Ungeanmeldelse
Mystiske fortællinger fra Tokyo
Er det virkelig en Murakami-novelle, hvis man ikke blander tab og sorg med surfere og talende aber?
På overfladen er ’Mystiske fortællinger fra Tokyo’, hvad navnet antyder: Fem uafhængige fortællinger fra Tokyo – på nær én novelle, som foregår på Hawaii af en eller anden grund – der på hver sin måde indeholder et mystisk element. Hvis man derimod dykker ned i novellesamlingen, vil man meget hurtigt opdage, at det centrale her ikke kun er det mystiske, men også noget andet. Disse mystiske fortællinger beretter alle om en form for tab. Om det er tabet af en søn, tabet af en elsker eller tabet af et navn, så står tabet i centrum for alle fortællingerne. Men det mystiske reduceres ikke til at være et eller andet baggrundselement. Det er nemlig disse mystiske hændelser - som til tider kan virke absurde - der gør denne novellesamling til ikke en hvilken som helst novellesamling, men en novellesamling af selve virtuosen i mystik, Haruki Murakami.
Murakami fortæller i sin første novelle “Tilfældets rejsende”, at vi kan bruge disse mystiske hændelser, vi somme tider møder i livet, til at forstå os selv og vores omverden bedre, at de kan give klarsyn og have både større, men også mindre betydning for os:
”Jeg = Haruki Murakami, som er forfatteren til denne novelle. […] Jeg tillader mig at stikke hovedet frem, fordi jeg føler, at det er vigtigt at fortælle jer om et par af de mystiske oplevelser, jeg selv har haft. Faktisk har jeg haft ikke så få af den slags i mit liv. Nogle af dem har haft stor betydning og har i større eller mindre grad ændret mit liv, mens andre har været så trivielle og ubetydelige, at de knap nok har påvirket mig… eller det tror jeg i hvert fald ikke.”
I “Shinagawa-aben”, som i øvrigt allerede blev udgivet på dansk i 2021 under novellesamlingen Første person ental, er det et navn, der denne gang tager form som et tab. Vores hovedperson i novellen, Mizuki Ando, glemmer gradvist sit navn, og efter lang tids grublen over hendes problem tager hun beslutningen om at besøge terapeuten Tetsuko Sakaki, som tilbyder billige terapitimer hos kommunen. Det er her, inde på kommunen, at vi møder Shinagawa-aben. En dag, da Mizuki skal til terapi, sker det, at Tetsuko beder hende komme ned i kommunens kælder. Her møder vi aben. Tetsuko havde fundet den talende abe og taget den med ned til kommunen, da den mystisk nok havde Mizukis og en gammel venindes navneskilt, hvilket havde resulteret i Mizukis midlertidige navnetab.
Som det er med novellesamlinger, var det ikke alle noveller, jeg var lige begejstret for. ’Mystiske fortællinger fra Tokyo’ ikke er af samme kaliber som Murakamis mesterværk Trækopfuglens Krønike, men når det nu er sagt, synes jeg stadig, at ’Mystiske fortællinger fra Tokyo’ skal læses for, hvad den er: En bundsolid novellesamling, der stadig formår at forholde sig relevant med sine tidløse temaer og unikke universer. Det er betagende at læse om den japanske storby Tokyo, Hanalei-bugtens bølgeriddere, de snehvide strande og de skvulpende bølgers brus. Med ’Mystiske fortællinger fra Tokyo’ gør Murakami det atter klart, at det er med penslen, han skriver sine fortællinger.
Er det virkelig en Murakami-novelle, hvis man ikke blander tab og sorg med surfere og talende aber?
På overfladen er ’Mystiske fortællinger fra Tokyo’, hvad navnet antyder: Fem uafhængige fortællinger fra Tokyo – på nær én novelle, som foregår på Hawaii af en eller anden grund – der på hver sin måde indeholder et mystisk element. Hvis man derimod dykker ned i novellesamlingen, vil man meget hurtigt opdage, at det centrale her ikke kun er det mystiske, men også noget andet. Disse mystiske fortællinger beretter alle om en form for tab. Om det er tabet af en søn, tabet af en elsker eller tabet af et navn, så står tabet i centrum for alle fortællingerne. Men det mystiske reduceres ikke til at være et eller andet baggrundselement. Det er nemlig disse mystiske hændelser - som til tider kan virke absurde - der gør denne novellesamling til ikke en hvilken som helst novellesamling, men en novellesamling af selve virtuosen i mystik, Haruki Murakami.
Murakami fortæller i sin første novelle “Tilfældets rejsende”, at vi kan bruge disse mystiske hændelser, vi somme tider møder i livet, til at forstå os selv og vores omverden bedre, at de kan give klarsyn og have både større, men også mindre betydning for os:
”Jeg = Haruki Murakami, som er forfatteren til denne novelle. […] Jeg tillader mig at stikke hovedet frem, fordi jeg føler, at det er vigtigt at fortælle jer om et par af de mystiske oplevelser, jeg selv har haft. Faktisk har jeg haft ikke så få af den slags i mit liv. Nogle af dem har haft stor betydning og har i større eller mindre grad ændret mit liv, mens andre har været så trivielle og ubetydelige, at de knap nok har påvirket mig… eller det tror jeg i hvert fald ikke.”
I “Shinagawa-aben”, som i øvrigt allerede blev udgivet på dansk i 2021 under novellesamlingen Første person ental, er det et navn, der denne gang tager form som et tab. Vores hovedperson i novellen, Mizuki Ando, glemmer gradvist sit navn, og efter lang tids grublen over hendes problem tager hun beslutningen om at besøge terapeuten Tetsuko Sakaki, som tilbyder billige terapitimer hos kommunen. Det er her, inde på kommunen, at vi møder Shinagawa-aben. En dag, da Mizuki skal til terapi, sker det, at Tetsuko beder hende komme ned i kommunens kælder. Her møder vi aben. Tetsuko havde fundet den talende abe og taget den med ned til kommunen, da den mystisk nok havde Mizukis og en gammel venindes navneskilt, hvilket havde resulteret i Mizukis midlertidige navnetab.
Som det er med novellesamlinger, var det ikke alle noveller, jeg var lige begejstret for. ’Mystiske fortællinger fra Tokyo’ ikke er af samme kaliber som Murakamis mesterværk Trækopfuglens Krønike, men når det nu er sagt, synes jeg stadig, at ’Mystiske fortællinger fra Tokyo’ skal læses for, hvad den er: En bundsolid novellesamling, der stadig formår at forholde sig relevant med sine tidløse temaer og unikke universer. Det er betagende at læse om den japanske storby Tokyo, Hanalei-bugtens bølgeriddere, de snehvide strande og de skvulpende bølgers brus. Med ’Mystiske fortællinger fra Tokyo’ gør Murakami det atter klart, at det er med penslen, han skriver sine fortællinger.