Rifbjerg, Klaus - Konfrontation

Digtsamlingen 'Konfrontation' fra 1960 blev det værk, der for alvor placerede Rifbjerg som den nye poesis uofficielle omdrejningspunkt.

Da Klaus Rifbjerg i efteråret 1960 udgav sin tredje digtsamling, var han endnu blot en ambitiøs og selvsikker ung mand med digterisk talent. Den nye digtsamling, som fik titlen 'Konfrontation', skulle imidlertid vise sig at blive det værk, som for alvor skaffede den medievante provokatør og enfant terrible adgang til den danske litteraturs hellige haller og placerede Rifbjerg som den nye poesis uofficielle omdrejningspunkt. Værket blev faktisk så berømt (og berygtet), at hele den nye bølge af modernistisk poesi, som slog ind over 60’erne, senere er blevet samlet under betegnelsen: konfrontationsmodernisme.

Titlen kan siges at dække over to sammenhængende bestræbelser: For det første deltog konfrontationsmodernisterne i et opgør med den stærke danske sensymbolistiske tradition og dens bekendende, religiøse litteratursyn - et opgør, som allerede var indledt i 50’erne. Konfrontationen var ofte polemisk vendt mod sensymbolismens højstemte sprogbrug, som når Rifbjerg, i digtet 'Terminologi', skriver: ”Poesi=hvor er mit brokbind?”, når han isprænger digtene reklametekst, operette-bidder el.lign., eller når han kalder hjertet – poesiens symbol par excellence - for ”en hastig metronom/ mod et ribben”. Medskyldige var sensymbolismens digtere også, når det kom til rækken af klichéer, kategorier og overleverede symboler, som forhindrede et klart blik på omverdenens fænomener, og som de nye modernister derfor ville fjerne. Målet for konfrontationsmodernismens anden bestræbelse var nemlig at nå en forudsætningsløs omverdenserkendelse for at konfrontere sig med den poetiske fremmedhed, som opstår, når tingene rives løs fra den vante sammenhæng.

I 'Konfrontation' var det især den dristige fremstilling af den moderne verdens genstande, apparater og dimser, som vakte opsigt. Digtsamlingens virkemidler inkluderer en hyppig brug af sære synsvinkler, originale billeder, en eksperimenterende syntaks, et stort ordforråd med særligt mange substantiver, ophobningen i øjeblikket osv., som tilsammen bidrager til Rifbjergs helt særlige talent for intense sansninger af detaljer. I 'Livet i badeværelset' ses detaljerne for eksempel fra en håndsæbes synsvinkel, i 'Nultime' ophobes nomenfraserne, mens der tælles ned mod ”opbrugthedsøjeblikket”, og i 'Røntgen' potenseres synssansen af øjeblikket og teknologien i forening og blotlægger en hudløs virkelighed: ”I et øjebliks skelettering/gennemskues omverden”.

Undertiden bliver denne detaljerigdom så stor, at den bliver truende eller problematisk og blokerer for jegets udfoldelser. Ikke mindst er dette tilfældet i en række digte med erotiske over- og undertoner. Andre steder er detaljens frigørende perspektiv tilstrækkeligt eller suppleres med endnu et synsvinkelskift, som udløser en befriende latter. Det er tilfældet i digtsamlingens udgang, i digtet 'Latter' om eftermiddagen, hvor det erotiske motiv er tydeligt: ”Legemsfunktionerne/ er grandiost reelle/ forplantningen gudskelov/ humoristisk, snabel/ menneskehedens regulære fortsættelse/ fulgt på vej af/ eftermiddagslatter/ ellers var det/ aldrig gået.”
I sådanne øjeblikke, hvor Rifbjerg balancerer konfrontationen med omverdenens detaljer med en befriende humor, genvinder digter-jeget en lokal og midlertidig salighed, på trods og på egne præmisser.

Skrevet af stud.mag. Troels Jon Posselt

Kilder, links og centrale værker