Forfatter
Tine Bryld
Jeg er født på på Frederiksberg den 18.12.1939. Min far var læge, min mor kok. Begge mine forældre har været gift tidligere, så jeg havde seks halvsøskende - hvoraf den yngste var 12 år ældre end mig. Dengang var det ikke almindeligt at blive skilt, så jeg følte mig alene af den grund noget anderledes.
Efter studentereksamen rejste jeg i Frankrig og England. I et år havde jeg forskellige jobs som babysitter, ekspeditrice m.m.
Fra 1962 til 1965 uddannede jeg mig som socialrådgiver. Egentlig havde jeg mest lyst til at synge eller skrive bøger, men jeg var usikker og rettede mig efter min mors opfordringer til at få en uddannelse.
Fra 1965 til 1968 arbejdede jeg i mødrehjælpen. Det var dengang kvinder skulle have tilladelse til at få abort. Jeg var ret aktiv i kampagnen for fri abort og det fik en del af mine ”kunder” i Mødrehjælpen glæde af, fordi jeg kunne henvise dem til andre muligheder.
I 1969 blev jeg ansat som leder af dagcentret for unge stofmisbrugere på Nørrebro. Jeg var således med til at starte det første behandlingsarbejde op for unge stofmisbrugere.
I 1972 blev jeg ansat som socialrådgiver i Christiania. Jeg havde intet kontor, men gik rundt hvor folk boede og arbejdede eller på værtshuse. Samtidig var jeg rådgiver for Socialministeriet omkring Christiania og senere fra omkring 1987/88 blev jeg medlem af Styringsgruppen, som Forsvarsministeriet havde nedsat i forbindelse med lovliggørelsen af Christiania. Dermed ophørte jeg også med at være socialrådgiver.
Siden 1967 har jeg haft en brevkasse i Alt for Damerne.
Siden 1972 har jeg haft et rådgivningsprogram for unge. Først i ungdomsprogrammet P4 i P1, som de fleste unge dengang lyttede til. Der var ikke så mange andre tilbud!! I dag taler jeg hver søndag mellem 19 og 22 med unge i Danmarks Radios P3 – man kan lytte til en af samtalerne omkring klokken 20.30. Det er ikke direkte samtaler – de er redigerede og anonymiserede. De genudsendes tirsdag aften i P1 ved 23-tiden. Mange ønsker ikke at komme i radioen og det respekterer jeg.
Personligt
Jeg har været gift to gange – fra 1961 til 1968 med Claus Bryld – han er historiker og ham har jeg to børn med, Esben og Lea, født i 1965 og 1967. Min anden mand, Arne Gaardmand er arkitekt og ham har jeg Iben med – hun er fra 1977. Arne har fra sit første ægteskab to børn, Anders født i 1956 og Line, født i 1958,
Anders og Line har tilsammen tre børn , dreng født i 1983, pige født i 1985 og dreng født i 1987. Lea og Esben har tilsammen fire børn , en dreng født i 1994, tvillinger i 1997 og en dreng født i 1998.
Jeg har stort set været omgivet af børn og unge siden jeg var 25 år. Det har givet mig de vigtigste erfaringer.
Om forfatterskabet
I midten af 70´rne ringede forlagsredaktør Karen Margrethe Henriksen fra Gyldendal mig op og spurgte, om jeg havde lyst til at skrive en bog om Tværs, mit radioprogram for unge, der havde sendt i tre år på det tidspunkt. Det skulle være en opslagsbog om de problemer jeg behandlede i Tværs.
Jeg synes, det var en god ide. Havde for resten i mange år tænkt på at skrive, men fik for meget at gøre med familie, børn, skilsmisse, nye børn, nyt arbejde og hvad der fylder hverdagen i en kvindes liv. Denne opgave var rimelig tilgængelig. Jeg havde en masse stof og kunne arbejde på bogen indimellem alt det andet. Så i løbet af et halvt år lå mit første manuskript på Karen Margrethes bord, eller Karethe som vi kaldte hende. Hun var en fremragende redaktør. Læste manuskriptet hurtigt og meldte tilbage, at hun snarest ville udgive bogen. Enhver forfatter venter på redaktørens svar. Helst dagen efter man har afleveret. Men det er de færreste, der er så heldige. Ofte går der lang tid inden en forfatter hører fra forlagets redaktører. Der burde være en deadline for den slags. Det blev indledningen til mit forfatterskab af både skønlitterære og dokumentariske historier og og-så et par småbørnsbøger.
Jeg har altid elsket at skrive. I skolen legede jeg med noveller og digte, men havde slet ikke selvtil-lid nok til at realisere mine drømme, både om at skrive og synge. Tiden var en anden, jeg begyndte at læse og blev socialrådgiver i 1965, da jeg var 25 år. Det var et udmærket grundlag for at komme videre med at skrive. Jeg deltog ofte i socialpolitiske debatter i aviser og tidsskrifter, det betød at andre opfordrede mig til at lave radio og skrive mere og så en dag sad jeg i radioprogrammet "Tværs", der den 20.oktober 2002 - i år - har 30 års jubilæum og jeg har skrevet i snart lige så mange år.
Efter et par andre dokumentariske bøger, talte jeg med Karethe om at skrive en ungdomsroman. Hun fandt udbuddet for ringe og jeg huskede, at da jeg var ung fandtes stort set kun Puk-bøgerne og romanbladet, hvis man ikke som jeg læste Tarzan og Jane sammen med min fætter. Der var både lidt lir og spænding. Men der var intet af det, jeg længtes efter: Andres oplevelser med at være på vej ind i den forunderlige voksne verden, andres tanker om at være anderledes. Jeg og mine var dengang i 50´rne nødt til at søge kiosklitteraturen. Da jeg var omkring 18 år, begyndte jeg at læse Jean Genet og ham forstod jeg, til trods for de dystre emner om vold og had.
Liv og Alexander bøgerne blev skrevet fra 1982 til 1985 og er siden blevet udgivet i mange for-skellige udgaver. De læses stadig af unge fortrinsvis piger og jeg fik forleden et meget sødt brev fra en yngre kvinde, der havde opkaldt sin nu 6-årige datter efter Liv, fordi hun ønskede at hendes dat-ter skulle være som Liv og hun måtte fortælle mig, at det tegnede godt. Hun glædede sig allerede til at forære sin Liv-datter bogen i konfirmationsgave. Sådan noget er jo skønt at vide, men jeg tror ik-ke jeg kunne skrive netop den bog i dag.
Jeg skrev de tre bind, der nu er samlet i ét, i løbet af tre år, da mine egne børn var i nogenlunde samme alder som Liv og Alexander. Jeg troede, at jeg som en frisindet mor ikke ville komme til at opleve de sammenstød min mor havde med mig. Men jeg skulle blive klogere og det satte mig i gang med at tænke på min egen ungdom, der har været præget af dels min ret anderledes person og oplevelse af at være den eneste, der havde problemer. Og så mit opgør med enhver form for autori-tet. Det så jeg igen, da først min søn og siden min datter begyndte at vokse ud af mit skød, sådan rent bogstaveligt. Jeg elskede stadig at have dem på skødet, da de var over 10 år, elskede at nusse med dem og mærke forandringerne. Men de ville deres eget liv, de gad ikke omklamring eller ængstelse eller formaninger og jeg stod ofte uforstående over hvad jeg havde gjort forkert. Det var en af ho-vedårsagerne til at jeg begyndte at skrive Pige-Liv. Så blev jeg forelsket i både hende og Alexander og fortsatte med to nye bind. De kom til at leve deres eget liv - som enhver romanfigur, men der er meget, jeg genkender fra min egen ungdom og mit voksne liv med børn.
