kørte under krigen ambulancetjeneste om natten, men nu er hun næsten bange for at gå ud. Hun fandt også sin store kærlighed – men mistede hende igen, og det er dette tab, der har ført Kays liv ud på et sidespor.

På et ægteskabsbureau arbejder Helen og Vivien. Helen har et stormfuldt forhold til den succesfulde forfatter Julia. Helen er vildt forelsket, men samtidig utrolig jaloux, og det har Julia svært ved at leve med. Vivien har derimod et forhold med en gift mand, som hun mødte under krigen. Lidenskaben er for længst brændt ud, men alligevel mødes hun stadig med ham.

Endelig er der også Duncan. Han sidder i fængsel, men for hvad bliver først opklaret i slutningen af romanen.

'Nattevagt' er opdelt i 3 afsnit som fortælles baglæns i tiden fra 1947-41. Man skulle tro, at man på den måde kendte alle hemmelighederne, men det er alligevel lykkedes Sarah Waters at sørge for, at  alt først går op til sidst. For hvad er forbindelsen imellem de fire?

Waters slog for alvor igennem herhjemme med sin 3. roman "Rænkespil". Ligesom forgængeren "Sjælesøstre" foregik den i det victorianske England og havde et lesbisk tema som kerne. I "Nattevagt" er historien flyttet frem i nyere tid, men homoseksualitet er stadig en vigtig del af romanen.

2. verdenskrig var en periode, som pludselig åbnede mange døre for kvinder. Men selvom de fik mulighed for at arbejde osv., så var der stadig mange "forbud" mod forkert opførsel. Og at være lesbisk var ikke acceptabelt.

Som altid skriver Waters et flydende sprog. Hun bruger krigens gru som en barsk kulisse for de mange følelser, der løber gennem romanen. Og hun gør det godt. Alligevel synes jeg ikke, at 'Nattevagt' når helt op på højde med hendes tidligere romaner. Der mangler lidt saft og kraft i handlingen. Når det er sagt, kan jeg dog stadig anbefale den til en mørk aften under tæppet på sofaen.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Vibeke Houstrup
Faustnummer
26945879
ISBN
9788759525975
Antal sider
474

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer