Klaus Rifbjerg: Skiftespor

At Rifbjerg endnu en gang skriver et angreb på dansk snæversyn, denne gang om to bøsser der i tide rejser fra Tyskland i 30'erne, er al ære værd - men det er lidt en fis i en hornlygte, og ikke den brandskid i en olietønde, som han ville have kunnet levere i gamle dage. Det bliver hverken til til et godt portræt af de flygtende Erich og George, af København, eller af Danmark og danskernes mentalitet overfor det fremmede, som jeg tror han har villet fremstille.
George, hvis synsvinkel bogen er skrevet ud fra, gør i hvert fald lige præcis ingenting for at tage kontakt med danskerne, og for at se om hans opfattelse af dem rent faktisk holder stik. Der ville være kommet en langt stærkere pointe ud af bogen, hvis danskernes modvilje mod det fremmede (også seksuelt) var blevet bekræftet af mødet med dem.
Det gør at bogen ender med at virke ligeså fordomsfuld, som den fordomsfuldhed Rifbjerg ønsker at kritisere.

Fra Bogbrokken