Jeg var faktisk begyndt at skrive det fjerde bind. Liv var på vej tilbage fra USA - Alexander svæ-vede stadig rundt i hashtåger og piger der ville redde ham og da jeg var nået 70 sider ind i historien, vidste jeg, at den kunne og ville jeg ikke skrive. Jeg kunne ikke bære, at Liv blev så pæn og rigtig og Alexander så skæv, så jeg besluttede, at hvis jeg ville tilbage til dem, måtte det være når de blev 40-45 år.
I stedet skrive jeg "En rift i huden" - om en utilpasset pige. Som jeg kender så godt både indefra og udefra.
I tiåret fra 1982 til 1992 skrev jeg de fleste af mine ungdomsromaner, omgivet af børn og tilgiftede børn og en ret tæt kontakt til subkulturen blandt unge i København, fordi jeg arbejdede som so-cialministeriets konsulent i Christiania og havde en nær kontakt til både bortløbne børn og unge i Christiania og til BZ-bevægelsen der foldede sig ud indtil 1986, da de for sidste gang forlod et besat hus og en besat gade. Det skrev jeg en dokumentarisk historie om sammen med andre kyndige: "Når lokummet brænder."
"Hvid som Sne" og "Talkshow" hører sammen, hvis man kan udtrykke det sådan. Om svigt og selvoptagethed, både hos de unge og de voksne. Det handler om individets selvopfattelse, om stort set kun at se sin egen navle fordi alt andet er uoverskueligt. Vi er i middel- og overklassemiljøerne, hvor det meste forties eller holdes på niveau med støvet under gulvtæppet. Hvad vi ikke taler om, kender vi intet til. Hvor det handler om at tilsløre og ikke afsløre. Det kommer der sjældent noget fornuftigt ud af - altså at afsløre. Tiden vil gøre dig klogere. Sådan er romanen om Nora også - for-tielsen handler i dette tilfælde om det måske vigtigste - et menneskes identitet. Jeg skrev bogen i 1995 til min yngste datter, som har Noras sind, blidt og stejlt i en skøn forening.
Det var den sidste ungdomsroman jeg skrev og vil formentlig også forblive det. Men hvem ved!! Jeg har rejst en del og skrevet bøger først og fremmest om mennesker i andre kulturer. "Smilende Rygge" om unge i Ghana skrev jeg, da jeg rejste med billedkunstneren Pernille Kløvedal Helweg og vore to teenagebørn. Vi mødte efterkommere af danske slavehandlere, der stadig boede hvor de havde levet og var blevet kulsorte igen, fordi der ikke siden havde været hvidt blod i omgangskred-sen.
Men Grønland er nok det land, der har betydet mest for min tid i fremmede kulturer. Jeg har aldrig forstået, at man overhovedet kan forestille sig Grønland som en del af Danmark. Det er en så for-skellig nation og selv om båndene til Danmark er til at se og høre, er forskellen i måde at tænke på ikke til at komme uden om. Grønlands natur er beskrevet i mange værker, menneskene derimod er næsten ikke synlige, med mindre de har haft en historisk betydning. Men ikke engang det. Det handler mere om danskere og deres bedrifter.
Grønland blev en del af Danmark i 1953 og har siden gennemgået en udvikling som ligner en tor-nado - fra et fanger- og fiskersamfund til et såkaldt civiliseret vesteruropæisk samfund. Det har gi-vet både mere velstand og velfærd, men sandelig også ar på sjælen som de fleste familier har tæt in-de på livet.
Nogle af dem sidder i det lukkede fængsel Herstedvester 12 km fra København - på ubestemt tid. Jeg har skrevet to bøger om denne gruppe af grønlændere, der for manges vedkommende ikke for-står dansk. "De Nederste i Herstedvester" og "Abel", den 18 årige dreng fra Narsaq, der i 1990 skød og dræbte syv af sine venner. Den første er en politisk dokumentarhistorie, der rejser spørgsmålet om menneskerettigheder, når man har besluttet at sende grønlændere der har begået alvorlige per-sonforbrydelser til afsoning i Danmark fordi man ikke råder over et lukket fængsel i Grønland. Ikke bare fjernes de fra familierne og deres land, det sker også på ubestemt tid. Det har været mit ønske at rejse en debat om dette emne og det skete. Men indtil nu sidder de der endnu.
