Bog

100 digte - Udvalgt og med forord af Ursula Andkjær Olsen og Keld Zeruneith

Af (
2015
)

Anmeldelse

100 digte af Sophus Claussen udvalgt og med forord af Ursula Andkjær Olsen og Keld Zeruneith

08 dec.15

Udvalget markerer Sophus Claussens 150 års fødselsdag og samler et bredt udvalg af digte fra hele det store og rige klassiske forfatterskab.

Ursula Andkjær Olsen, en af tidens fineste lyrikere, og Keld Zeruneith, Claussen-kender med den væsentlige Claussen-biografi ’Fra klodens værksted’ bag sig, har sammensat dette udvalg på 100 digte fra hele Sophus Claussens omfattende vægtige forfatterskab for at markere 150 året for hans fødsel. De har gjort det udogmatisk og med hjertet, nogle ellers faste gengangere fra tidligere udvalg er gledet ud og erstattet med digte, som udgiverne har fundet væsentligere. Resultatet er en samling digte, der viser Claussen i fuld figur – med en lille indledning om Claussen og hans digteriske projekt og særegne personlighed.

Claussen var som åndstype faktisk meget tæt på Romantikken i sin opfattelse af digteren som en seer med indsigt i det for mange skjulte, som digteren så kan bringe bud om, en universel, gennemgående verdensånd. Og som digter var han blandt vore allerstørste, jeg kunne fristes til at citere stribevis af vidunderlige strofer, men vil indskrænke mig til nogle få karakteristiske mesterlinjer i samklang med udgivernes Claussen-billede.

Først den Claussen som i sin til tider voldsomme og omstyrtende lyrik kan finde plads til det helt enkle, en stilhed, som her, sidste strofe af digtet "Bagefter":

 

"Jeg rejser mig fra Bænken, hvor jeg vented.

Se Taageregnen al Ting blødt tilslører

og bryder Fladen paa det stille Vand.

I Krattet inde ingen Fugl sig rører;

kun tavse Bøge

staa dryppende af Regn ved Kærets Rand."

 

Så tyst kan der være hos den store Claussen. Men det hører til sjældenhederne. Den erklærede brusende erotiker kan også vække sanserne til at gløde og brænde hedt! Jeg har dog valgt den lidt underspillede slutning på et af mine egne yndlingsdigte "Længsel efter Neapel":

 

"Og jeg brænder efter de mørke Kirker,

                            kryptagtige med Altre,

hvor bodfærdige, sortbeslørede Syndersker

knæler for Hellighedens Lys og hvide Roser

og søger umulig Skygge

                             i en halvhedensk Gudsdyrkelse.

 

                         Og Damen fra Salerno

                          - en eneste Solbølge

                          i en sort Særk af Silke!"

 

Den sorte særk af silke sætter altså noget i gang! Og jeg kunne blive ved med pragtfulde digte om at "vinde sjældne Kvinder (...) og gøre dem tilfreds med, hvad de tabte" og om "en Dumhed bragt i Form, det er en Tanke... Når Verset ryster stolt sin Løvemanke" osv., osv., osv. Men lad mig slutte med disse fantastiske linjer fra det centrale digt "Skabelse" om Claussens opfattelse af sit jeg og sit kald som digter:

 

"Mit Kald har jeg bragt med, og intet yder jeg af mit.

Men jeg forløses, og forløst jeg ser min Gæld betalt

til Kraften, den, jeg stammer fra, og som har udsendt mig.

 

Det Rige, som har indkaldt mig, og som jeg stammer fra,

er det en ufødt Magt, der fødende forløser sig?

Er det en Guddomspragt, hvis Væld er idel Herlighed?

 

Jeg ved det ej, men i mit Blod er alle Længslers Mod.

Jeg hamrer Ild af Mørket, udfrir de afmægtige."

 

Og således blev det så hamret ud! Claussen er en vidunderlig modig lyriker, som det er ublandet frydefuldt at være sammen med. Så lad mig håbe at dette udvalg når ud og rammer, så mange flere kan finde vej til et vildtvoksende, uudtømmeligt stort forfatterskab.

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
51939085
ISBN
9788702183726
Antal sider
248

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer