Forfatter
Henrik Nordbrandt
Henrik Nordbrandts (1945-2023) digte er ofte præget af en underfundig humor, leg med ord og et paradoksalt billedsprog, men under denne sproglige lethed ligger der en alvor og en melankoli, som går igennem hele forfatterskabet.
Der er en klangbund af fravær, kærlighed, sorg og afsked i digtene. De kredser i et sanse- og metaformættet sprog om jegets forhold til verden og til sproget som sådan. Forfatterskabet kan derfor læses som en vedholdende undersøgelse af menneskets væren i verden.
Så en morgen (2021) blev Nordbrandts sidste digtsamling og bevæger sig som resten af forfatterskabet på klingen mellem det humoristiske og pessimistiske. Digtsamlingen orienterer sig om koncentrationslejre, togture gennem Sydtyskland samt den udspændte tid mellem fødsel og død. Forsøget på selvmord lurer i baggrunden i flere af digtene, der vidner om en jegfortæller, som forsøger at gøre rede for melankolien i sit levede liv - alt sammen med en underfundig humoristisk sproglig undertone.
Siden debuten med 'Digte' i 1966 har Nordbrandt levet af at være forfatter. Han har udgivet bøger inden for så forskellige genrer som krimi, børnebøger, essays, dagbog, fortællinger og en tyrkisk kogebog, er det også blevet til. Men han er først og fremmest én af dansk litteraturs største digtere og har internationalt format.
Nordbrandts digte har fra begyndelsen fået en god modtagelse hos såvel kritikere som hos deres store læserskare. Digtene kræver et engagement og en indsats af sine læsere, for selvom nogle af digtene er enkle og umiddelbart ikke ser ud til at være vanskelige at gå til, så rummer de en kunstnerisk kompleksitet, som netop giver dem deres litterære kvalitet.
Nordbrandts digte er ofte som slyngede arabesker i deres struktur; bevidst er der kun sjældent valgt faste rimmønstre. I Pjaltefisk (2005) ses der interessante eksempler på digte i sonetform og i Haikuform. Digtene i 'Pjaltefisk' er intense refleksioner over sproget og over jegets væren i verden og i skriften. De er raffinerede og eksperimenterer med sprog, form og billeddannelse på den helt særlige nordbrandtske facon.
I den selvbiografiske bog Døden fra Lübeck fra 2002 fortæller Nordbrandt om sin barndom, der var præget af problemer med forældrene og skolen. Han skriver også åbent om de psykiske vanskeligheder og spiseforstyrrelser, han har haft og som resulterede i, at han som 16-årig blev indlagt på psykiatrisk afdeling. På trods af det tunge materiale formår Nordbrandt at holde tonen let, lun og munter.
Når man hører Henrik Nordbrandt læse op, understreges den melankolske tone i digtene. Han læser op på en meget karakteristisk måde - indlevet, langsomt og nøgternt; underspillet humoristisk og uhøjtideligt.
Henrik Nordbrandt modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2000 for digtsamlingen 'Drømmebroer' (1998).
Foto: Robin Skjoldborg, 2012
Henrik Nordbrandts (1945-2023) digte er ofte præget af en underfundig humor, leg med ord og et paradoksalt billedsprog, men under denne sproglige lethed ligger der en alvor og en melankoli, som går igennem hele forfatterskabet.
Der er en klangbund af fravær, kærlighed, sorg og afsked i digtene. De kredser i et sanse- og metaformættet sprog om jegets forhold til verden og til sproget som sådan. Forfatterskabet kan derfor læses som en vedholdende undersøgelse af menneskets væren i verden.
Så en morgen (2021) blev Nordbrandts sidste digtsamling og bevæger sig som resten af forfatterskabet på klingen mellem det humoristiske og pessimistiske. Digtsamlingen orienterer sig om koncentrationslejre, togture gennem Sydtyskland samt den udspændte tid mellem fødsel og død. Forsøget på selvmord lurer i baggrunden i flere af digtene, der vidner om en jegfortæller, som forsøger at gøre rede for melankolien i sit levede liv - alt sammen med en underfundig humoristisk sproglig undertone.
Siden debuten med 'Digte' i 1966 har Nordbrandt levet af at være forfatter. Han har udgivet bøger inden for så forskellige genrer som krimi, børnebøger, essays, dagbog, fortællinger og en tyrkisk kogebog, er det også blevet til. Men han er først og fremmest én af dansk litteraturs største digtere og har internationalt format.
Nordbrandts digte har fra begyndelsen fået en god modtagelse hos såvel kritikere som hos deres store læserskare. Digtene kræver et engagement og en indsats af sine læsere, for selvom nogle af digtene er enkle og umiddelbart ikke ser ud til at være vanskelige at gå til, så rummer de en kunstnerisk kompleksitet, som netop giver dem deres litterære kvalitet.
Nordbrandts digte er ofte som slyngede arabesker i deres struktur; bevidst er der kun sjældent valgt faste rimmønstre. I Pjaltefisk (2005) ses der interessante eksempler på digte i sonetform og i Haikuform. Digtene i 'Pjaltefisk' er intense refleksioner over sproget og over jegets væren i verden og i skriften. De er raffinerede og eksperimenterer med sprog, form og billeddannelse på den helt særlige nordbrandtske facon.
I den selvbiografiske bog Døden fra Lübeck fra 2002 fortæller Nordbrandt om sin barndom, der var præget af problemer med forældrene og skolen. Han skriver også åbent om de psykiske vanskeligheder og spiseforstyrrelser, han har haft og som resulterede i, at han som 16-årig blev indlagt på psykiatrisk afdeling. På trods af det tunge materiale formår Nordbrandt at holde tonen let, lun og munter.
Når man hører Henrik Nordbrandt læse op, understreges den melankolske tone i digtene. Han læser op på en meget karakteristisk måde - indlevet, langsomt og nøgternt; underspillet humoristisk og uhøjtideligt.
Henrik Nordbrandt modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2000 for digtsamlingen 'Drømmebroer' (1998).
Foto: Robin Skjoldborg, 2012