Hvorfor nu interessere sig for de nederste, de mest mishandlede, som jeg også gjorde, da jeg skrev den dokumentariske hitorie "Ikke en Engel" om Nanna, der siden sin barndom var blevet mishand-let og misbrugt af sin far og som en aften ringer til Tværs for at søge om råd til at komme fri af denne psykopat af en mand? Det har også undret mig selv og dog. Jeg har altid levet med en for-nemmelse af at være anderledes, af en fundamental ensomhedsfølelse, selv om jeg både har haft familie og venner. Og så har jeg fra min tidlige barndom levet på kanten af miljøer, hvor der hver-ken var penge eller overskud til at trøste og hjælpe børnene. Jeg gik i en almindelig kommuneskole og oplevede uretfærdigheden meget stærkt. De ikke boglige røg ud af 7. klasse, nogle tissede i buk-serne af angst, andre fik tæsk af forældrene og andre igen levede i faretruende nærhed af andre børn, der mobbede dem til blodet flød ud af deres blege ansigt. Jeg har altid forsvaret dem, jeg vid-ste, jeg var bedre til at formulere mig, jeg turde råbe ad læreren og blev også smidt ud af klassen. De andre, de pæne og veltilpassede, troede jeg da, interesserede mig ikke en døjt. Det var oprører-ne, det var dem, de andre forkastede, jeg så noget i. For nogle blev det senere et oprør, for andre en lidelsesfuld tilpasning i et liv med neuroser og stadig selvundertrykkelse.
Men ellers vil jeg overlade til andre at tolke hvad de mener. Jeg er ligeglad. Jeg ved, hvad jeg har og hvad jeg kan - og det er vel ret vigtigt?
I det sidste år har jeg skrevet to bøger, eller rettere to og en halv. I 2000 begyndte jeg på en meget spændende roman fra krigens tid om forholdet mellem en tysk soldat og en dansk pige - den foregik et sted i Jylland hvor der var et udbytterigt samarbejde mellem tyskere og danskere. De fattige bønder kom til penge og tyskerne manglede aldrig arbejdskraft. Men så skete der noget på privat-fronten her i huset og jeg gik i stå fra den ene dag til den anden. Så nu ligger der et stykke historie i computeren og måske går jeg i gang om et par måneder. Jeg har aldrig prøvet at gå tilbage til et stof, jeg i den grad har researchet i og måske lykkes det aldrig. Men i sommeren 2001 gik jeg i gang med en bog om Hjemmestyrets Børn - det grønlandske hjemmestyre fylder snart 25 år og jeg synes, det kunne være sjovt at møde de unge, der blev født i hjemmestyreåret. Den bog udkommer til efteråret sammen med den anden bog, jeg har skrevet i de sidste måneder: "Tværs" hedder den og udkommer den 20.oktober på selve 30 års dagen. Det ældste radioprogram med den samme person - for unge!! Bogen handler dels om hvad der sker i mig og med de unge, jeg har kontakt med i løbet af en søn-dag aften og tilbageblik til dengang det hele startede. Har de unge ændret sig? Hvad betyder noget? Jeg glæder mig til at se begge bøger dampende varme fra trykkeriet og til at følge dem på vej ud til boghandlere og biblioteker.
Jeg har i den grad savnet at skrive i de par år, hvor der skete ting og sager. Men det er også nød-vendigt at tanke op, at tage ind og puste ud. Det har været skønt at mærke tangenterne omsætte tan-kerne og se bogstaver blive til ord på den tålmodige skærm. Tænk hvilken forandring fra dengang jeg skrev på almindelig skrivemaskine og måtte rette med blæk eller skrive det hele om. Hvilken verden - så foranderlig og dog?
