Norwegian wood af Haruki Murakami

Ganske som kærligheden kan krybe under huden, kryber denne historie om kærlighed, ensomhed og tvivl langt ind – og den sidder fast!

Da et Boeing 747 en halvtrist novemberdag i slutfirserne lander i Hamburg lufthavn, flyder lyden af en sukret udgave af The Beatles' 'Norwegian wood' ud i kabinen. Øjeblikkelig ekspederes Watanabe hovedkulds tilbage til mindet om en stor, mislykket ungdomsforelskelse. 18 år er gået; så langsomt, men brutalt, tvinger minderne sig frem igen. For at forstå og holde (ved), hvad han lovede Naoko, forsøger Watanabe igen at gribe pennen. 

Det er i dette melankolske lys, "Norwegian wood"s fortæller og hovedperson, Yori Watanabe, bevæger sig, da han forsøger at beskrive sin kærligheds skueplads, præget af håb, sanselighed, seksualitet, tab og fortvivlet ønsketænkning. 

Vi følger Watanabe ud i erindringen om hans forelskelse, ikke mindst hans indre konflikt om valget mellem den meget ekstroverte Midori og den følelsesmæssigt indesluttede Naoko. For hvad siger hjertet egentlig? Inden han når svaret på denne kærligheds væsen, er det for sent: when I awoke I was alone, the Bird has flown, som Beatles synger i sangen 'Norwegian wood'. Tomheden er larmende og fortvivlelsen komplet for denne komplekse unge mand, der tillader sig at kalde sig ordinær!

For kærlighed er en svær, personlig følelse. Man kan aldrig helt forklare den, endsige forstå den. Slet ikke den ulykkelige kærlighed, den der falder på den 'forkerte', den der ikke gengældes som ønsket. Forfalder man alligevel til at forklare følelsen med ord, risikerer man at efterlades mere betændt, end da man først ville gennemgranske kærlighedens væsen. 

Denne triste fortælling leveres fantastisk smukt af Murakami i et ukompliceret sprog, men med en kompliceret japansk fornemmelse. At læse "Norwegian wood" specifikt – og Murakami generelt – er som at bevæge sig blandt vægge af rispapir; noget lade sig ane, noget karikeres tydeligt, men mest af alt lægger der sig en fornemmelse af mere, som påvirker læseren langt forbi "Norwegian wood"s umiddelbare fortælling - en fornemmelse, der er fortvivlende og gør ondt. Det viser dog bare, hvor fantastisk denne triste (men også til tider hylende morsomme) roman egentlig er.