Ungeanmeldelse
Solitaire
Alice Oseman formår at formidle en historie, der i sig selv er ret simpel, men som alligevel rummer en hel del. Et kram til dem, der på et tidspunkt har følt sig ensom.
Tori Springs liv forandrer sig drastisk, da hun støder på den lidt excentriske Michael Holden. Han bliver den ven, som mange kun kan drømme om at få.
Men det er ikke nemt. For Tori tror, at Michael kun vil være hendes ven, fordi han har medlidenhed med hende. Tori er nemlig ret ensom og ser ikke sig selv som en, der er nem at være venner med. Men har Michael måske mindst lige så meget brug for hende, som hun har for ham?
Michael Holden er ikke den eneste, der vender op og ned på Toris liv. Nogen har oprettet en anonym blog ved navn ”Solitaire”, og den er ved at få Toris skole til at falde fra hinanden. I starten virker Solitaires pranks ret uskyldige, men da bloggens opslag og aktiviteter kommer tættere og tættere på Tori, kan hun pludselig ikke ignorere Solitaire længere.
Alle bøger af Alice Oseman foregår i samme britiske univers, så hvis man har læst Heartstopper – hendes serie af grafiske romaner – kender man allerede Tori som storesøsteren til Charlie Spring. Jeg er selv rigtig glad for ”Heartstopper”-bøgerne, og hvis der er noget, jeg beundrer Alice Oseman for, er det hendes evne til at skrive karakterer, der er nemme at holde af.
Denne roman har dog en meget anderledes tone, idet den beskæftiger sig med tungere emner. Bogen indeholder blandt andet referencer til selvmord, selvskade, depression og spiseforstyrrelser. Derfor er det også vigtigt at sige, at bogen ikke er for alle og bør læses med omtanke.
I starten spekulerede jeg på, om bogen måske ville blive for simpel, og jeg frygtede, at historien ville blive klichefyldt. Men det simple ved historien er det, der gør bogen så fænomenal. For det simple ved fortællingen er også det, der gør den så relaterbar. Bogen er en påmindelse om, at ensomhed ikke er permanent, og at uanset, hvad man end måtte kæmpe med, er man ikke alene.
Bogen er letlæst, og dens korte kapitler gør, at man nemt kan blive fanget i en spiral, hvor man lige skal læse et kapitel mere. Derudover behandler bogen tunge emner på en rigtig realistisk måde. I ungdomslitteratur støder jeg nogle gange på karakterer, der virker poetiske på en påfaldende måde, så karaktererne bliver karikerede. Men i ’Solitaire’ er karaktererne komplekse og derfor fuldkommen troværdige, hvilket gør, at jeg som læser får en dybere relation til dem.
Jeg vil anbefale bogen til alle, der kan lide en realistisk ungdomsbog med et godt flow og skæve karakterer, der har et nuanceret indre liv.
Alice Oseman formår at formidle en historie, der i sig selv er ret simpel, men som alligevel rummer en hel del. Et kram til dem, der på et tidspunkt har følt sig ensom.
Tori Springs liv forandrer sig drastisk, da hun støder på den lidt excentriske Michael Holden. Han bliver den ven, som mange kun kan drømme om at få.
Men det er ikke nemt. For Tori tror, at Michael kun vil være hendes ven, fordi han har medlidenhed med hende. Tori er nemlig ret ensom og ser ikke sig selv som en, der er nem at være venner med. Men har Michael måske mindst lige så meget brug for hende, som hun har for ham?
Michael Holden er ikke den eneste, der vender op og ned på Toris liv. Nogen har oprettet en anonym blog ved navn ”Solitaire”, og den er ved at få Toris skole til at falde fra hinanden. I starten virker Solitaires pranks ret uskyldige, men da bloggens opslag og aktiviteter kommer tættere og tættere på Tori, kan hun pludselig ikke ignorere Solitaire længere.
Alle bøger af Alice Oseman foregår i samme britiske univers, så hvis man har læst Heartstopper – hendes serie af grafiske romaner – kender man allerede Tori som storesøsteren til Charlie Spring. Jeg er selv rigtig glad for ”Heartstopper”-bøgerne, og hvis der er noget, jeg beundrer Alice Oseman for, er det hendes evne til at skrive karakterer, der er nemme at holde af.
Denne roman har dog en meget anderledes tone, idet den beskæftiger sig med tungere emner. Bogen indeholder blandt andet referencer til selvmord, selvskade, depression og spiseforstyrrelser. Derfor er det også vigtigt at sige, at bogen ikke er for alle og bør læses med omtanke.
I starten spekulerede jeg på, om bogen måske ville blive for simpel, og jeg frygtede, at historien ville blive klichefyldt. Men det simple ved historien er det, der gør bogen så fænomenal. For det simple ved fortællingen er også det, der gør den så relaterbar. Bogen er en påmindelse om, at ensomhed ikke er permanent, og at uanset, hvad man end måtte kæmpe med, er man ikke alene.
Bogen er letlæst, og dens korte kapitler gør, at man nemt kan blive fanget i en spiral, hvor man lige skal læse et kapitel mere. Derudover behandler bogen tunge emner på en rigtig realistisk måde. I ungdomslitteratur støder jeg nogle gange på karakterer, der virker poetiske på en påfaldende måde, så karaktererne bliver karikerede. Men i ’Solitaire’ er karaktererne komplekse og derfor fuldkommen troværdige, hvilket gør, at jeg som læser får en dybere relation til dem.
Jeg vil anbefale bogen til alle, der kan lide en realistisk ungdomsbog med et godt flow og skæve karakterer, der har et nuanceret indre liv.