Pia Juul

Pia Juul døde den 30. september 2020 efter kort tids sygdom. Hun blev kun 58 år. Med hendes alt for tidlige død har vi mistet en af vores mest betydningsfulde forfattere. Hun mestrede både lyrik og prosa og blandede humor og alvor på enestående vis.

Pia Juul havde en helt særlig og genkendelig stemme, både i sin skrift og i sin oplæsning. Hendes ord kalder på at blive læst højt  Det enkelte digt kan rumme munterhed og glæde og på samme tid sorg og smerte. Talemåder og dialekter spiller en central rolle, ligesom lyrikken er forankret i sprogets rytme og melodi. 

Pia Juul debuterede i 1985 med digtsamlingen 'levende og lukket'. Efter debuten og op gennem 1990'erne var Pia Juul især kendt for sine digtsamlinger, og selv om hendes stemme var unik, ses hun ofte som en del af senfirsergenerationen sammen med forfattere som Juliane Preisler, Thomas Boberg, Simon Grotrian, Morti Vizki og Niels Frank.

Fra minimalist til fortæller
I  begyndelsen af forfatterskabet blev hun forbundet med en minimalistisk skrivestil, men med digtsamlingerne ’En død mands nys’ fra 1993 bliver hendes lyrik mere fortælllende. Den får et mundtligt præg som i dette eminente digt, hvor de første linjer lyder: 

Men jeg ville heller ikke det jeg ville
Og det jeg ville vidste jeg ikke hvad var
Jeg ville så gerne ha dig
Så fik jeg minsandten det
jeg ville ha, og hvad gør man så ()

I ’sagde jeg, siger jeg’ fra 1999 inddrages familiens historier, konkrete steder og forskellige erindringsspor i digtene. I det kendte digt om onkel Hector kan man tydeligt høre Pia Juuls stemme  - dens underfundighed og små svirp:

Min onkel Hector sagde
(men det har jeg nok fortalt dig før)
Han var på vej ned fra Højen
Han havde solen i øjnene
så sagde han 
da børnene kom løbende forbi
Han sagde
nej han sagde
Børnene kom løbende
Så sagde han det som
Knud engang havde sagt
på en anden måde
Her siger jeg det selv igen
Jeg kan se ham tydeligt
Med solen i øjnene
syrenerne på Højen
denne duft om onkel Hector
Desuden gjorde han altid
sådan med hånden
Sådan

Suveræn prosaist
Med novellesamlingerne 'Mit forfærdelige ansigt' i 2001 og Dengang med hunden i 2005 viste Pia Juul, at hun også var en suveræn prosaist og havde et stort talent som fortæller. Efterfølgende  fik hun udgivet en række novellesamlinger og to romaner. 'Mit forfærdelige ansigt' indeholder både noveller med barndomserindringer og mere groteske historier, og fælles for dem er, at de ofte tager en ironisk eller tragikomisk drejning. Det centrale tema i Dengang med hunden er fortiden, og novellerne behandler på forskellig vis erindringens væsen, lige fra hukommelsestab og senilitet til øjeblikke, hvor episoder fra fortiden på Proust-agtig facon pludselig står lysende klart.Fortælleren har oplevet disse episoder meget stærkt, oftest fordi de enten har været pinlige og skamfulde eller utroligt lykkelige. 

Pia Juul har høstet udbredt anerkendelse både som lyriker, prosaist, dramatiker og oversætter. Hun modtog Danske Banks Litteraturpris 2009 for den populære anti-krimi Mordet på Halland og Montanas Litteraturpris 2010 for digtsamlingen Radioteatret.I 2012 modtog hun Kritikerprisen for novellesamlingen Af sted, til stede. I 2015 blev hendes digtsamling Avuncular.Onkelagtige tekster indstillet til Nordisk Råds LItteraturpris.

PIa Juul var tæt forbundet med den litterære traditon, og et af hendes litterære idoler var Agnes Henningsen, hvis erindringsromaner hun genskrev for et par år siden under titlen Let gang og lidt til. Agnes Henningsen døde i 1962 - samme år som Pia Juul blev født.

'ingen synger, end ikke jeg over opvasken'
I Pia Juuls to sidste digtsamlinger kommer følelser af tab, smerte og død til at spille en større rolle. I Avuncular.Onkelagtige tekster lyder det sigende: 'ingen synger, end ikke jeg over opvasken'. Den foruroligende stemning gennensyrer samlingen, og i et andet digt lyder det:

Nu kulden, hvor kommer
den fra, jeg er ellers
i alle andre
kropsdele ild som altid
med blussende flammer
rødme og raseri
hjertesvulmende ømhed
men kold i munden
det er jeg i dag

Den mørke stemning fortsætter i Pia Juuls sidste digtsamling Forbi, hvor der samtidig også er tomer af forvandlin og og sammenhæng. Litteratursidens anmelder skriver:
"Samlet set er det en fornøjelse at læse med, og ét af mine yndlingssteder er dette: ”Jeg granskede mit ansigt / på jagt efter en drøm / Nu ser jeg min mor”, som afslutningen på et digt om, at man forsvinder ind i sit familietræ, at man bliver til de, der gik forud. Og netop denne forvandling og denne sammenhæng, dette "vi", som går igen i samlingen, er interessant. Juul insisterer på mennesker og ting hænger sammen, og det gør de på forunderlig vis i hendes værk."

En af de linjer fra Forbi, som er svær at ryste af sig er denne: "Nu tror jeg ikke længere, vi er bange, nu ved jeg vi er det'"
For få uger siden læste  Pia Juul op til de små forlags fælles Mikro-fest til stor begejstring for publikum, som nød hendes vidunderlige og finurlige stemme og hendes varme og åbne væsen. 
Pia Juul døde alt for tidligt, men alle ordene og erindringen om hendes oplæsning har vi stadig. Har man hørt Pia Juul læse op bare én gang, glemmer man det aldrig. 

Portrættet er skrevet af chefredaktør Lise Vandborg

Foto: Lars Gundersen