Forfatter
Mette Winge
En gammeldags, moderne forfatter
Ladies in distress - kvinder i fare - kunne være overskriften på Mette Winges seks romaner, for de handler alle sammen om kvinder, der kommer ud i farlige situationer og for mystiske hændelser. Men det er alligevel ikke faren og spændingen, der er hele sagen. Winge ønsker også gennem sine skildringer at give et signalement af tiden og det omgivende samfund, og det er lige meget om det drejer sig om en historisk roman eller en samtidsroman.
Mette Winge har været inficeret med bøger, siden hun lærte at læse. Rekorden var syv bøger på én dag, og hendes foretrukne pigebog var "Tudemarie".
"Tudemarie" handler om en pige, som tit kommer galt af sted, men som alligevel klarer sig igennem, også fordi hun trods trangen til tårer har et godt humør og er meget opfindsom. Hun siger aldrig nej til gale streger. "Tudemarie" handler imidlertid også om København i 1880'erne, om rig og fattig, om fattigdom og rigtig nød - og denne blanding af karakter- og samfundsskildring finder man også i Winges romaner.
Bogglæden gav sig udslag i en bibliotekaruddannelse, senere en magisterkonferens i litteratur, og endelig skrev hun en doktorafhandling om danske børneromaner udgivet i tiden fra 1900 til 1945, og her fik "Tudemarie" en vigtig plads. Senere fulgte andre faglitterære bøger bl.a. om det litterære kredsløb, om pigeopdragelse og litterær kritik, og der var ikke noget som pegede på, at hun skulle begynde at skrive skønlitteratur.
En dag fik hun imidlertid en forbilledlig udgave af Charlotta Dorothea Biehls erindringer "Mit ubetydelige Levnetsløb" foræret, og hun begyndte at læse dette 1700-tals værk med nye øjne og stor begejstring, og mens hun læste om Jomfru Biehls besværlige, men spændende liv og om hendes forelskelse i Johan Bülow, som erindringerne er skrevet til, gjorde den gamle forfatterinde - for Biehl var Danmarks første professionelle kvindelige forfatter - sin entré i Mette Winges drømmeliv, har hun siden fortalt.
Biehl kom om natten, gik rundt i hendes lejlighed og kommanderede med hende. Det var tydeligt, at hun forlangte et eller andet. Og en nat krydsede Mette Winge så med Biehls velsignelse en flod - hun kan ikke beskrive det på anden måde - og begav sig ud i et for hende ukendt land, idet hun krøb ind i Biehls bevidsthed og prøvede at forestille sig, hvad hun havde tænkt og følt en dag, hun lå syg i sit kammer i sin lejlighed på hjørnet af Store Kongensgade og Kongens Nytorv. Winge oplevede hendes smerter, hendes længsler, hendes blik, som fulgte solens gang hen over kammervæggen - og Winge besluttede, at hun ville skrive en lille historie om det.
På dette tidspunkt havde Berlingske Tidende en kronikredaktør, der legede med kronikformen, og som havde opfundet en blandform, han kaldte for en fiktionskronik, og Winge skrev en sådan kronik med titlen "En morgen i Dorotheas liv". Og det blev begyndelsen. For kronikken blev genoptrykt og anmeldt, og en dag ringede forlæggeren Johannes Riis og spurgte, om hun ikke havde lyst til at skrive en historisk roman om Biehl.
Mette Winge har til Bogens Verden fortalt, at hun svarede, at "det kunne hun ikke", at "det havde hun aldrig prøvet", at "det havde hun ikke tid til", og at "hun i øvrigt kun var et fruentimmer", og alt mens hun stod og lod ordene løbe ud af sig, besluttede hun, at det ville hun nu alligevel forsøge. Senere opdagede hun, at Jomfru Biehl havde sagt nogenlunde de samme ord, da hun blev spurgt, om hun ville skrive en original komedie til Skuepladsen, dvs. Det Kongelige Teater.
Romanen, som kom ud af dette, hedder "Skriverjomfruen" med undertitlen "en guvernanteroman" (1988), og den blev en stor succes. Den er senere blevet genudgivet flere gange, og Mette Winge skrev den siden om til en stor monolog til skuespilleren Elin Reimer, og det blev et lykkeligt møde mellem en tekst og en skuespiller.
I "Skriverjomfruen" skildres Jomfru Biehls sidste tid. Hun er svækket, kan ikke komme ud og ikke gå til selskaber, og hun er forbitret både over den behandling teatret giver hende og over, at hendes store kærlighed, den langt yngre Johan Bülow har svigtet hende. Hun har en ung pige til hjælp, Lucie, og Lucie bliver sendt i byen både på den ene og anden måde, og det er gennem hendes klare, grå øjne, læseren oplever København og Sjælland i 1788. Lucie kommer som en ægte romanheltinde ud for alverdens ting, men hun klarer sig igennem.
Den følgende roman hed "Novemberlys" med undertitlen "en klunketidsroman" (1990), og den er henlagt til 1888. Det er i sin ydre form en kriminalroman, idet den handler om opklaringen af mordet på en ung mand af såkaldt god familie bosat i Bredgade.
I romanen arbejdes der med en række synsvinkelskift, idet de ti personer følges skiftevis, og beskrivelsen af deres oplevelser krydses med skildringen af opdageren Johannes Kroghs efterforskning. Johannes Krogh er en lidt vag person, udstyret med en række typiske detektiv-træk: han er klemt af sine overordnede, han har kærlighedssorger, en dominerende mor og en hjælper, der er stor og stærk og ikke helt så klog som ham selv.
Interessantest er skildringen af København under forvandling: vi er i en periode, hvor den gamle Guldalderby bag de snævre, men grønne volde blev til en moderne storby med nye, store boligkvarterer, hurtigt tjente formuer og stor fattigdom.
På samme måde som i "Skriverjomfruen" er hovedparten af kildematerialet malerier, tegninger og stik fra tiden, bl.a. ligger en række af brødrene Henningsens københavnermalerier indkapslet i romanen.
"Novemberlys" er blevet oversat til tysk.
I "Sandflugt", som har undertitlen "en kærlighedsroman" (1991), er handlingen henlagt til en nordsjællandsk sommerby, kaldet Lejet, og hovedpersonen Lise Sejersen er en kvindelig ejendomsmægler, der midt i kartoffelkur og andre besværligheder prøver at holde skindet på næsen og sælge huse, som næsten ikke lader sig sælge. Lise har en veninde Marion, der også forsøger at klare sig økonomisk igennem ved forskellige skiftende job. En dag dukker en charmerende englænder op på Lises kontor, Nigel hedder han, og han får hende til at hjælpe sig med gennem en stråmand at købe sig et sommerhus, hvilket udlændinge ikke må iflg. danske regler. Lise forelsker sig i ham, og snart begynder der at ske underlige ting, og de to kvinder bliver langsomt trukket ind i et spil, de ikke har nogen chance for at overskue. En tredje kvinde, Karen Brandes fra PET, kommer ind på banen, da det bliver alvor for Lise.
Gennem de huse Lise søger at sælge, får læseren et kuldslået signalement af et overflodssamfund på skrump.
"Sandflugt" udkom på svensk i efteråret 1996.
"Den sidste vinter" (1993) har som undertitel "en besættelsestids roman" og den handler om en dansk families liv fra oktober 1944 til juli 1945. Historien, der er hård og dramatisk, opleves gennem fire kvinders bevidsthed, nemlig den 9-årige Lone, hendes mor, Nina, mormoderen og endelig husets unge jyske husassistent. Mændene optræder kun som perifere personer. Mormoderen tager for at opmuntre en svagelig veninde op til sit sommerhus på Nordkysten af Sjælland, og her hjælper de en nedskudt engelsk flyver i land, gemmer ham og får fat i i Ninas mand, der er med i modstandsbevægelsen. Englænderen indhuses hos familien, og et kærlighedsforhold mellem Nina og den unge flyver udvikler sig.
Husassistenten møder en dag en høflig ung mand. De begynder at gå ud sammen, hun inviterer ham hjem en dag, hun skal passe børnene, mens forældrene er ude, og han er så underlig påtrængende og nysgerrig, finder hun. Men alligevel forelsker hun sig i ham - og det bliver en skæbnesvanger forelskelse for hende, lige som hendes forelskelse får uhyggelige følger for hele familien.
Igen er det tiden, der optager Winge, og bogen blev meget rost for sit præcise tidsbillede med rationeringsmærker, tørverøg og strømper af krasuld.
I 1994 udkom romanen "Grønt mørke", som har undertitlen "en koldtidsroman". Den handler om magtkampe og intriger i et stort medicinalfirma, kampe der udløses i et mord under et ophold på en kursusejendom. Karen Brandes fra "Sandflugt" får overdraget efterforskningssagen, den er svær at få hul på, og da hun privat har en række problemer, bliver det en vanskelig tid for hende.
Romanen rummer foruden hovedhistorien et fortællebånd, hvor et "du" beretter om sine oplevelser i en østeuropæisk, hed by, hvor luften står stille, og lyden af insektvinger er høj og skærende. I slutningen af bogen flettes de to historier sammen.
I 1996 udkom en lille roman "P-vagten", en kriminalfortælling tilrettelagt for voksne læsehandicappede. Den handler om en ung københavnsk parkeringsvagt, der på sine daglige runder i byen morer sig med at kigge både på biler og mennesker, og da han får indtryk af, at der er sket noget mystisk på et kontor, som han kigger ind ad vinduerne til, beslutter han sig for at undersøge sagen nærmere.
Også i 1996 udkom endvidere romanen "Når fisken fanger solen". I denne flettes tre historier sammen. Den ene handler om astronomen Tyge Brahes begavede søster, Sophie Brahe, som forelsker sig i guldmageren Erik Lange, der mister formue og ære på sin jagt på guldet. Sophie er tæt på sin berømte bror, og hun bliver den, der på en sindrig måde overdrager eftertiden svaret på spørgsmålet om, hvorfor Tyge Brahe forlod Danmark med hele sin familie til kongens, Christian d.4.'s store raseri.
Den anden historie er historien om den unge advokat Carsten, der en dag modtager en kasse med brevordnere og hæfter, som hans gamle kæreste, Lina, har skrevet. Hun er død under mystiske omstændigheder, og Carsten er ikke meget for at læse hendes papirer. Han gør det dog og trænger modvilligt ind i Linas liv og skriverier. Den tredje historie er Linas beretning om sit liv og sin forelskelse i en svensker, der bliver jagtet af nogle uhyggelige typer.
"Når fisken fanger solen" er et astrologisk udtryk, for på Sophies Brahes tid betød astrologien vældig meget, og ord og udtryk fra denne videnskab - for den blev betragtet som en videnskab omkring år 1600 - trængte sig ind andre steder, også i kærlighedslyrikken.
"Når fisken fanger solen er som Winges øvrige romaner spændende, men den vil som også nogle af disse tillige noget andet, nemlig fortælle om andre tider og disse tiders mennesker og samtidig også give en karakteristik af vores samtid.
Mette Winge skriver enkelt, men hun har en udviklet sans for uhygge, og hun kan snøre en dramatisk handling sammen, sådan at læserne føler, at de ikke kan lægge bogen fra sig, før de har læst den til ende.
To romaner for store piger hører også med til Mette Winges skønlitterære produktion, nemlig "Ri og redeligheden" og "Skyggen på hjørnet".
Biografien er udarbejdet af Mette Winge
Portrættet redigeres af Århus Kommunes Biblioteker
Foto: Rigmor Mydtskov
En gammeldags, moderne forfatter
Ladies in distress - kvinder i fare - kunne være overskriften på Mette Winges seks romaner, for de handler alle sammen om kvinder, der kommer ud i farlige situationer og for mystiske hændelser. Men det er alligevel ikke faren og spændingen, der er hele sagen. Winge ønsker også gennem sine skildringer at give et signalement af tiden og det omgivende samfund, og det er lige meget om det drejer sig om en historisk roman eller en samtidsroman.
Mette Winge har været inficeret med bøger, siden hun lærte at læse. Rekorden var syv bøger på én dag, og hendes foretrukne pigebog var "Tudemarie".
"Tudemarie" handler om en pige, som tit kommer galt af sted, men som alligevel klarer sig igennem, også fordi hun trods trangen til tårer har et godt humør og er meget opfindsom. Hun siger aldrig nej til gale streger. "Tudemarie" handler imidlertid også om København i 1880'erne, om rig og fattig, om fattigdom og rigtig nød - og denne blanding af karakter- og samfundsskildring finder man også i Winges romaner.
Bogglæden gav sig udslag i en bibliotekaruddannelse, senere en magisterkonferens i litteratur, og endelig skrev hun en doktorafhandling om danske børneromaner udgivet i tiden fra 1900 til 1945, og her fik "Tudemarie" en vigtig plads. Senere fulgte andre faglitterære bøger bl.a. om det litterære kredsløb, om pigeopdragelse og litterær kritik, og der var ikke noget som pegede på, at hun skulle begynde at skrive skønlitteratur.
En dag fik hun imidlertid en forbilledlig udgave af Charlotta Dorothea Biehls erindringer "Mit ubetydelige Levnetsløb" foræret, og hun begyndte at læse dette 1700-tals værk med nye øjne og stor begejstring, og mens hun læste om Jomfru Biehls besværlige, men spændende liv og om hendes forelskelse i Johan Bülow, som erindringerne er skrevet til, gjorde den gamle forfatterinde - for Biehl var Danmarks første professionelle kvindelige forfatter - sin entré i Mette Winges drømmeliv, har hun siden fortalt.
Biehl kom om natten, gik rundt i hendes lejlighed og kommanderede med hende. Det var tydeligt, at hun forlangte et eller andet. Og en nat krydsede Mette Winge så med Biehls velsignelse en flod - hun kan ikke beskrive det på anden måde - og begav sig ud i et for hende ukendt land, idet hun krøb ind i Biehls bevidsthed og prøvede at forestille sig, hvad hun havde tænkt og følt en dag, hun lå syg i sit kammer i sin lejlighed på hjørnet af Store Kongensgade og Kongens Nytorv. Winge oplevede hendes smerter, hendes længsler, hendes blik, som fulgte solens gang hen over kammervæggen - og Winge besluttede, at hun ville skrive en lille historie om det.
På dette tidspunkt havde Berlingske Tidende en kronikredaktør, der legede med kronikformen, og som havde opfundet en blandform, han kaldte for en fiktionskronik, og Winge skrev en sådan kronik med titlen "En morgen i Dorotheas liv". Og det blev begyndelsen. For kronikken blev genoptrykt og anmeldt, og en dag ringede forlæggeren Johannes Riis og spurgte, om hun ikke havde lyst til at skrive en historisk roman om Biehl.
Mette Winge har til Bogens Verden fortalt, at hun svarede, at "det kunne hun ikke", at "det havde hun aldrig prøvet", at "det havde hun ikke tid til", og at "hun i øvrigt kun var et fruentimmer", og alt mens hun stod og lod ordene løbe ud af sig, besluttede hun, at det ville hun nu alligevel forsøge. Senere opdagede hun, at Jomfru Biehl havde sagt nogenlunde de samme ord, da hun blev spurgt, om hun ville skrive en original komedie til Skuepladsen, dvs. Det Kongelige Teater.
Romanen, som kom ud af dette, hedder "Skriverjomfruen" med undertitlen "en guvernanteroman" (1988), og den blev en stor succes. Den er senere blevet genudgivet flere gange, og Mette Winge skrev den siden om til en stor monolog til skuespilleren Elin Reimer, og det blev et lykkeligt møde mellem en tekst og en skuespiller.
I "Skriverjomfruen" skildres Jomfru Biehls sidste tid. Hun er svækket, kan ikke komme ud og ikke gå til selskaber, og hun er forbitret både over den behandling teatret giver hende og over, at hendes store kærlighed, den langt yngre Johan Bülow har svigtet hende. Hun har en ung pige til hjælp, Lucie, og Lucie bliver sendt i byen både på den ene og anden måde, og det er gennem hendes klare, grå øjne, læseren oplever København og Sjælland i 1788. Lucie kommer som en ægte romanheltinde ud for alverdens ting, men hun klarer sig igennem.
Den følgende roman hed "Novemberlys" med undertitlen "en klunketidsroman" (1990), og den er henlagt til 1888. Det er i sin ydre form en kriminalroman, idet den handler om opklaringen af mordet på en ung mand af såkaldt god familie bosat i Bredgade.
I romanen arbejdes der med en række synsvinkelskift, idet de ti personer følges skiftevis, og beskrivelsen af deres oplevelser krydses med skildringen af opdageren Johannes Kroghs efterforskning. Johannes Krogh er en lidt vag person, udstyret med en række typiske detektiv-træk: han er klemt af sine overordnede, han har kærlighedssorger, en dominerende mor og en hjælper, der er stor og stærk og ikke helt så klog som ham selv.
Interessantest er skildringen af København under forvandling: vi er i en periode, hvor den gamle Guldalderby bag de snævre, men grønne volde blev til en moderne storby med nye, store boligkvarterer, hurtigt tjente formuer og stor fattigdom.
På samme måde som i "Skriverjomfruen" er hovedparten af kildematerialet malerier, tegninger og stik fra tiden, bl.a. ligger en række af brødrene Henningsens københavnermalerier indkapslet i romanen.
"Novemberlys" er blevet oversat til tysk.
I "Sandflugt", som har undertitlen "en kærlighedsroman" (1991), er handlingen henlagt til en nordsjællandsk sommerby, kaldet Lejet, og hovedpersonen Lise Sejersen er en kvindelig ejendomsmægler, der midt i kartoffelkur og andre besværligheder prøver at holde skindet på næsen og sælge huse, som næsten ikke lader sig sælge. Lise har en veninde Marion, der også forsøger at klare sig økonomisk igennem ved forskellige skiftende job. En dag dukker en charmerende englænder op på Lises kontor, Nigel hedder han, og han får hende til at hjælpe sig med gennem en stråmand at købe sig et sommerhus, hvilket udlændinge ikke må iflg. danske regler. Lise forelsker sig i ham, og snart begynder der at ske underlige ting, og de to kvinder bliver langsomt trukket ind i et spil, de ikke har nogen chance for at overskue. En tredje kvinde, Karen Brandes fra PET, kommer ind på banen, da det bliver alvor for Lise.
Gennem de huse Lise søger at sælge, får læseren et kuldslået signalement af et overflodssamfund på skrump.
"Sandflugt" udkom på svensk i efteråret 1996.
"Den sidste vinter" (1993) har som undertitel "en besættelsestids roman" og den handler om en dansk families liv fra oktober 1944 til juli 1945. Historien, der er hård og dramatisk, opleves gennem fire kvinders bevidsthed, nemlig den 9-årige Lone, hendes mor, Nina, mormoderen og endelig husets unge jyske husassistent. Mændene optræder kun som perifere personer. Mormoderen tager for at opmuntre en svagelig veninde op til sit sommerhus på Nordkysten af Sjælland, og her hjælper de en nedskudt engelsk flyver i land, gemmer ham og får fat i i Ninas mand, der er med i modstandsbevægelsen. Englænderen indhuses hos familien, og et kærlighedsforhold mellem Nina og den unge flyver udvikler sig.
