Bog

Skyts

Af (
2005
)

Anmeldelse

Skyts af David Læby

18 jul.05

"Nogle overlever alt og andre bukker under for vægten af et blad, der blæser imod deres pande." 'Skyts' er en lille bog om store følelser. Seks melankolske og rørende fortællinger, der med nerve og ømhed berører det svære i livet.

"Skyts" består af seks forskellige, men alligevel sammenhængende historier. Historierne foregår i de skandinaviske hovedstæder Helsingfors, Stockholm og København i og mellem årene 1939 og 2003. Flere af personerne dukker op flere gange; vi får således lejlighed til at møde dem i forskellige aldre.

På bagsiden af bogen står der, at det er "En bog om historier – de gode, de skræmmende, de magiske, de tragiske…"  En god karakteristik, og der er mange historier indflettet i 'den store historie' her. Historier, som personerne i fortællingerne fortæller hinanden for at forstå og overleve livet. Men for mig ligger denne bogs egentlige styrke i Læbys evne til, med følsomhed og nerve, at beskrive følelser og reaktioner hos de mennesker, vi møder i disse fortællinger.

Det er ikke småting, Læbys persongalleri udsættes for: døde brødre, døde mødre, angst, omsorgssvigt, krig, kræft og aids. Det lyder som en jammerdal – og det er det egentligt også, men for enhver, der ikke er gået igennem livet indpakket i vat med bind for øjnene, vil der være noget at hente her. Jeg synes, at Læby forstår at behandle det tunge stof, uden at det virker kvalmende og parodisk.

Det er en eftertænksom og noget sorgfuld bog om kærlighed, angst, sorg og afsked. En bog for den, der trænger til andet end det lette.

Lindhardt og Ringhof, 2005. 158 sider. Kr 249,-

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
25662164
ISBN
9788759520697
Antal sider
158

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer