Forfatter
Mark Twain
Fortælleren fra Mississippi. Om Mark Twains mangesidige forfatterskab
Det er de færreste bøger man kan læse som både 13- og 93-årig, men The Adventures of Tom Sawyer (Tom Sawyers eventyr 1876/1911) og Adventures of Huckleberry Finn (Huckleberry Finn 1884/1966) af Mark Twain (1835-1910) tilhører ikke desto mindre den sjældne katagori af klassikere, der ikke bare lader sig genlæse til alle tider, men også i alle aldre. Twains navn i europæisk litteratur forbindes først og fremmest med disse bøger og så med den lange række af humoristiske fortællinger han udgav, heriblandt historien "The Celebrated Jumping Frog of Calaveras County" fra 1865 (oversat som "Sprængfrøen" i samlingen Festlige Fortællinger, 1970), der blev hans litterære gennembrud. Forfatterskabet er dog langt mere facetteret og rigt end som så. Det rummer rejsebeskrivelser, essays, historiske romaner, detektivhistorier, foredrag, humoristiske skitser, debatindlæg og en autobiografi. Twain skrev stort set i alle genrer og i uanede mængder, og han oplevede i løbet af sit liv at blive fejret som en instution i amerikansk litteratur og kultur og bliver den dag i dag betragtet som en af de vigtigste amerikanske forfattere nogensinde.
Liv og værk
Mark Twain blev født den 30. november 1835 og fik det borgerlige navn Samuel Langhorne Clemens, men antog senere pseudonymet Mark Twain, som oprindeligt er et lodsudtryk, der angiver vandets dybde. Clemens fik inspirationen til sit senere så berømte navn, da han arbejdede som lods på Mississippi-floden, og Mississippi-området fylder i det hele taget en stor del af Twains liv og forfatterskab. Det var her han voksede op, nærmere bestemt i byen Hannibal, og det var her han henlagde handlingen i sine mest berømte værker, heriblandt romanerne om barndomsvennerne Huck Finn og Tom Sawyer og fortællingen om Pudd'nhead Wilson (1894/1985).
Fra en tidlig alder var Twain lidt af en altmuligmand, og gennem sit liv nåede han at have mange småjobs, der gav ham et godt kendskab til den almindelige mands liv. Kærligheden til det skrevne ord var dog den røde tråd hele tiden. Twain arbejdede både som bogtrykker, journalist og forlægger, men det var som forfatter, at han fik muligheden for at kombinere sin evne til at observere livet omkring sig og blande det op med sin frodige fantasi. Et af Twains utallige ordsprog og citater lyder netop: “Få først styr på sandheden, siden kan du forvrænge den, så meget du vil”.
Det var det Twain kunne: balancere på en knivsæg mellem fakta og fiktion. Uanset om han reporterede fra sine rejser til Europa, samlet i bøgerne The Innocents Abroad (Naive rejsende 1869/1884) og A Tramp Abroad (1880) eller skrev en blanding mellem fantasy og historisk ridderroman i The Prince and the Pauper (Fyrsten og tiggeren 1881/1881) og A Connecticut Yankee in Kings Arthur's Court (En Yankee hos Ridderne om det runde Bord 1889/1890), så havde han en uforlignelig evne til at forene realisme og fantasi på en måde, der var helt unik og ofte hylende morsom. Et eksempel på, hvordan Twain kunne bearbejde det samme materiale i både fiktiv og sandfærdig form og lade de to spor krydse hinanden, er hans autobiografi.
Twains officielle autobiografi blev publiceret I 1924 – 14 år efter forfatterens død I 1910. Det er en tyk bog, der samtidig bærer præg af Twains til tider digressive måde at organisere sit stof på. Her gives ikke nogen illusion om et tæt struktureret liv fra vugge til grav, men snarere et væld af anekdoter, der knopskyder ud og ind af hinanden i en frodig mangfoldighed. Meget tættere komponeret er fortællingen “A Burlesque Biography” ("Min selvbiografi" i Festlige fortællinger, 1970), der er at finde i novellesamlingen The $30,000 Bequest and Other Stories (1906). Til gengæld er denne historie så langt fra den “rigtige” sandhed, som man overhovedet kan komme. Forfatteren Mark Twain kan blandt andet afsløre, at visse medlemmer af familien er kendt under andre navne – for eksempel Jack The Ripper, Guy Fawkes og Rolf Blåskæg! Efter have opremset hele Twain-familiens usandsynlige genealogi slutter fortællingen på det tidspunkt, hvor fortælleren endelig skulle været kommet til sig selv:
“Men her slår en tanke mig: Min egen livshistorie vil virkelig frembyde meget fersk læsning efter alt, hvad jeg har berettet om mine forfædre, så det eneste rigtige er at vente med at skrive den, indtil jeg er blevet hængt. Hvilken lykke for det læsende publikum, hvis andre biografier ventede med at blive skrevet indtil denne begivenhed indtraf. Eller hvad synes De?”
Trods den fiktive forfatters indvending, så var Mark Twains liv ualmindeligt begivenhedsrigt. På trods af sin enorme skriftlige produktivitet, var han ikke en grå bogorm, der levede bag skrivebordet. Han rejste vidt omkring, tog del i livet og begejstredes for teknologiske fremskridt i en grad, så han ofte mistede store summer på de opfindelser, han investerede i. Resultatet blev, at han måtte tage på omfattende oplæsningsturneer for at undgå at gå fallit. Skrivningen var dog ikke bare løsningen på finansielle problemer, men også en form for terapi. Siden sin tidligste barndom havde han mærket livets alvor. I en alder af blot 11 år døde hans far, og broderen Henry, der omkom ved en ulykke I 1858, var blot én af flere søskende, han måtte miste. Også i den familie Twain selv stiftede, blev han konfronteret med en række smertelige tab, der satte sig dybe spor hos ham. Datteren Susy døde i 1896 og konen Olivia gik bort i 1904. Twain kendte indgående til livets mørke sider, og det overfladiske billede af ham som en sorgløs humorist, der til dels har præget den danske reception er ganske forfejlet. Når det er blevet sådan, så skyldes det den varme, der ofte er tilstede i hans fortællinger. Men denne varme må ikke forveksles med overfladiskhed. Twain er lige så dyb i sin menneskekundskab som Dostojevskij, men hvor denne forfatter tager udgangspunkt i mørket, så starter Twain med lyset. Han ser det komiske og forunderlige i de medmenneskelige relationer, men kan også være satirisk og samfundskritisk. Hans forfatterskab rummer alle følelser på den menneskelige palet.
Adventures of Huckleberry Finn. Begyndelsen på amerikansk litteratur
I 1876 kunne Twain udgive fortællingen The Adventures of Tom Sawyer, der skulle vise sig at blive en af hans mest succesfulde bøger. Med en handling, der udspiller sig i syden i området omkring Mississippi, hvor Twain selv voksede op, gives et portræt af drengen Tom og hans venskab med drengen Huck Finn, der perfekt fanger barndommens mysterier med tidlige forelskelser, eventyr og drengestreger. Tom Sawyer-figuren viste sig at være så effektiv, at han blev genbrugt som hovedperson i romanerne Tom Sawyer Abroad (1894) og Tom Sawyer, Detective (Tom som opdager 1896/1908). Han er imidlertid også en bifigur i Twains mest indflydelsesrige værk Adventures of Huckleberry Finn (1884), der var tænkt som en opfølger til Tom Sawyer. Allerede i Tom Sawyer mødte man drengen Huckleberry Finn, men kun som en bifigur. Senere skulle Huck altså få sin egen bog. De to bøger handler om det samme venskab, men personfokus er, som titlerne afslører, lagt forskelligt.
Man kan spørge hvorfor Adventures of Huckleberry Finn er kommet til at stå som det absolutte hovedværk af de to klassikere, der i det mindste på overfladen kan synes meget ens. En af grundene var, at Huckleberry Finn var en af de første bøger til at bruge regional dialekt i modsætning til Tom Sawyers mere "rene" sprog. Derudover bliver handlingen i Huckleberry Finn, hvor de to drenge sejler op af Mississippi-floden med den sorte slave Jim, mere end blot et uskyldigt eventyr. Det bliver en social allegori, en kritik af samfundsforholdene og en hyldest til den amerikanske drøm om frihed. Sproget bliver en social markør, som i det mindste i drengeverdenen kan overskrides. Tom, Huck og Jim kommer nemlig fra forskellige samfundslag. Tom lever et ubekymret liv i den amerikanske middelklasse, mens Huck kommer fra et socialt belastet miljø med en voldelig, fordrukken far, og Jim er allernederst på rangstigen, idet han ikke engang ejer sit eget liv. Ganske subtilt viser Twain, hvordan sproget er bundet til opfattelsen af samfundsklasse, hvor sætninger og ordvalg forbindes med identitet. Personerne er i for sig stereotyper, men samtidig er de mennesker af kød og blod, og gennem Jims primitive sprog aner man et hjerte af guld. Turen op ad floden viser, at det er muligt bogstaveligt og metaforisk at være i samme båd, men det amerikanske samfund på Twains tid med raceadskillelse og fattigdom viste noget ganske andet.
Udover at indeholde en stadig aktuel samfundskritik og udstilling af samfundsmæssige stereotyper er Huckleberry Finn også et eksempel på en særlig amerikansk måde at skrive på, som i høj grad indarbejder landskabet i sproget. Det er ikke tilfældigt, at både William Faulkner (1897-1962) og Ernest Hemingway (1899-1961) har hyldet Twain for at være den første egentlige amerikanske forfatter. Hvor kanoniske amerikanske forfattere som Herman Melville (1819-1891) og Henry James (1843-1916) er bundet af den vesteuropæiske arv med en meget finlitterær, mangetydig, ciseleret skrift, så er Twains skrivemåde mere ukunstlet, men ikke mindre virtuos. Han kunne få almindelige, grove hverdagssætninger til at synge med poesi og varme. Han så på de ting, der omgav ham, mennesker og natur og forvandlede dem til fortællinger. Det, digteren Walt Whitman (1819-1892) gjorde for lyrikken med sine frie vers, gjorde Twain for prosaen med sin fabulerende hverdagsprosa. Han nedbrød de finlitterære konventioners spændetrøje. Det vigtigste våben i den forbindelse var humoren.
Humor og fortælleglæde
Man har nogle gange med en lidt nedlandede tone betegnet Twain som humorist, hvad han så sandelig også var. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at for Twain var humor og det at fortælle en god historie en kunstart og ikke nogen halvlummer beskæftigelse. Den bedste indgang til brugen af humor i forfatterskabet er essayet "How to tell a Story" ("Om at fortælle en historie" 1897/1976), hvor Twain giver en masterclass i at fortælle en god humoristisk historie:
"Der er mange slags historier til, men der er kun én rigtig vanskelig slags, nemlig den humoristiske. Det er den, jeg i hovedsagen vil sige noget om. Den humoristiske er amerikansk, den komiske er engelsk og den vittige fransk. Den humoristiske fortællings virkning beror i høj grad på måden, den fortælles på, medens den komiske og vittige mere afhænger af, hvad, der fortælles. Den humoristiske fortælling kan der spindes på næsten i det uendelige - man kan gøre ved den, omtrent hvad man vil, men den komiske og vittige historie skal være kort og føre op til en pointe. Den humoristiske fortælling bobler pludrende af sted, mens de andre brister med et smæld."
Twains skrifter er netop karakteriseret ved en fortællende pludren, hvor utallige digressioner, indskud og pauser skaber en egen inciterende rytme. De skæve detaljer kommer ligesom ind fra siden og virker ikke som en kalkuleret effekt. Twains humor er, i mangel af et bedre ord, naturlig, men den bygger også på en dyb menneskekundskab, der gør ham til en stor forfatter og ikke blot en blændende humorist.
