Bog

Hør vinden synge & Flipperspil 1973

Af (
2016
)

Anmeldelse

Hør vinden synge & Flipperspil 1973 af Haruki Murakami

01 nov.16

Haruki Murakamis to tidligste kortromaner udgives for første gang på dansk. Som altid er hans tekster forførerende og magiske. Nye læsere kan begynde her.

Udgivelsen af ’Hør vinden synge & Flipperspil 1973’ adskiller sig fra andre Haruki Murakami værker ved at have et forord, hvori forfatteren kort redegør for, hvorfor han blev forfatter og om kortromanernes tilblivelse. Forordet giver en fin introduktion til Murakamis univers. Kimen til forfatterskabet blev lagt under en baseballkamp i 1978, hvor lyden af bolden mod baseball battet fik ham til at tænke: ”Måske skulle jeg skrive en roman”.

Murakami fortæller i forordet, at han betegner kortromanerne som hans ”køkkenbordsromaner”. Mens Murakami skrev romanerne ejede han en jazzbar i Tokyo, og romanerne blev til i de tidlige morgentimer ved køkkenbordet, efter baren var lukket. Jeg har læst rigtig mange af Haruki Murakamis romaner og elsker hans skrivestil og univers. ’Hør vinden synge’ og ’Flipperspil 1973’ rummer de klassiske Murakami temaer: kærlighed, venskab, filosofi og mange henvisninger til vestlig musik og litteratur. Kortromanerne kan læses uafhængigt af hinanden, men kan også ses som første og anden del af en romankreds, der afsluttes med romanen ’En vild fårejagt’.

I de to kortromaner møder vi en unavngiven mandlig fortæller, der i ’Hør vinden synge’ sidder på Jays bar og taler med sin ven Rotten. De er unge og taler om livet, litteratur, musik, det at skrive, kvinder og om at høre vinden synge, mens øllene drikkes i en lind strøm. Fortælleren har et kærlighedsforhold til en hemmelighedsfuld kvinde, der mangler lillefingeren på den ene hånd. Tre år efter i romanen ’Flippermaskine 1973’ er fortælleren flyttet til Tokyo og arbejder som oversætter i sit eget bureau. Han lever et ensformigt liv med oversætteropgaver og har et kærlighedsforhold til to mystiske tvillinger. Fortælleren kan ikke slippe erindringen om en særlig flippermaskine, som han spillede på i mange timer, inden han flyttede til Tokyo. Fortælleren går på jagt efter flippermaskinen - på samme vis som en mand går på jagt efter den store tabte kærlighed til en kvinde. Sideløbende med dette følger læseren Rotten, som kæmper med kærligheden og stadig kommer på Jays bar og har lange snakke med bartenderen.

’Hør vinden synge’ og ’Flippermaskine 1973’ er en hurtig og ualmindelig fin læseoplevelse. 

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Mette Holm
Faustnummer
52644429
ISBN
9788771298406
Antal sider
167

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer