Bog

1Q84 - bog 2

Af (
2011
)

Anmeldelse

1Q84 - bog 2 af Haruki Murakami

29 nov.11

En thriller og en kærlighedshistorie i mesterklasse - et unikt fortællerunivers, der er så uforudsigeligt, at tiden står stille.

Da forlæggeren Komatsu fik matematikæreren, Tengo, til at omskrive den smukke unge piges manuskript, som blev en bestseller under navnet Luftpuppen, blev der skabt en hvirvelstrøm, hvor alt udenom satte sig i bevægelse. Eriko Fukado, der skriver under navnet Fukaeri, er datter af en sektleder, og nu er hun forsvundet. Andre personer tæt på hovedpersonerne forsvinder eller dør.  Lederen af et kvindekrisecenter sætter kampsportsinstruktøren Aoname ud på en hemmelig og livsfarlig mission, og bagefter skal hun skifte identitet.

Mørke kræfter á la ”Little People”, som Luftpuppen handler om, er sluppet fri, og skruen strammes omkring de to hovedpersoner, Tengo og Aoname, som historien skifter imellem.

Her i '1Q84- bog 2', som forgår mellem juli og september 1984, får vi mere at vide om personernes baggrund. Aoname (betyder grønært) voksede op i Vidnernes Samfund, men har brudt med sin familie.  Også Tengo rejste væk fra sin familie, men nogle mentale billeder forfølger ham. Var hans far hans rigtige far?  Engang som 10-årig gav en pige ham et håndtryk, der gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. Han begynder at lede efter hende.

Det er mænd, der der hader kvinder, og kvinder, der hader mænd. Det er en thriller og en kærlighedshistorie i klassikerklasse. Vi er i Japan, Tokyo, og der drikkes grøn te og tilberedes delikate lette måltider. Personerne er ensomme, og de har kæmpet målrettet for at være undsluppet en uønsket fortid. Litteratur, musik og en pistol med referencer til Tjekov, spiller en væsentlig rolle. Aoname kalder den verden, hvor hun ser to måner for 1Q84. 9 udtales på japansk som et Q og står for question. Inspirationen til dystopien '1984' af G. Orwell er tydelig.

Vi kender temaerne fra Murakamis øvrige værker, der sikkert erobrer mange nye læsere. Med elegance og lethed beskriver han eksistens og tager fat på samfundskritiske spørgsmål som vold, autoriteter, overvågning og kultfænomener. Som en avanceret og rå udgave af 'Alice i Eventyrland', sættes virkeligheder op imod hinanden. Bogen slipper ikke læseren. Man overgiver sig kompromisløst til Murakamis tvetydige og gådefulde univers. 

Det er næsten umuligt at vente på fortsættelsen, som i Danmark udkommer i august 2012

Originally published by Anny Skov Madsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Mette Holm
Faustnummer
29101787
Graphic
Joyce Grosswiler
ISBN
9788779559615
Antal sider
369

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer