Forfatter
Jerome David Salinger
J.D. Salingers hovedværk "Forbandede Ungdom" beskriver puberteten så intenst, at genkendeligheden gør bogen uafhængig af tid og sted. Og så er den ganske enkelt også morsom
Forfatteren Jerome David Salinger er blevet verdensberømt på én bog: The Catcher in the Rye. Denne bog blev udgivet første gang i 1945 og udkom på snart sagt alle verdens sprog i løbet af de følgende ti år. På dansk kom den under titlen Forbandede ungdom første gang i 1953.
Salinger er en yderst privat person , der stort set aldrig har givet interviews og som kun har publiceret fiktion i årene 1939 – 1959. Og det er et åbent spørgsmål, om han har udgivet andre romaner: Hans sidste skrift overhovedet Seymour, an Introduction fra 1959, var fra hans side tænkt som en roman, men den er som regel både i USA og resten af verden udgivet sammen med Raise high the Roof Beam, Carpenter, der er en fem år ældre novelle.
I alt har han udgivet fire bøger: The Catcher in the Rye, Nine Stories, Franny and Zooey og Raise High…, men han har udgivet lidt flere noveller, da han i hele den aktive del af sin forfatterkarriere foretrak at skrive "short fiction" til magasiner. Han debuterede således i Ursinus Weekly, hvor han i tre afsnit fik udgivet novellen Skipped Diploma i 1938.
Hans noveller er næsten alle om familien Glass: en ret velhavende familie fra det centrale New York City. Da han hele sit liv har forsøgt at undgå journalister og folk, der skriver levnedsbeskrivelser, er det vanskeligt at vide, hvor selvbiografisk han opfatter Glass-familien, men en del træk har de til fælles med hans egen baggrund: Forældrene, Bessie og Les i Glass-familien er kosmopolitiske – faderen med en jødisk baggrund, moderen katolsk. Det har de til fælles med familien Salinger. Begge familier bor også nær Central Park, og begge familier er børnerige. Men der er også tydelige forskelle: forældrene "Glass" er forhenværende kabaretstjerner, der har rejst over det meste af verden med dansenumre. Hr. Salinger senior var slagter og importør af skinker, hans kone var hjemmearbejdende husmor.
Fælles for familierne er ligeledes, at 2. verdenskrig kommer til at spille en afgørende rolle. Den største helt i J.D. Salingers univers er så afgjort den ældste storebror Seymour. Den angivne fortæller i mange af novellerne er familien Glass` næstældste barn, sønnen Buddy, der i hele sin opvækst deler værelse med Seymour, og sammen bliver de lidt senere næsten i forældrenes sted for de yngre børn. Hele familien består af særdeles intelligente personer, men alle anser de Seymour for langt den mest geniale af dem. Men Seymour, der kommer igennem krigen efter at have gjort aktiv tjeneste, kommer aldrig over krigen, med det resultat, at han bliver væk fra sit eget bryllup, fordi han ikke "kan klare så megen lykke". Senere bliver Seymour dog gift med sin udkårne i al hemmelighed, men på selve bryllupsrejsen vælger han ar begå selvmord ved at skyde sig. Et ganske diskret selvmord, men alligevel det mest traumatiske overhovedet i Salingers forfatterskab, og det, der sætter forfatterskabet i stå, efter at Salinger i Seymour; en introduktion har forsøgt at skildre, hvorfor det var nødvendigt.
De øvrige børn i Glass-familien er søsteren Boo Boo, tvillingerne Walt og Walker (Walt dør ung), og de to efternølere: skuespilleren Zooey og lillesøster Franny. Det mest interessante, man når at høre om Walt og Walker er i øvrigt, at de i en kort periode har en klassekammerat, der hedder "Holden Caulfield". Boo Boo er bl.a.. hovedperson i en novelle, hvor det viser sig, at hendes ægtemand ikke kan lide jøder. Familiens forhold til religionerne kommer også stærkt ind i novellerne om Franny og Zooey, hvor Franny som collegestuderende får et nervesammenbrud efter at have læse den opbyggelige russiske fortælling om En pilgrimsvandring.
Moderen Bessie Glass er ikke intellektuel, men hun er meget stolt af, at alle hendes fem sønner har optrådt i det faste ugentlige radioprogram "Kloge børn", der løb fra 1927 frem til 1943.
Familien Glass betyder meget for forfatteren J.D. Salinger, men det blev ikke dem, der skabte hans berømmelse. Det gjorde i stedet klassekammeraten Holden Caulfield. Han er helt igennem samme type, som børnene i Glass-familien, og hans lillesøster Phoebe, som har en helt central placering i Holdens liv, minder på mange måder om Franny Glass. Såvel Franny som Phoebe er efternølere i familierne, men så velbegavede, at de forstår deres lidt ældre brødre intuitivt, og det er såmænd nok Phoebes skyld, at The Catcher in the Rye ikke er en tragedie.