Den franske filosof Henri Bergson (1859-1941) definerede latteren som noget negativt, fordi den ifølge ham fungerede ekskluderende. Hos Twain er latteren derimod inkluderende. Han har et usvigeligt blik for menneskelige svagheder og særheder og bruger dem ofte humoristisk ved at forstørre dem op til det groteske, men det sker med en godmodig varme og forståelse, som i stedet for at appellere til udstødelsen spiller på genkendelsen hos læseren. Hos Twain griner man ikke af hinanden, men med hinanden. Ydermere er han et eksempel på, hvordan populærkultur og dannelse ikke behøver at udelukke hinanden. God kunst kan også være underholdende. Twain er en fortæller af de sjældne. De fleste kan gøre sig morsom på andres bekostning, men de færreste få læseren til at grine af sig selv: heri består hans humanistiske humor.
Hvor skal man starte?
I modsætningen til andre forfatterskaber er der hos Mark Twain ikke på samme måde en fast defineret kanon, man skal igennem. Har man først læst Huckleberry Finn og Tom Sawyer og et udvalg af hans fortællinger, så kan det anbefales at fare vild i den enorme bibliografi. Vil man have lidt styr på sin læsning og samtidig få en fornemmelse af bredden i forfatterskabet, kan man dog orientere sig genremæssigt. En ide kunne være at læse en rejsebog (f.eks. Naive Rejsende), hans autobiografi, en historisk inspireret roman (f.eks. En Yankee hos Ridderne om det runde Bord), den dystre krimihistorie Pudd'nhead Wilson og et udvalg af hans essays. Uanset hvad, kan man næsten ikke undgå at få en god læseoplevelse. Forfatteren er generelt så sprudlende og velskrivende, at det næsten er umuligt at gå galt i byen, uanset hvad man vælger. Det skal dog bemærkes, at langt fra hele forfatterskabet er tilgængeligt på dansk og en del er bearbejdede børnebogsudgaver og meget gamle oversættelser. Ole Storms oversættelser, der blandt andet kan findes i dobbeltbindet Mark Twain og Mr. Samuel L. Clemens og Mark Twains Verden, Lademann, 1978, er solide og et godt udgangspunkt for læsning af Twain på dansk.
af cand. mag. Jakob Bækgaard
Fortælleren fra Mississippi. Om Mark Twains mangesidige forfatterskab
Det er de færreste bøger man kan læse som både 13- og 93-årig, men The Adventures of Tom Sawyer (Tom Sawyers eventyr 1876/1911) og Adventures of Huckleberry Finn (Huckleberry Finn 1884/1966) af Mark Twain (1835-1910) tilhører ikke desto mindre den sjældne katagori af klassikere, der ikke bare lader sig genlæse til alle tider, men også i alle aldre. Twains navn i europæisk litteratur forbindes først og fremmest med disse bøger og så med den lange række af humoristiske fortællinger han udgav, heriblandt historien "The Celebrated Jumping Frog of Calaveras County" fra 1865 (oversat som "Sprængfrøen" i samlingen Festlige Fortællinger, 1970), der blev hans litterære gennembrud. Forfatterskabet er dog langt mere facetteret og rigt end som så. Det rummer rejsebeskrivelser, essays, historiske romaner, detektivhistorier, foredrag, humoristiske skitser, debatindlæg og en autobiografi. Twain skrev stort set i alle genrer og i uanede mængder, og han oplevede i løbet af sit liv at blive fejret som en instution i amerikansk litteratur og kultur og bliver den dag i dag betragtet som en af de vigtigste amerikanske forfattere nogensinde.
Liv og værk
Mark Twain blev født den 30. november 1835 og fik det borgerlige navn Samuel Langhorne Clemens, men antog senere pseudonymet Mark Twain, som oprindeligt er et lodsudtryk, der angiver vandets dybde. Clemens fik inspirationen til sit senere så berømte navn, da han arbejdede som lods på Mississippi-floden, og Mississippi-området fylder i det hele taget en stor del af Twains liv og forfatterskab. Det var her han voksede op, nærmere bestemt i byen Hannibal, og det var her han henlagde handlingen i sine mest berømte værker, heriblandt romanerne om barndomsvennerne Huck Finn og Tom Sawyer og fortællingen om Pudd'nhead Wilson (1894/1985).
Fra en tidlig alder var Twain lidt af en altmuligmand, og gennem sit liv nåede han at have mange småjobs, der gav ham et godt kendskab til den almindelige mands liv. Kærligheden til det skrevne ord var dog den røde tråd hele tiden. Twain arbejdede både som bogtrykker, journalist og forlægger, men det var som forfatter, at han fik muligheden for at kombinere sin evne til at observere livet omkring sig og blande det op med sin frodige fantasi. Et af Twains utallige ordsprog og citater lyder netop: “Få først styr på sandheden, siden kan du forvrænge den, så meget du vil”.
Det var det Twain kunne: balancere på en knivsæg mellem fakta og fiktion. Uanset om han reporterede fra sine rejser til Europa, samlet i bøgerne The Innocents Abroad (Naive rejsende 1869/1884) og A Tramp Abroad (1880) eller skrev en blanding mellem fantasy og historisk ridderroman i The Prince and the Pauper (Fyrsten og tiggeren 1881/1881) og A Connecticut Yankee in Kings Arthur's Court (En Yankee hos Ridderne om det runde Bord 1889/1890), så havde han en uforlignelig evne til at forene realisme og fantasi på en måde, der var helt unik og ofte hylende morsom. Et eksempel på, hvordan Twain kunne bearbejde det samme materiale i både fiktiv og sandfærdig form og lade de to spor krydse hinanden, er hans autobiografi.
Twains officielle autobiografi blev publiceret I 1924 – 14 år efter forfatterens død I 1910. Det er en tyk bog, der samtidig bærer præg af Twains til tider digressive måde at organisere sit stof på. Her gives ikke nogen illusion om et tæt struktureret liv fra vugge til grav, men snarere et væld af anekdoter, der knopskyder ud og ind af hinanden i en frodig mangfoldighed. Meget tættere komponeret er fortællingen “A Burlesque Biography” ("Min selvbiografi" i Festlige fortællinger, 1970), der er at finde i novellesamlingen The $30,000 Bequest and Other Stories (1906). Til gengæld er denne historie så langt fra den “rigtige” sandhed, som man overhovedet kan komme. Forfatteren Mark Twain kan blandt andet afsløre, at visse medlemmer af familien er kendt under andre navne – for eksempel Jack The Ripper, Guy Fawkes og Rolf Blåskæg! Efter have opremset hele Twain-familiens usandsynlige genealogi slutter fortællingen på det tidspunkt, hvor fortælleren endelig skulle været kommet til sig selv:
“Men her slår en tanke mig: Min egen livshistorie vil virkelig frembyde meget fersk læsning efter alt, hvad jeg har berettet om mine forfædre, så det eneste rigtige er at vente med at skrive den, indtil jeg er blevet hængt. Hvilken lykke for det læsende publikum, hvis andre biografier ventede med at blive skrevet indtil denne begivenhed indtraf. Eller hvad synes De?”
Trods den fiktive forfatters indvending, så var Mark Twains liv ualmindeligt begivenhedsrigt. På trods af sin enorme skriftlige produktivitet, var han ikke en grå bogorm, der levede bag skrivebordet. Han rejste vidt omkring, tog del i livet og begejstredes for teknologiske fremskridt i en grad, så han ofte mistede store summer på de opfindelser, han investerede i. Resultatet blev, at han måtte tage på omfattende oplæsningsturneer for at undgå at gå fallit. Skrivningen var dog ikke bare løsningen på finansielle problemer, men også en form for terapi. Siden sin tidligste barndom havde han mærket livets alvor. I en alder af blot 11 år døde hans far, og broderen Henry, der omkom ved en ulykke I 1858, var blot én af flere søskende, han måtte miste. Også i den familie Twain selv stiftede, blev han konfronteret med en række smertelige tab, der satte sig dybe spor hos ham. Datteren Susy døde i 1896 og konen Olivia gik bort i 1904. Twain kendte indgående til livets mørke sider, og det overfladiske billede af ham som en sorgløs humorist, der til dels har præget den danske reception er ganske forfejlet. Når det er blevet sådan, så skyldes det den varme, der ofte er tilstede i hans fortællinger. Men denne varme må ikke forveksles med overfladiskhed. Twain er lige så dyb i sin menneskekundskab som Dostojevskij, men hvor denne forfatter tager udgangspunkt i mørket, så starter Twain med lyset. Han ser det komiske og forunderlige i de medmenneskelige relationer, men kan også være satirisk og samfundskritisk. Hans forfatterskab rummer alle følelser på den menneskelige palet.
Adventures of Huckleberry Finn. Begyndelsen på amerikansk litteratur
I 1876 kunne Twain udgive fortællingen The Adventures of Tom Sawyer, der skulle vise sig at blive en af hans mest succesfulde bøger. Med en handling, der udspiller sig i syden i området omkring Mississippi, hvor Twain selv voksede op, gives et portræt af drengen Tom og hans venskab med drengen Huck Finn, der perfekt fanger barndommens mysterier med tidlige forelskelser, eventyr og drengestreger. Tom Sawyer-figuren viste sig at være så effektiv, at han blev genbrugt som hovedperson i romanerne Tom Sawyer Abroad (1894) og Tom Sawyer, Detective (Tom som opdager 1896/1908). Han er imidlertid også en bifigur i Twains mest indflydelsesrige værk Adventures of Huckleberry Finn (1884), der var tænkt som en opfølger til Tom Sawyer. Allerede i Tom Sawyer mødte man drengen Huckleberry Finn, men kun som en bifigur. Senere skulle Huck altså få sin egen bog. De to bøger handler om det samme venskab, men personfokus er, som titlerne afslører, lagt forskelligt.
Man kan spørge hvorfor Adventures of Huckleberry Finn er kommet til at stå som det absolutte hovedværk af de to klassikere, der i det mindste på overfladen kan synes meget ens. En af grundene var, at Huckleberry Finn var en af de første bøger til at bruge regional dialekt i modsætning til Tom Sawyers mere "rene" sprog. Derudover bliver handlingen i Huckleberry Finn, hvor de to drenge sejler op af Mississippi-floden med den sorte slave Jim, mere end blot et uskyldigt eventyr. Det bliver en social allegori, en kritik af samfundsforholdene og en hyldest til den amerikanske drøm om frihed. Sproget bliver en social markør, som i det mindste i drengeverdenen kan overskrides. Tom, Huck og Jim kommer nemlig fra forskellige samfundslag. Tom lever et ubekymret liv i den amerikanske middelklasse, mens Huck kommer fra et socialt belastet miljø med en voldelig, fordrukken far, og Jim er allernederst på rangstigen, idet han ikke engang ejer sit eget liv. Ganske subtilt viser Twain, hvordan sproget er bundet til opfattelsen af samfundsklasse, hvor sætninger og ordvalg forbindes med identitet. Personerne er i for sig stereotyper, men samtidig er de mennesker af kød og blod, og gennem Jims primitive sprog aner man et hjerte af guld. Turen op ad floden viser, at det er muligt bogstaveligt og metaforisk at være i samme båd, men det amerikanske samfund på Twains tid med raceadskillelse og fattigdom viste noget ganske andet.
Udover at indeholde en stadig aktuel samfundskritik og udstilling af samfundsmæssige stereotyper er Huckleberry Finn også et eksempel på en særlig amerikansk måde at skrive på, som i høj grad indarbejder landskabet i sproget. Det er ikke tilfældigt, at både William Faulkner (1897-1962) og Ernest Hemingway (1899-1961) har hyldet Twain for at være den første egentlige amerikanske forfatter. Hvor kanoniske amerikanske forfattere som Herman Melville (1819-1891) og Henry James (1843-1916) er bundet af den vesteuropæiske arv med en meget finlitterær, mangetydig, ciseleret skrift, så er Twains skrivemåde mere ukunstlet, men ikke mindre virtuos. Han kunne få almindelige, grove hverdagssætninger til at synge med poesi og varme. Han så på de ting, der omgav ham, mennesker og natur og forvandlede dem til fortællinger. Det, digteren Walt Whitman (1819-1892) gjorde for lyrikken med sine frie vers, gjorde Twain for prosaen med sin fabulerende hverdagsprosa. Han nedbrød de finlitterære konventioners spændetrøje. Det vigtigste våben i den forbindelse var humoren.
Humor og fortælleglæde
Man har nogle gange med en lidt nedlandede tone betegnet Twain som humorist, hvad han så sandelig også var. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at for Twain var humor og det at fortælle en god historie en kunstart og ikke nogen halvlummer beskæftigelse. Den bedste indgang til brugen af humor i forfatterskabet er essayet "How to tell a Story" ("Om at fortælle en historie" 1897/1976), hvor Twain giver en masterclass i at fortælle en god humoristisk historie:
"Der er mange slags historier til, men der er kun én rigtig vanskelig slags, nemlig den humoristiske. Det er den, jeg i hovedsagen vil sige noget om. Den humoristiske er amerikansk, den komiske er engelsk og den vittige fransk. Den humoristiske fortællings virkning beror i høj grad på måden, den fortælles på, medens den komiske og vittige mere afhænger af, hvad, der fortælles. Den humoristiske fortælling kan der spindes på næsten i det uendelige - man kan gøre ved den, omtrent hvad man vil, men den komiske og vittige historie skal være kort og føre op til en pointe. Den humoristiske fortælling bobler pludrende af sted, mens de andre brister med et smæld."
Twains skrifter er netop karakteriseret ved en fortællende pludren, hvor utallige digressioner, indskud og pauser skaber en egen inciterende rytme. De skæve detaljer kommer ligesom ind fra siden og virker ikke som en kalkuleret effekt. Twains humor er, i mangel af et bedre ord, naturlig, men den bygger også på en dyb menneskekundskab, der gør ham til en stor forfatter og ikke blot en blændende humorist.
Den franske filosof Henri Bergson (1859-1941) definerede latteren som noget negativt, fordi den ifølge ham fungerede ekskluderende. Hos Twain er latteren derimod inkluderende. Han har et usvigeligt blik for menneskelige svagheder og særheder og bruger dem ofte humoristisk ved at forstørre dem op til det groteske, men det sker med en godmodig varme og forståelse, som i stedet for at appellere til udstødelsen spiller på genkendelsen hos læseren. Hos Twain griner man ikke af hinanden, men med hinanden. Ydermere er han et eksempel på, hvordan populærkultur og dannelse ikke behøver at udelukke hinanden. God kunst kan også være underholdende. Twain er en fortæller af de sjældne. De fleste kan gøre sig morsom på andres bekostning, men de færreste få læseren til at grine af sig selv: heri består hans humanistiske humor.
Hvor skal man starte?
I modsætningen til andre forfatterskaber er der hos Mark Twain ikke på samme måde en fast defineret kanon, man skal igennem. Har man først læst Huckleberry Finn og Tom Sawyer og et udvalg af hans fortællinger, så kan det anbefales at fare vild i den enorme bibliografi. Vil man have lidt styr på sin læsning og samtidig få en fornemmelse af bredden i forfatterskabet, kan man dog orientere sig genremæssigt. En ide kunne være at læse en rejsebog (f.eks. Naive Rejsende), hans autobiografi, en historisk inspireret roman (f.eks. En Yankee hos Ridderne om det runde Bord), den dystre krimihistorie Pudd'nhead Wilson og et udvalg af hans essays. Uanset hvad, kan man næsten ikke undgå at få en god læseoplevelse. Forfatteren er generelt så sprudlende og velskrivende, at det næsten er umuligt at gå galt i byen, uanset hvad man vælger. Det skal dog bemærkes, at langt fra hele forfatterskabet er tilgængeligt på dansk og en del er bearbejdede børnebogsudgaver og meget gamle oversættelser. Ole Storms oversættelser, der blandt andet kan findes i dobbeltbindet Mark Twain og Mr. Samuel L. Clemens og Mark Twains Verden, Lademann, 1978, er solide og et godt udgangspunkt for læsning af Twain på dansk.
af cand. mag. Jakob Bækgaard