Husassistenten møder en dag en høflig ung mand. De begynder at gå ud sammen, hun inviterer ham hjem en dag, hun skal passe børnene, mens forældrene er ude, og han er så underlig påtrængende og nysgerrig, finder hun. Men alligevel forelsker hun sig i ham - og det bliver en skæbnesvanger forelskelse for hende, lige som hendes forelskelse får uhyggelige følger for hele familien.
Igen er det tiden, der optager Winge, og bogen blev meget rost for sit præcise tidsbillede med rationeringsmærker, tørverøg og strømper af krasuld.
I 1994 udkom romanen "Grønt mørke", som har undertitlen "en koldtidsroman". Den handler om magtkampe og intriger i et stort medicinalfirma, kampe der udløses i et mord under et ophold på en kursusejendom. Karen Brandes fra "Sandflugt" får overdraget efterforskningssagen, den er svær at få hul på, og da hun privat har en række problemer, bliver det en vanskelig tid for hende.
Romanen rummer foruden hovedhistorien et fortællebånd, hvor et "du" beretter om sine oplevelser i en østeuropæisk, hed by, hvor luften står stille, og lyden af insektvinger er høj og skærende. I slutningen af bogen flettes de to historier sammen.
I 1996 udkom en lille roman "P-vagten", en kriminalfortælling tilrettelagt for voksne læsehandicappede. Den handler om en ung københavnsk parkeringsvagt, der på sine daglige runder i byen morer sig med at kigge både på biler og mennesker, og da han får indtryk af, at der er sket noget mystisk på et kontor, som han kigger ind ad vinduerne til, beslutter han sig for at undersøge sagen nærmere.
Også i 1996 udkom endvidere romanen "Når fisken fanger solen". I denne flettes tre historier sammen. Den ene handler om astronomen Tyge Brahes begavede søster, Sophie Brahe, som forelsker sig i guldmageren Erik Lange, der mister formue og ære på sin jagt på guldet. Sophie er tæt på sin berømte bror, og hun bliver den, der på en sindrig måde overdrager eftertiden svaret på spørgsmålet om, hvorfor Tyge Brahe forlod Danmark med hele sin familie til kongens, Christian d.4.'s store raseri.
Den anden historie er historien om den unge advokat Carsten, der en dag modtager en kasse med brevordnere og hæfter, som hans gamle kæreste, Lina, har skrevet. Hun er død under mystiske omstændigheder, og Carsten er ikke meget for at læse hendes papirer. Han gør det dog og trænger modvilligt ind i Linas liv og skriverier. Den tredje historie er Linas beretning om sit liv og sin forelskelse i en svensker, der bliver jagtet af nogle uhyggelige typer.
"Når fisken fanger solen" er et astrologisk udtryk, for på Sophies Brahes tid betød astrologien vældig meget, og ord og udtryk fra denne videnskab - for den blev betragtet som en videnskab omkring år 1600 - trængte sig ind andre steder, også i kærlighedslyrikken.
"Når fisken fanger solen er som Winges øvrige romaner spændende, men den vil som også nogle af disse tillige noget andet, nemlig fortælle om andre tider og disse tiders mennesker og samtidig også give en karakteristik af vores samtid.
Mette Winge skriver enkelt, men hun har en udviklet sans for uhygge, og hun kan snøre en dramatisk handling sammen, sådan at læserne føler, at de ikke kan lægge bogen fra sig, før de har læst den til ende.
To romaner for store piger hører også med til Mette Winges skønlitterære produktion, nemlig "Ri og redeligheden" og "Skyggen på hjørnet".
Biografien er udarbejdet af Mette Winge
Portrættet redigeres af Århus Kommunes Biblioteker
Foto: Rigmor Mydtskov