Portættet er skrevet af forfatteren og opdateret af Fredensborg Bibliotekerbe og redaktionen
Jeg er født på på Frederiksberg den 18.12.1939. Min far var læge, min mor kok. Begge mine forældre har været gift tidligere, så jeg havde seks halvsøskende - hvoraf den yngste var 12 år ældre end mig. Dengang var det ikke almindeligt at blive skilt, så jeg følte mig alene af den grund noget anderledes.
Efter studentereksamen rejste jeg i Frankrig og England. I et år havde jeg forskellige jobs som babysitter, ekspeditrice m.m.
Fra 1962 til 1965 uddannede jeg mig som socialrådgiver. Egentlig havde jeg mest lyst til at synge eller skrive bøger, men jeg var usikker og rettede mig efter min mors opfordringer til at få en uddannelse.
Fra 1965 til 1968 arbejdede jeg i mødrehjælpen. Det var dengang kvinder skulle have tilladelse til at få abort. Jeg var ret aktiv i kampagnen for fri abort og det fik en del af mine ”kunder” i Mødrehjælpen glæde af, fordi jeg kunne henvise dem til andre muligheder.
I 1969 blev jeg ansat som leder af dagcentret for unge stofmisbrugere på Nørrebro. Jeg var således med til at starte det første behandlingsarbejde op for unge stofmisbrugere.
I 1972 blev jeg ansat som socialrådgiver i Christiania. Jeg havde intet kontor, men gik rundt hvor folk boede og arbejdede eller på værtshuse. Samtidig var jeg rådgiver for Socialministeriet omkring Christiania og senere fra omkring 1987/88 blev jeg medlem af Styringsgruppen, som Forsvarsministeriet havde nedsat i forbindelse med lovliggørelsen af Christiania. Dermed ophørte jeg også med at være socialrådgiver.
Siden 1967 har jeg haft en brevkasse i Alt for Damerne.
Siden 1972 har jeg haft et rådgivningsprogram for unge. Først i ungdomsprogrammet P4 i P1, som de fleste unge dengang lyttede til. Der var ikke så mange andre tilbud!! I dag taler jeg hver søndag mellem 19 og 22 med unge i Danmarks Radios P3 – man kan lytte til en af samtalerne omkring klokken 20.30. Det er ikke direkte samtaler – de er redigerede og anonymiserede. De genudsendes tirsdag aften i P1 ved 23-tiden. Mange ønsker ikke at komme i radioen og det respekterer jeg.
Personligt
Jeg har været gift to gange – fra 1961 til 1968 med Claus Bryld – han er historiker og ham har jeg to børn med, Esben og Lea, født i 1965 og 1967. Min anden mand, Arne Gaardmand er arkitekt og ham har jeg Iben med – hun er fra 1977. Arne har fra sit første ægteskab to børn, Anders født i 1956 og Line, født i 1958,
Anders og Line har tilsammen tre børn , dreng født i 1983, pige født i 1985 og dreng født i 1987. Lea og Esben har tilsammen fire børn , en dreng født i 1994, tvillinger i 1997 og en dreng født i 1998.
Jeg har stort set været omgivet af børn og unge siden jeg var 25 år. Det har givet mig de vigtigste erfaringer.
Om forfatterskabet
I midten af 70´rne ringede forlagsredaktør Karen Margrethe Henriksen fra Gyldendal mig op og spurgte, om jeg havde lyst til at skrive en bog om Tværs, mit radioprogram for unge, der havde sendt i tre år på det tidspunkt. Det skulle være en opslagsbog om de problemer jeg behandlede i Tværs.
Jeg synes, det var en god ide. Havde for resten i mange år tænkt på at skrive, men fik for meget at gøre med familie, børn, skilsmisse, nye børn, nyt arbejde og hvad der fylder hverdagen i en kvindes liv. Denne opgave var rimelig tilgængelig. Jeg havde en masse stof og kunne arbejde på bogen indimellem alt det andet. Så i løbet af et halvt år lå mit første manuskript på Karen Margrethes bord, eller Karethe som vi kaldte hende. Hun var en fremragende redaktør. Læste manuskriptet hurtigt og meldte tilbage, at hun snarest ville udgive bogen. Enhver forfatter venter på redaktørens svar. Helst dagen efter man har afleveret. Men det er de færreste, der er så heldige. Ofte går der lang tid inden en forfatter hører fra forlagets redaktører. Der burde være en deadline for den slags. Det blev indledningen til mit forfatterskab af både skønlitterære og dokumentariske historier og og-så et par småbørnsbøger.
Jeg har altid elsket at skrive. I skolen legede jeg med noveller og digte, men havde slet ikke selvtil-lid nok til at realisere mine drømme, både om at skrive og synge. Tiden var en anden, jeg begyndte at læse og blev socialrådgiver i 1965, da jeg var 25 år. Det var et udmærket grundlag for at komme videre med at skrive. Jeg deltog ofte i socialpolitiske debatter i aviser og tidsskrifter, det betød at andre opfordrede mig til at lave radio og skrive mere og så en dag sad jeg i radioprogrammet "Tværs", der den 20.oktober 2002 - i år - har 30 års jubilæum og jeg har skrevet i snart lige så mange år.
Efter et par andre dokumentariske bøger, talte jeg med Karethe om at skrive en ungdomsroman. Hun fandt udbuddet for ringe og jeg huskede, at da jeg var ung fandtes stort set kun Puk-bøgerne og romanbladet, hvis man ikke som jeg læste Tarzan og Jane sammen med min fætter. Der var både lidt lir og spænding. Men der var intet af det, jeg længtes efter: Andres oplevelser med at være på vej ind i den forunderlige voksne verden, andres tanker om at være anderledes. Jeg og mine var dengang i 50´rne nødt til at søge kiosklitteraturen. Da jeg var omkring 18 år, begyndte jeg at læse Jean Genet og ham forstod jeg, til trods for de dystre emner om vold og had.
Liv og Alexander bøgerne blev skrevet fra 1982 til 1985 og er siden blevet udgivet i mange for-skellige udgaver. De læses stadig af unge fortrinsvis piger og jeg fik forleden et meget sødt brev fra en yngre kvinde, der havde opkaldt sin nu 6-årige datter efter Liv, fordi hun ønskede at hendes dat-ter skulle være som Liv og hun måtte fortælle mig, at det tegnede godt. Hun glædede sig allerede til at forære sin Liv-datter bogen i konfirmationsgave. Sådan noget er jo skønt at vide, men jeg tror ik-ke jeg kunne skrive netop den bog i dag.
Jeg skrev de tre bind, der nu er samlet i ét, i løbet af tre år, da mine egne børn var i nogenlunde samme alder som Liv og Alexander. Jeg troede, at jeg som en frisindet mor ikke ville komme til at opleve de sammenstød min mor havde med mig. Men jeg skulle blive klogere og det satte mig i gang med at tænke på min egen ungdom, der har været præget af dels min ret anderledes person og oplevelse af at være den eneste, der havde problemer. Og så mit opgør med enhver form for autori-tet. Det så jeg igen, da først min søn og siden min datter begyndte at vokse ud af mit skød, sådan rent bogstaveligt. Jeg elskede stadig at have dem på skødet, da de var over 10 år, elskede at nusse med dem og mærke forandringerne. Men de ville deres eget liv, de gad ikke omklamring eller ængstelse eller formaninger og jeg stod ofte uforstående over hvad jeg havde gjort forkert. Det var en af ho-vedårsagerne til at jeg begyndte at skrive Pige-Liv. Så blev jeg forelsket i både hende og Alexander og fortsatte med to nye bind. De kom til at leve deres eget liv - som enhver romanfigur, men der er meget, jeg genkender fra min egen ungdom og mit voksne liv med børn.
