Bog

Aru Shah og tidens ende

Af (
2019
)

Anmeldelse

Aru Shah og tidens ende af Roshani Chokshi

17 jun.19

Der er humor, action og hinduistisk mytologi for alle pengene i ny serie for tweens.

'Aru Shah og tidens ende' er en forrygende sjov fantasy fyldt med action og hinduistisk mytologi; her er alt fra hævngærrige og seje guder, prinsesser, dæmoner til ensomme, fortryllede paladser. Hovedpersonen Aru er nem at relatere til, hun er akavet, begår fejl og siger ting, hun fortryder - og samtidig er hun sej og ønsker at være en god ven.

Hun bøjer sandheden en smule, 12-årige Aru. Det er dog mest blot nødvendige overdrivelser, hun kommer med, i forsøget på at passe ind på sin snobbede skole i Atlanta, hvor de andre elever rejser på eksotiske ferier og bor i lækre huse med deres perfekte familier. Aru selv bor med sin mor på Museet for Indisk Kultur og Oldtidskunst blandt statuer af guder og elefanter, og Arus mor er næsten altid ude at rejse.

Aru inviterer et par klassekammerater med hjem, og de er sikre på, at hun bare har løjet som vanligt, da hun fortalte om den forbandede lampe, en Diya, som man skal holde fingrene fra. For at overbevise dem om, at hun taler sandt, tænder hun lampen for hurtigt at slukke den igen, men det er for sent. Hele verden går i stå, klassekammeraterne og Arus mor fryser i tiden, sammen med alle andre. Ud af lampen kommer dæmonen Den Sovende, som Aru må forhindre i at nå frem til Shiva, ødelæggeren. Og så starter det vilde eventyr for alvor!

Dialogen i bogen er sjov, og udover den åbenlyse hinduistiske mytologi og dens figurer, som huserer på godt og ondt, er der masser at snakke om og sjove referencer til popkultur som Katniss fra Hunger Games, The Matrix'-filmene, Harry Potter og YouTube. Angsten for at få en kikset Wikipedia-side omhandlende alle de fejl, man har begået og muligvis ender med at blive kendt for efter en sandsynligvis alt for tidlig død, fylder også en del i Arus bevidsthed.

Rick Riordan, som er forfatter til de kendte og populære bøger om Percy Jackson, har sat sit ‘stempel’ på denne nye serie om Aru Shah; ‘Rick Riordan præsenterer’, som der står. Percy Jackson serien foregår blandt de græske guder, og Rick Riordans forlag har ønsket at brede kendskabet til resten af verdens mytologier ud ved at finde og understøtte forfattere, som skriver gode bøger baseret på deres egen kulturs mytologi. På engelsk er andet bind om Aru Shah allerede udkommet (filmrettighederne er solgt), og en bog baseret på mytologien fra Maya-kulturen er også udkommet.

‘Aru Shah og tidens ende’ er oplagt til børn fra cirka 10 år med hang til humor, action og eventyr. Når de har læst første bind, vil de helt sikkert (og heldigvis) spørge om andet bind i serien ikke også snart kommer på dansk.

Bogdetaljer

Forlag
Straarup & Co
Oversætter
Henrik Enemark
Faustnummer
46492072
ISBN
9788770181051
Antal sider
393

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer