Du vil ha' mig

Tegneserien handler om kvinders hverdagsliv under overfladen. Helt almindelige kvinder, fremstillet groft, skægt og virkelig trist. Bogen er for meget, for kynisk, for depressiv og alt for skæg.

Kvinder er i virkeligheden slet ikke så romantikhungrende, som mænd går og tror. De er bitre, misforståede og aggressive. I Nina Hemmingssons sorte univers, møder vi sider af kvinder, som jeg naivt kun troede, jeg kendte til. 

Denne satiriske tegneserie viser den vrede, kvinder har imod sig selv og verden, i høj grad fordi de skal se ud og opføre sig på en bestemt måde, for at verden ser dem som ’rigtige’ kvinder. Vreden over ikke at få sagt fra, men i stedet lade frustrationerne æde løs indeni, fordi vi ikke får sagt, hvad vi i virkeligheden mener. 

Forsiden er prydet af en kvinde med tomme øjne og ubarberede stikkelsbærben nedenunder den kontante ret titel: ’Du vil ha’ mig’. Et ønske, et udsagn eller ren ironi. Mange steder er illustrationerne, i samspillet med teksten, så uhyggelige og rå, at jeg kort overvejede om mangel på ligestilling fungerer sådan fra et kvindeligt synspunkt. Men det er også meningen, at vi skal reagere på, at vi lader det leve, det udefinerbare regelsæt, som kvinder i den grad også selv holder i hævd.

Bogen er dog også god for et godt grin og indeholder et mere eller mindre narrativt forløb. Striberne viser den romantiske drøm ’drømmen om den eneste ene’ som en del af en fuldstændig tåbelig ramme, der er sat op. Desuden forskellige frygtelige dates, kontroltab, hvorfor det er svært at fungere i faste monogame forhold, chauvinisme, druk og den filterløse alderdom:
’Give los? Okay. Jeg er helt rimpet sammen af tredive års seksuel frustration, så det ville være skønt lige at gnubbe mit køn mod dig!’ siger en ældre dame til den en yngre mand, der taler om alderdommens skønhed. Befriende!

Det skønne er den store grad af humoristisk genkendelighed, som også er smertelig. At vi i høj grad benytter os af grove maskuline udtryk, for ikke at kunne skydes ned. Tegneserien minder mig om romanen Bitterfissen fra 2008, som også tager kvindefiguren under ærlig behandling.