Jeg var faktisk begyndt at skrive det fjerde bind. Liv var på vej tilbage fra USA - Alexander svæ-vede stadig rundt i hashtåger og piger der ville redde ham og da jeg var nået 70 sider ind i historien, vidste jeg, at den kunne og ville jeg ikke skrive. Jeg kunne ikke bære, at Liv blev så pæn og rigtig og Alexander så skæv, så jeg besluttede, at hvis jeg ville tilbage til dem, måtte det være når de blev 40-45 år.
I stedet skrive jeg "En rift i huden" - om en utilpasset pige. Som jeg kender så godt både indefra og udefra.
I tiåret fra 1982 til 1992 skrev jeg de fleste af mine ungdomsromaner, omgivet af børn og tilgiftede børn og en ret tæt kontakt til subkulturen blandt unge i København, fordi jeg arbejdede som so-cialministeriets konsulent i Christiania og havde en nær kontakt til både bortløbne børn og unge i Christiania og til BZ-bevægelsen der foldede sig ud indtil 1986, da de for sidste gang forlod et besat hus og en besat gade. Det skrev jeg en dokumentarisk historie om sammen med andre kyndige: "Når lokummet brænder."
"Hvid som Sne" og "Talkshow" hører sammen, hvis man kan udtrykke det sådan. Om svigt og selvoptagethed, både hos de unge og de voksne. Det handler om individets selvopfattelse, om stort set kun at se sin egen navle fordi alt andet er uoverskueligt. Vi er i middel- og overklassemiljøerne, hvor det meste forties eller holdes på niveau med støvet under gulvtæppet. Hvad vi ikke taler om, kender vi intet til. Hvor det handler om at tilsløre og ikke afsløre. Det kommer der sjældent noget fornuftigt ud af - altså at afsløre. Tiden vil gøre dig klogere. Sådan er romanen om Nora også - for-tielsen handler i dette tilfælde om det måske vigtigste - et menneskes identitet. Jeg skrev bogen i 1995 til min yngste datter, som har Noras sind, blidt og stejlt i en skøn forening.
Det var den sidste ungdomsroman jeg skrev og vil formentlig også forblive det. Men hvem ved!! Jeg har rejst en del og skrevet bøger først og fremmest om mennesker i andre kulturer. "Smilende Rygge" om unge i Ghana skrev jeg, da jeg rejste med billedkunstneren Pernille Kløvedal Helweg og vore to teenagebørn. Vi mødte efterkommere af danske slavehandlere, der stadig boede hvor de havde levet og var blevet kulsorte igen, fordi der ikke siden havde været hvidt blod i omgangskred-sen.
Men Grønland er nok det land, der har betydet mest for min tid i fremmede kulturer. Jeg har aldrig forstået, at man overhovedet kan forestille sig Grønland som en del af Danmark. Det er en så for-skellig nation og selv om båndene til Danmark er til at se og høre, er forskellen i måde at tænke på ikke til at komme uden om. Grønlands natur er beskrevet i mange værker, menneskene derimod er næsten ikke synlige, med mindre de har haft en historisk betydning. Men ikke engang det. Det handler mere om danskere og deres bedrifter.
Grønland blev en del af Danmark i 1953 og har siden gennemgået en udvikling som ligner en tor-nado - fra et fanger- og fiskersamfund til et såkaldt civiliseret vesteruropæisk samfund. Det har gi-vet både mere velstand og velfærd, men sandelig også ar på sjælen som de fleste familier har tæt in-de på livet.
Nogle af dem sidder i det lukkede fængsel Herstedvester 12 km fra København - på ubestemt tid. Jeg har skrevet to bøger om denne gruppe af grønlændere, der for manges vedkommende ikke for-står dansk. "De Nederste i Herstedvester" og "Abel", den 18 årige dreng fra Narsaq, der i 1990 skød og dræbte syv af sine venner. Den første er en politisk dokumentarhistorie, der rejser spørgsmålet om menneskerettigheder, når man har besluttet at sende grønlændere der har begået alvorlige per-sonforbrydelser til afsoning i Danmark fordi man ikke råder over et lukket fængsel i Grønland. Ikke bare fjernes de fra familierne og deres land, det sker også på ubestemt tid. Det har været mit ønske at rejse en debat om dette emne og det skete. Men indtil nu sidder de der endnu.