På dansk havde bogen først titlen: Forbandede ungdom, da den i 1953 kom i Vibeke Cerris oversættelse. Det var en fremragende titel: ørehængende og let at huske. At den så ikke sagde så meget om selve bogen, betød nok i sin tid mindre for bogkøberne.
Først må man sige, at titlen ikke kan oversættes. Klaus Rifbjerg har dog i sin nyoversættelse forsøgt det: hans Griberen i rugen er i hvert tilfælde en direkte oversættelse, og den siger en del om bogenes indhold, men den ville nok ikke have hjulpet et debutværk på vej.
Hovedpersonen Holden Caulfield har et helt igennem besværligt liv. Men han har som barn hørt en sang der lød "When a body catch a body, coming through the rye" Det er en sang han kan bruge til noget. Han synes stort set at al arbejde nuomdage er ligegyldigt og lettere fordummende. Men her er noget, han kunne tænke sig: At bo ved en klippeskrænt og redde de børn, der leger i rugmarken, fra at falde ud og slå sig ihjel. Det vil har gerne bruge sit liv på – det er et nyttigt arbejde. Desværre er det bare en romantisk kærlighedssang af Robert Burns, og omkvædet hedder naturligvis: "When a body meets a body…" . Det er lillesøster Phoebe, der opdager hans fejltagelse, men hun fortæller ham det så blidt, at han mener, han kan beholde sin drøm…
Men Holdens liv er besværligt: Hans velhavende New Yorker-forældre har forsøgt at få ham igennem et nogenlunde normalt amerikansk skoleforløb, ved at sætte ham i forskellige privatskoler, men han dumper ustandseligt. Diverse lærere er enige om, at han er en velbegavet elev, men læse lektier vil han ikke. Han læser glad og gerne skønlitteratur – og kun den del han selv synes om – men han kan ikke bestå andet end engelsk. I år er han 16, og nu skal han til at bestå nogle eksaminer, for at kunne komme videre i skoleforløbet. Så på endnu en dyr privatskole skal han til jul gå op til fem eksaminer. Han består i engelsk: han kan skrive stile, der får topkarakter næsten uanset emnet (og hvilken skole han går på), men han dumper altså i alle de fire andre fag, så inden juleferien vil han blive bortvist. Handlingen udspiller sig de sidste dage før juleferien: Han bor på værelse med en pigebedårer, der har lokket Holdens eneste veninde på skolen på en date. Det resulterer naturligvis i et slagsmål – ret udramatisk, men Holden er ikke sportsmand, hvad kammeraten er, så han får naturligvis nok tæv. Herefter tager han sin fine rejseskrivemaskine, sælger den til langt under prisen og tager hjem til New York fire dage for tidligt. Men han tager ikke hjem: han tager ind på et billigt hotel, for at bo der til han skal hjem til jul for at have sine formaningstaler af forældrene.
Salinger bruger genialt både tiden på skolen og – især – tiden på hotellet i New York, til at vise, hvor forløjet og falsk alt i det moderne USA er. Der er ikke tale om den nøgterne videnskabelige sandhed, men om en verden set gennem øjnene af en forvirret og fortvivlet ung mand, der hverken kan forså sig selv, sin seksualitet eller de voksnes verden. Men det hele er fordrejet på en så elegant måde, at langt de fleste unge mænd stadig – og gennem de godt 50 år siden bogens fremkomst – kan nikke genkendende til det hele. Holden Caulfield bliver snydt og bedraget stort set, hvor han kan blive det; men han forsøger også selv at bedrage sine omgivelser, som f. eks. når han går på bar og ihærdigt forsøger at give de øvrige gæster, det indtryk, at han er særdeles drikfældig, skønt han i virkeligheden endnu ikke er gammel nok til at få serveret spiritus. Hans penge får alt for hurtigt ben at gå på, bl.a. fordi en alfons tæver ham til at give ekstra betaling til en luder, som han så absolut ikke har været i gang med, så til sidst forsøger han at krybe i skjul hos en tidligere engelsklærer, han har haft et godt forhold til. Han modtages også yderst venligt, men senere på natten vågner han ved, at læreren gør meget direkte homoseksuelle tilnærmelser til ham.
