Peter Adolphsen

Peter Adolphsen bevæger sig stringent rundt i en formløs verden i et ironisk og legende sprog i et forsøg på at fremstille tilfældighedens magt i verdens skabelse.

Peter Adolphsen (f. 1972) debuterede i 1996 med ’Små historier’, der fire år efter blev efterfulgt af ’Små historier 2’ (2000). I 2020 udkom endnu en efterfølger: Små historier 3, der ligesom de to første er skrevet i kortprosa, som indledte Adolphsens forfatterskab, og som blev karakteriserende for debuterende forfattere i 90’erne.

Med sin kortprosa skaber Adolphsen kompakte fortællinger, hvor ingen sætninger er overflødige, men står som nøgterne formuleringer, så historiernes uforudsigelige drejninger står tydeligt frem. Det er en blanding af det mystiske og det hverdagslige, som munder ud i filosofiske spekulationer om mennesket og dets tilværelse på en konstant foranderlig jord. Denne forunderlige sammenblanding benytter Adolphsen igennem hele sit forfatterskab, hvor verden igen blev vendt og drejet i mærkværdige sætninger i kringlede former.

Peter Adolphsens ’En million historier’ (2007) arbejder konkret med litteraturens form. Den indeholder præcis en million historier, som man ved hjælp af strimler på kryds og tværs selv kan sammensætte. Adolphsen har med dette værk skabt et formeksperiment, der udforsker og udfordrer meningen med litteratur og litteraturens skabelse. En tematik, som er konstant tilstedeværende i Adolphsens forfatterskab. Adolphsen benytter det også i Jeg kan ikke huske (2018), som er en kommentar på den autofiktion, som for alvor slog igennem med Karl Ove Knausgård. Adolphsen skriver med ’Jeg kan ikke huske’ en erindringsbog, som tager udgangspunkt i erindringens modsætning: glemslen. Adolphsen udforsker heri litteraturens kunnen og skabelse og på trods af at udforske erindringens ulykkelige sider, fastholder værket Adolphsens humoristiske absurditet.

Peter Adolphsen slår for alvor igennem hos læseren ved netop at bruge humoren til at udforske verdenens og menneskets absurditeter. Med Rynkekneppesygen (2016) sætter Adolphsen fokus på menneskets normværdier igennem rumvæsensinvasion og liderlighed. Her følger vi Winnie, der bliver ramt af rynkekneppesygen, som gør hendes hud rynket som en appelsin, og at hun forkaster al fornemmelse for høflig opførsel og masturberer helt uden hæmninger. Sci-fi-genren gør det muligt for Adolphsen at kommentere kritisk på det samfund, vi lever i (og underlægges) og fremstille dets forunderligheder i grotesk overdrivelse.

I År 9 efter Loopet (2013) udforsker Adolphsen et post-apokalyptisk samfund, hvor mennesket konfronteres med sex, overlevelse og meningsløshed som konsekvens af det samfund, vi lever i. Fortællingen finder sted 9 år efter en katastrofe, som fik alle væsner til at køre i loop, og som har efterladt Mark helt alene i verden – i hvert fald så vidt han ved. Det bliver en fortælling om menneskets forskelligheder og vores fælles ansvar for jorden. Peter Adolphsen vandt med denne roman Niels Klim-prisen i 2013 for årets Sci-fi-roman og blev desuden nomineret til Montanaprisen og Kritikerprisen.

Peter Adolphsen igangsatte med sin debut i 1996 et længerevarende projekt om menneskets tilværelse, verdenens skabelse og kunstens tilblivelse, som igennem hele forfatterskabet har været en tilstedeværende konflikt. Adolphsens forfatterskab er en litterær labyrint, hvor hvert værk overtager de forgangne i en legende diskussion, som aldrig giver en lukket verdensanskuelse, men i stedet konstant åbner en ny dialog og en ny erkendelse og afprøver alternativer til de myter med hvilke, mennesket opbygger sit selvbillede.

Peter Adolphsen blev i 1995 uddannet fra Forfatterskolen, hvor han i årene 2008-2010 var ansat som lærer. I 2019 blev han tildelt Kunstfondens livsvarige hædersydelse for sine eksperimenterende fiktionsprosa samt sine billedbøger til børn.

Skrevet af Emma Karlebjerg, cand.mag.
Foto: Klaus Holsting, 2019 og Isak Hoffmeyer, 2017 for Gyldendal