Hvorfor nu interessere sig for de nederste, de mest mishandlede, som jeg også gjorde, da jeg skrev den dokumentariske hitorie "Ikke en Engel" om Nanna, der siden sin barndom var blevet mishand-let og misbrugt af sin far og som en aften ringer til Tværs for at søge om råd til at komme fri af denne psykopat af en mand? Det har også undret mig selv og dog. Jeg har altid levet med en for-nemmelse af at være anderledes, af en fundamental ensomhedsfølelse, selv om jeg både har haft familie og venner. Og så har jeg fra min tidlige barndom levet på kanten af miljøer, hvor der hver-ken var penge eller overskud til at trøste og hjælpe børnene. Jeg gik i en almindelig kommuneskole og oplevede uretfærdigheden meget stærkt. De ikke boglige røg ud af 7. klasse, nogle tissede i buk-serne af angst, andre fik tæsk af forældrene og andre igen levede i faretruende nærhed af andre børn, der mobbede dem til blodet flød ud af deres blege ansigt. Jeg har altid forsvaret dem, jeg vid-ste, jeg var bedre til at formulere mig, jeg turde råbe ad læreren og blev også smidt ud af klassen. De andre, de pæne og veltilpassede, troede jeg da, interesserede mig ikke en døjt. Det var oprører-ne, det var dem, de andre forkastede, jeg så noget i. For nogle blev det senere et oprør, for andre en lidelsesfuld tilpasning i et liv med neuroser og stadig selvundertrykkelse.
Men ellers vil jeg overlade til andre at tolke hvad de mener. Jeg er ligeglad. Jeg ved, hvad jeg har og hvad jeg kan - og det er vel ret vigtigt?
I det sidste år har jeg skrevet to bøger, eller rettere to og en halv. I 2000 begyndte jeg på en meget spændende roman fra krigens tid om forholdet mellem en tysk soldat og en dansk pige - den foregik et sted i Jylland hvor der var et udbytterigt samarbejde mellem tyskere og danskere. De fattige bønder kom til penge og tyskerne manglede aldrig arbejdskraft. Men så skete der noget på privat-fronten her i huset og jeg gik i stå fra den ene dag til den anden. Så nu ligger der et stykke historie i computeren og måske går jeg i gang om et par måneder. Jeg har aldrig prøvet at gå tilbage til et stof, jeg i den grad har researchet i og måske lykkes det aldrig. Men i sommeren 2001 gik jeg i gang med en bog om Hjemmestyrets Børn - det grønlandske hjemmestyre fylder snart 25 år og jeg synes, det kunne være sjovt at møde de unge, der blev født i hjemmestyreåret. Den bog udkommer til efteråret sammen med den anden bog, jeg har skrevet i de sidste måneder: "Tværs" hedder den og udkommer den 20.oktober på selve 30 års dagen. Det ældste radioprogram med den samme person - for unge!! Bogen handler dels om hvad der sker i mig og med de unge, jeg har kontakt med i løbet af en søn-dag aften og tilbageblik til dengang det hele startede. Har de unge ændret sig? Hvad betyder noget? Jeg glæder mig til at se begge bøger dampende varme fra trykkeriet og til at følge dem på vej ud til boghandlere og biblioteker.
Jeg har i den grad savnet at skrive i de par år, hvor der skete ting og sager. Men det er også nød-vendigt at tanke op, at tage ind og puste ud. Det har været skønt at mærke tangenterne omsætte tan-kerne og se bogstaver blive til ord på den tålmodige skærm. Tænk hvilken forandring fra dengang jeg skrev på almindelig skrivemaskine og måtte rette med blæk eller skrive det hele om. Hvilken verden - så foranderlig og dog?
Portættet er skrevet af forfatteren og opdateret af Fredensborg Bibliotekerbe og redaktionen