Det menneske, der reder ham ud af krisen, er lillesøster Phoebe. Ganske enkelt ved at tro på ham og forstå ham. Det giver ham overskud til at tage hjem og tage skraldet. I et kort afsluttende kapitel forstår man, at han i løbet af julen har fået et så alvorligt nervesammenbrud, at han er blevet indlagt på et hospital af en art, og at det er her han fortæller forløbet af juleoptakten til sin psykiater. Det er også her håbet kommer ind: Gennem hans nu 17-årige øjne forstår man, at han er ved at forlige sig med alt det, der i løbet af bogen drev ham ud i sammenbruddet.
"The Catcher in the rye" blev som nævnt en verdenssucces. Af mange grunde: den kom nok på det rigtige tidspunkt: lige efter 2. verdenskrig var der nok mange unge, der mente at den gamle verdensorden havde spillet fallit. Så man genkendte sine egne fokuseringsproblemer i Holden Caulfields. Desuden er det simpelthen en bog af en forfatter, der kan huske sin pubertet så intenst, at der er noget genkendeligt i den, der gør den mere uafhængig af tid og sted end romaner flest. Og så er den ganske enkelt også morsom og nænsom. Det er et brag af en bog stadigvæk, og måske grunden til at J.D. Salinger gennem årene har skrevet så lidt. Det må være vanskeligt at komme igen efter så stærk en start. Desuden har bogen gjort ham særdeles velhavende. Salgsindtægter m.v. har givetvis gjort det muligt for den menneskesky forfatter at unddrage sig offentligheden øjne siden. Måske har hans arvinger til sin tid flere upublicerede manuskripter liggende.
Men det er også værd at huske, at "Ni noveller" (der også er udgivet på danske med titlen: "Tilegnet Esmé og andre noveller") stadig betragtes som en milepæl i det 20. århundredes novellelitteratur
Af Thorkild Brunsborg
J.D. Salingers hovedværk "Forbandede Ungdom" beskriver puberteten så intenst, at genkendeligheden gør bogen uafhængig af tid og sted. Og så er den ganske enkelt også morsom
Forfatteren Jerome David Salinger er blevet verdensberømt på én bog: The Catcher in the Rye. Denne bog blev udgivet første gang i 1945 og udkom på snart sagt alle verdens sprog i løbet af de følgende ti år. På dansk kom den under titlen Forbandede ungdom første gang i 1953.
Salinger er en yderst privat person , der stort set aldrig har givet interviews og som kun har publiceret fiktion i årene 1939 – 1959. Og det er et åbent spørgsmål, om han har udgivet andre romaner: Hans sidste skrift overhovedet Seymour, an Introduction fra 1959, var fra hans side tænkt som en roman, men den er som regel både i USA og resten af verden udgivet sammen med Raise high the Roof Beam, Carpenter, der er en fem år ældre novelle.
I alt har han udgivet fire bøger: The Catcher in the Rye, Nine Stories, Franny and Zooey og Raise High…, men han har udgivet lidt flere noveller, da han i hele den aktive del af sin forfatterkarriere foretrak at skrive "short fiction" til magasiner. Han debuterede således i Ursinus Weekly, hvor han i tre afsnit fik udgivet novellen Skipped Diploma i 1938.
Hans noveller er næsten alle om familien Glass: en ret velhavende familie fra det centrale New York City. Da han hele sit liv har forsøgt at undgå journalister og folk, der skriver levnedsbeskrivelser, er det vanskeligt at vide, hvor selvbiografisk han opfatter Glass-familien, men en del træk har de til fælles med hans egen baggrund: Forældrene, Bessie og Les i Glass-familien er kosmopolitiske – faderen med en jødisk baggrund, moderen katolsk. Det har de til fælles med familien Salinger. Begge familier bor også nær Central Park, og begge familier er børnerige. Men der er også tydelige forskelle: forældrene "Glass" er forhenværende kabaretstjerner, der har rejst over det meste af verden med dansenumre. Hr. Salinger senior var slagter og importør af skinker, hans kone var hjemmearbejdende husmor.
Fælles for familierne er ligeledes, at 2. verdenskrig kommer til at spille en afgørende rolle. Den største helt i J.D. Salingers univers er så afgjort den ældste storebror Seymour. Den angivne fortæller i mange af novellerne er familien Glass` næstældste barn, sønnen Buddy, der i hele sin opvækst deler værelse med Seymour, og sammen bliver de lidt senere næsten i forældrenes sted for de yngre børn. Hele familien består af særdeles intelligente personer, men alle anser de Seymour for langt den mest geniale af dem. Men Seymour, der kommer igennem krigen efter at have gjort aktiv tjeneste, kommer aldrig over krigen, med det resultat, at han bliver væk fra sit eget bryllup, fordi han ikke "kan klare så megen lykke". Senere bliver Seymour dog gift med sin udkårne i al hemmelighed, men på selve bryllupsrejsen vælger han ar begå selvmord ved at skyde sig. Et ganske diskret selvmord, men alligevel det mest traumatiske overhovedet i Salingers forfatterskab, og det, der sætter forfatterskabet i stå, efter at Salinger i Seymour; en introduktion har forsøgt at skildre, hvorfor det var nødvendigt.
