Bog

En vild fårejagt

Af (
1996
)

Anmeldelse

En vild fårejagt af Haruki Murakami

03 nov.16

Mystiske får, smukke ører og en halvdød kat. Murakami holder læseren i sin hule hånd i en forrygende roman, der bobler af magisk realisme og hverdagsliv. Hylende morsom og dødsens alvorlig.

Detektivroman, forvandlingsrejse eller én lang drøm? ’En vild fårejagt’ er en forunderlig blanding af drøm og virkelighed, der er svær at få hold på. Som læser må man bare lade sig flyde med strømmen og nyde forfatterens suveræne fortællerstemme, som er umulig at sammenligne med noget andet.

En unavngiven fortæller kommer i efteråret 1978 ud for en række sælsomme oplevelser og begivenheder. Livet på tærsklen til trediverne ser sort ud. Efterladt af ekskonen står han tilbage med det, som er resterne af deres fælles liv: en muggen og lurvet gammel kat og en stak slidte LP’er og bøger. I det hele taget udstråler både lejligheden og tilværelsen, at de kunne have set bedre dage. En kvinde med smukke ører, en mand i et sort jakkesæt og en yderst magtfuld, men døende, mand kaldet ’Bossen’ hvirvler ham ud på en jagt efter et ganske særligt får. Det bliver en vild rejse og startskuddet på nye indsigter for vores hovedperson.

Jeg elsker, elsker, elsker Murakamis dialoger og beskrivelser, hvormed han formår at sige alt og ingenting på samme tid. Man tror sig på vej i én retning, men som en lige højre kommer der pludselig en uventet dialog tilsyneladende helt uden for sammenhæng. Alligevel har de stort set altid en filosofisk undertone, der ligger i rød tråd med handlingen, og det er herligt forundrende, frydefuld og til tider morsom læsning. Forfatterens universer er evigt poetiske med en underliggende socialrealisme og kritisk holdning til magtens strømninger i samfundet. Haruki Murakami kan noget helt specielt og forfatterskabet svæver mellem den håndgribelige hverdagsrealisme og den magiske realisme, som i nogle romaner er mere udpræget end andre. Det er særligt disse romaner jeg holder af som trilogien ’1Q84’, der uden tvivl står tilbage som et af mine absolutte yndlingsværker nogensinde.

Intet er for stort eller småt for Murakami, som beredvilligt beretter om tilberedning og indtag af måltider eller andre hverdagssysler, som kan forekomme ubetydelige for det overordnede billede. Men netop heri ligger poesien, for alt har en sammenhæng, og Murakamis romaner er både samfundskritiske og drømmende. Så hengiv dig trygt til hans forunderlige universer befolket med katte, foruroligende væsner og en uendelig strøm af musiske toner.

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Ib Høy Hansen
Faustnummer
21514039
ISBN
9788777246623
Antal sider
280

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer