Mænd uden kvinder af Haruki Murakami

Gennem syv noveller trækker den japanske forfatter os ind i forladte mænds sind. Det er underholdende, velskrevet, tankevækkende og formidabelt gjort.

Tænk engang, hvis der fandtes et apparat, der kunne måle sorg. Hvad ville det vise og hvor kraftigt ville det slå ud over tabet af en, man elsker? Sådan tænker en af de mandlige hovedpersoner i Murakamis novellesamling ´Mænd uden kvinder´. Det sker, da han i sit voksenliv mister en af sine ungdomskærester. Hun begår selvmord, og til hans overraskelse brister hans hjerte over tabet. Hun var ikke den eneste ene, men viser sig alligevel at være den kvinde, som har sat de dybeste spor i ham.

Det er den type af kvinder, vores mandlige hovedpersoner støder på i novellerne. Her er det ikke de lykkelige og langstrakte forhold, vi hører om, men derimod de pludselige sammenstød mellem mand og kvinde. Novellerne har ikke parforholdet i fokus men handler snarere om at være blevet forladt, om ensomhed, identitet, og om hvorvidt vi nogensinde kan lære nogen at kende til fulde – inklusiv os selv. Bogen handler om forskellige mænd, som af forskellige grunde ikke har en kvinde og reagerer forskelligt på det.

I en af novellerne er hovedpersonen skuespiller og vender tilbage fra hver forestilling en smule forandret. I en anden vågner hovedpersonen nøgen op i et koldt og mørkt lokale som karakteren Gregor Samsa fra Kafkas værk ´Forvandlingen´. Vi er som læser hele tiden blandet ind i en skøn forening af noget jordnært, noget forståeligt og noget sært og uhåndgribeligt. Det er Murakamis ”wonderland”, som vi kender det bedst. Det ene øjeblik har vi fødderne solidt plantet i virkelighedens verden, og i det næste er der noget i beskrivelserne og i stemningen, som bøjer vores opfattelse af handlingen. Ofte blot en anelse. Det er mesterligt gjort.

Her er lige dele realisme og magi. Her er klassisk musik, katte, jazz på vinyl, hemmelighedsfulde personer og andre af Murakamis elskede plotelementer. Og særligt musikken spiller en stor rolle i novellerne, hvoraf flere har hentet deres titel fra Beatles sange, såsom ”Drive my car” og ”Yesterday”. Det er også set tidligere med romanen ”Norwegian Wood”. Musikken akkompagnerer novellerne og fortæller både på sidelinjen og direkte i handlingen. Vi mærker tydeligt Murakamis eget store kærlighedsforhold til musik. Musikken bliver brugt til både at fremkalde minder hos hovedpersonerne og til at tegne konturerne af dem.

Og så er det, at man sidder tilbage efter endt læsning, med en fornemmelse af at alting er forbundet. Det er som om, at der er en svag og næsten gennemsigtig tråd, som kæder novellerne sammen. Og her er der måske noget med musikken igen. Du hører et album og tænker, at nogle numre hænger sammen, selvom de egentlig er uafhængige af hinanden. De hænger sammen i stemningen og tonen. Hvert nummer er et nummer for sig, men sammen er de noget andet. De skaber noget særligt ved at være placeret før eller efter hinanden på albummet. Det er det samme med novellerne. Sammen åbner de en dimension uden for den enkelte novelle.

Kan man så opfinde et apparat, der kan måle sorg? Måske er litteraturen netop dét apparat. `Mænd uden kvinder´ gør det i hvert fald. Og det kan så vanvittig varmt anbefales at læse bogen. Den er både for mænd med og uden kvinder og omvendt. 

Originally published by Thomas Behrmann, Litteratursiden.