Søger vi slægtstræets orden eller fortidens fantasifulde fortællinger, når vi læser slægtsromaner? Jeg søger svaret i Peter Høegs 'Forestilling om det tyvende århundrede'.
Forfatter
Peter Høeg
Peter Høeg blev verdenskendt med ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’. Siden er det blevet til flere værker, der udfordrer samfundets sociale rettesnor og søger mod mere nærvær.
Peter Høeg debuterede med ’Forestilling om det tyvende århundrede’ (1988), som med træk fra Sydamerikas magisk realisme blev skelsættende for et forfatterskab, hvor fantastik afløser realisme, og civilisationskritik er konstant underliggende. Høeg opnåede for alvor litterær stjernestatus med sin roman ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’ (1992), som er solgt i 5 millioner eksemplarer i 33 lande. Her følger vi Smilla, som har en overnaturlig fornemmelse for sne, og som er i kamp med systemet for at opklare et mord på drengen Esajas. Bogen er påvirket af af thriller-genren, men behandler samtidig den vestlige civilisations imperialisme og grådighed overfor klimaet og andre kulturer.
Peter Høeg har fået meget kritik igennem sin karriere som forfatter, som særligt indledtes med ’De måske egnede’ (1993). Den var for politisk korrekt, for frelst, og den provokerede litteraturens rammer ved at blande fiktion og fakta. Med en hovedkarakter navngivet Peter Høeg, der var forældreløs og institutionaliseret, fremstod den som et selvbiografisk værk. Kritikken af det autofiktive værk kulminerede på BogForum, da han tilstod, at det hele var pure opspind.
Det gik heller ikke stille for sig, da den efterfølgende bog udkom, ’Kvinden og aben’ (1996), som igen fik kritik for at være for politisk korrekt. Det bundede i romanens fokus på menneskets overtagelse af naturen og særligt i Høegs oprettelse af fonden Lolwe, som giver bogens indkasserede penge til kvinder og børn i det østlige Afrika. Bogen handler om den superintelligente abe Erasmus, som kommer til London for at være en del af et forskningsprojekt, der skal gøre Adam Burden direktør af Londons zoologiske have. Burdens fordrukne kone Madelene befrier Erasmus, og de flygter over Londons tage, imens Erasmus’ drøm om at revolutionere den vestlige verdens forhold til naturen vokser og vokser. Høeg arbejder igen med den vestlige kulturs overlegenhed og konfronterer mennesket med sin naturundertrykkende adfærd.
Efter ’Kvinden og aben’ var der rungende tavshed fra Høeg. Der skulle gå ti år, før vi igen ville høre fra ham, og denne gang i en lidt anden udgave. Peter Høeg udgav i 2006 ’Den stille pige’, som, på trods af hovedpersonens genkendelige overnaturligheder fra Smilla i ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’, bar præg af en action-stil, hvor vi i stedet for et udadgående, samfundskritisk blik, vender blikket indad og udforsker menneskets personlige udvikling. Derfra blev Peter Høegs forfatterskab lidt mere eksperimenterende, og med ’Elefantpassernes børn’ (2010) møder vi en Peter Høeg, der har forladt den alvorlige thrillerscene til fordel for en mere humoristisk side. Her følger vi 14-årige Peter, der sammen med sine søskende hvirvles ind i en tyverisag, hvor forældrene er de tiltalte. Forældrene er flygtet fra politiet og børnene, og børnene bliver derfor efterfulgt af myndighederne. På ægte ’De 5’-stil løber de fra politiet og møder finurlige karakterer på vejen. Men selvom Høeg udfordrer sin egen skrivestil, bevarer han sin karakteristiske samfundskritik. Den er konstant underliggende og allestedsnærværende. De er dog i de seneste værker rettet mod menneskets personlige forbindelse til samfundet, og hvad der kræves af udviklinger herunder. Høegs seneste roman ’Gennem dine øjne’ (2018) inkarnerer dette, eftersom vi her udforsker sindets rækkevidde, samtidig med at der er en kraftig morale om, at vi er stærkere, når vi står sammen. Det er en dystopisk fortælling, der i ægte Peter Høeg-stil udsender en kritisk opsang, der har til formål at ændre menneskets forhold til verden og samfundet.
Foto: Robin Skjoldborg
Skrevet af redaktør Emma Karlebjerg, 2020
Peter Høeg blev verdenskendt med ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’. Siden er det blevet til flere værker, der udfordrer samfundets sociale rettesnor og søger mod mere nærvær.
Peter Høeg debuterede med ’Forestilling om det tyvende århundrede’ (1988), som med træk fra Sydamerikas magisk realisme blev skelsættende for et forfatterskab, hvor fantastik afløser realisme, og civilisationskritik er konstant underliggende. Høeg opnåede for alvor litterær stjernestatus med sin roman ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’ (1992), som er solgt i 5 millioner eksemplarer i 33 lande. Her følger vi Smilla, som har en overnaturlig fornemmelse for sne, og som er i kamp med systemet for at opklare et mord på drengen Esajas. Bogen er påvirket af af thriller-genren, men behandler samtidig den vestlige civilisations imperialisme og grådighed overfor klimaet og andre kulturer.
Peter Høeg har fået meget kritik igennem sin karriere som forfatter, som særligt indledtes med ’De måske egnede’ (1993). Den var for politisk korrekt, for frelst, og den provokerede litteraturens rammer ved at blande fiktion og fakta. Med en hovedkarakter navngivet Peter Høeg, der var forældreløs og institutionaliseret, fremstod den som et selvbiografisk værk. Kritikken af det autofiktive værk kulminerede på BogForum, da han tilstod, at det hele var pure opspind.
Det gik heller ikke stille for sig, da den efterfølgende bog udkom, ’Kvinden og aben’ (1996), som igen fik kritik for at være for politisk korrekt. Det bundede i romanens fokus på menneskets overtagelse af naturen og særligt i Høegs oprettelse af fonden Lolwe, som giver bogens indkasserede penge til kvinder og børn i det østlige Afrika. Bogen handler om den superintelligente abe Erasmus, som kommer til London for at være en del af et forskningsprojekt, der skal gøre Adam Burden direktør af Londons zoologiske have. Burdens fordrukne kone Madelene befrier Erasmus, og de flygter over Londons tage, imens Erasmus’ drøm om at revolutionere den vestlige verdens forhold til naturen vokser og vokser. Høeg arbejder igen med den vestlige kulturs overlegenhed og konfronterer mennesket med sin naturundertrykkende adfærd.
Efter ’Kvinden og aben’ var der rungende tavshed fra Høeg. Der skulle gå ti år, før vi igen ville høre fra ham, og denne gang i en lidt anden udgave. Peter Høeg udgav i 2006 ’Den stille pige’, som, på trods af hovedpersonens genkendelige overnaturligheder fra Smilla i ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’, bar præg af en action-stil, hvor vi i stedet for et udadgående, samfundskritisk blik, vender blikket indad og udforsker menneskets personlige udvikling. Derfra blev Peter Høegs forfatterskab lidt mere eksperimenterende, og med ’Elefantpassernes børn’ (2010) møder vi en Peter Høeg, der har forladt den alvorlige thrillerscene til fordel for en mere humoristisk side. Her følger vi 14-årige Peter, der sammen med sine søskende hvirvles ind i en tyverisag, hvor forældrene er de tiltalte. Forældrene er flygtet fra politiet og børnene, og børnene bliver derfor efterfulgt af myndighederne. På ægte ’De 5’-stil løber de fra politiet og møder finurlige karakterer på vejen. Men selvom Høeg udfordrer sin egen skrivestil, bevarer han sin karakteristiske samfundskritik. Den er konstant underliggende og allestedsnærværende. De er dog i de seneste værker rettet mod menneskets personlige forbindelse til samfundet, og hvad der kræves af udviklinger herunder. Høegs seneste roman ’Gennem dine øjne’ (2018) inkarnerer dette, eftersom vi her udforsker sindets rækkevidde, samtidig med at der er en kraftig morale om, at vi er stærkere, når vi står sammen. Det er en dystopisk fortælling, der i ægte Peter Høeg-stil udsender en kritisk opsang, der har til formål at ændre menneskets forhold til verden og samfundet.
Foto: Robin Skjoldborg
Skrevet af redaktør Emma Karlebjerg, 2020