Bog

Molks hævn

Af (
2021
)

Anmeldelse

Molks hævn

06 okt.21

Bind to i den forrygende serie ’Xanas bog’ giver sit bud på, hvor stor indflydelse mennesker kunne have på deres fremtid, hvis de frit kunne bevæge sig rundt i tiden. 

I seriens første bind ’Tidens fange’ mødte vi både pigen Xana, der levede for ca. 1000 år siden, og de tre venner Storm, Lucy, Dante samt Dantes farfar Valdemar. De tre venner opdager, at pigen Xana er fanget indeni i en krystal, og de vil gøre alt for at befri hende. Det lykkes for Valdemar, så Xana ender i nutiden, og med sig har hun ufrivilligt den vanvittige munk Molk og hans kult. Men heldigvis har Xana også sin store flyveøgle Nani med. De fire venner har rejst rundt i tiden vha. en række magiske sorte krystaller, der fungerer som portaler. I bind to ’Molks hævn’ finder Molk tilbage i 1536 ud af, at han har mulighed for at påvirke verdenshistorien gennem rejser i tid, og den mulighed lader en mand med narcissistiske tendenser og ønsket om verdensherredømme ikke gå fra sig.

Imens i nutiden holder de fire børn sommerferie. Lucy er i Paris, Storm er i sommerhus og Dante bor nærmest på biblioteket. Xana besøger i stedet kirkegården, hvor hun føler sig tættere på sin lillesøster Isa. Men lige pludseligt ligner den verden de kender overhovedet ikke sig selv, og Lucy er forsvundet! Nu indleder de alle en myriade af tidsrejser. De er enige om, at Molk skal stoppes uanset omkostningerne. Og de bliver højere, end nogen af dem havde forudset.

Dette er en toer med et vildt højt tempo. Historien er rigtigt godt tænkt, og de forskellige tidsaldre er troværdigt beskrevet. Jeg skulle holde tungen lige i munden, og måtte nogle gange gå nogle sider tilbage, for at finde ud af, hvilken tid jeg befandt mig i, samt hvilken fortæller jeg lige nu var sammen med. Simpelthen fordi der skete så meget på en gang. Men historien er forrygende og sproget er godt. Jeg er sikker på at børn fra ca. 12 år vil elske seriens gennemtænkte plot, hvor man suser rundt i forskellige tidsaldre.

Bogdetaljer

Forlag
Byens
Faustnummer
39278324
ISBN
9788794141291
Antal sider
358

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer