Dage på Stone House Hotel

En samling skæbner sættes sammen og nye mønstre opstår. Egentlig handler det om relationskompetence og så naturligvis om Irland.

Et af Maeve Binchys gennemgående karaktertræk har altid været henvisning til andre af sine egne værker. Man kan møde de samme figurer igen, og man kan møde samme struktur eller baggrund som i en tidligere roman, og der er altid et formål med det. Grundlæggende har Binchys romaner naturligvis været god underholdning og feel good-historier, men jeg kan godt fristes til at se denne, der blev hendes sidste, som en slags signaturhistorie.

Vidt forskellige skæbner optræder på en scene, deres historie og levevilkår ridses op, de sættes sammen i forskellige konstellationer, og moralen er: Vær åben overfor tilværelsens tilskikkelser, så får du det bedste liv. Og hvad er bedre som ramme til en fortælling af denne art end et hotel? Forfatteren har også brugt restauranter eller sågar metrostationer, og da Binchy ER Irland, bliver den vestlige smukke kyst valgt som lokalitet.

På Stone House Hotel findes det umage svigerdatter/svigermor-par, en utilpasset filmstjerne og en ulykkelig svensk millionærarving, der hellere vil have et musikværtshus. Her findes også hotellets ejer, Chicky, der selv møder en livserfaren kvinde, der viser hende i den rigtige retning, og her er også knægten Rigger, der kommer i dårligt selskab inde i Dublin, men bliver reddet af Chicky. 

For fuldstændigheden skyld skal det lige nævnes, at der er én, som et ophold på Stone House Hotel ikke redder. Hun er bekræftelsen på ovennævnte tema: Vær åben og få det bedste ud af dét, du får. Det ville hun ikke, og det er dét sorte kapitel, der trods alt giver underholdningshistorien en lille kant.  Men generelt ender alt naturligvis godt, og man generes ikke nævneværdigt af det meget forenklede sprog, det letter jo nærmest læsningen. Helt subjektivt ville jeg gerne vandre lige ind ad døren til Stone House Hotel og tilbringe en uges tid der. Binchy fik rundet sin produktion fint af, inden hun døde, men det vidste hun forhåbentlig ikke…