De øvrige børn i Glass-familien er søsteren Boo Boo, tvillingerne Walt og Walker (Walt dør ung), og de to efternølere: skuespilleren Zooey og lillesøster Franny. Det mest interessante, man når at høre om Walt og Walker er i øvrigt, at de i en kort periode har en klassekammerat, der hedder "Holden Caulfield". Boo Boo er bl.a.. hovedperson i en novelle, hvor det viser sig, at hendes ægtemand ikke kan lide jøder. Familiens forhold til religionerne kommer også stærkt ind i novellerne om Franny og Zooey, hvor Franny som collegestuderende får et nervesammenbrud efter at have læse den opbyggelige russiske fortælling om En pilgrimsvandring.
Moderen Bessie Glass er ikke intellektuel, men hun er meget stolt af, at alle hendes fem sønner har optrådt i det faste ugentlige radioprogram "Kloge børn", der løb fra 1927 frem til 1943.
Familien Glass betyder meget for forfatteren J.D. Salinger, men det blev ikke dem, der skabte hans berømmelse. Det gjorde i stedet klassekammeraten Holden Caulfield. Han er helt igennem samme type, som børnene i Glass-familien, og hans lillesøster Phoebe, som har en helt central placering i Holdens liv, minder på mange måder om Franny Glass. Såvel Franny som Phoebe er efternølere i familierne, men så velbegavede, at de forstår deres lidt ældre brødre intuitivt, og det er såmænd nok Phoebes skyld, at The Catcher in the Rye ikke er en tragedie.
På dansk havde bogen først titlen: Forbandede ungdom, da den i 1953 kom i Vibeke Cerris oversættelse. Det var en fremragende titel: ørehængende og let at huske. At den så ikke sagde så meget om selve bogen, betød nok i sin tid mindre for bogkøberne.
Først må man sige, at titlen ikke kan oversættes. Klaus Rifbjerg har dog i sin nyoversættelse forsøgt det: hans Griberen i rugen er i hvert tilfælde en direkte oversættelse, og den siger en del om bogenes indhold, men den ville nok ikke have hjulpet et debutværk på vej.
Hovedpersonen Holden Caulfield har et helt igennem besværligt liv. Men han har som barn hørt en sang der lød "When a body catch a body, coming through the rye" Det er en sang han kan bruge til noget. Han synes stort set at al arbejde nuomdage er ligegyldigt og lettere fordummende. Men her er noget, han kunne tænke sig: At bo ved en klippeskrænt og redde de børn, der leger i rugmarken, fra at falde ud og slå sig ihjel. Det vil har gerne bruge sit liv på – det er et nyttigt arbejde. Desværre er det bare en romantisk kærlighedssang af Robert Burns, og omkvædet hedder naturligvis: "When a body meets a body…" . Det er lillesøster Phoebe, der opdager hans fejltagelse, men hun fortæller ham det så blidt, at han mener, han kan beholde sin drøm…
Men Holdens liv er besværligt: Hans velhavende New Yorker-forældre har forsøgt at få ham igennem et nogenlunde normalt amerikansk skoleforløb, ved at sætte ham i forskellige privatskoler, men han dumper ustandseligt. Diverse lærere er enige om, at han er en velbegavet elev, men læse lektier vil han ikke. Han læser glad og gerne skønlitteratur – og kun den del han selv synes om – men han kan ikke bestå andet end engelsk. I år er han 16, og nu skal han til at bestå nogle eksaminer, for at kunne komme videre i skoleforløbet. Så på endnu en dyr privatskole skal han til jul gå op til fem eksaminer. Han består i engelsk: han kan skrive stile, der får topkarakter næsten uanset emnet (og hvilken skole han går på), men han dumper altså i alle de fire andre fag, så inden juleferien vil han blive bortvist. Handlingen udspiller sig de sidste dage før juleferien: Han bor på værelse med en pigebedårer, der har lokket Holdens eneste veninde på skolen på en date. Det resulterer naturligvis i et slagsmål – ret udramatisk, men Holden er ikke sportsmand, hvad kammeraten er, så han får naturligvis nok tæv. Herefter tager han sin fine rejseskrivemaskine, sælger den til langt under prisen og tager hjem til New York fire dage for tidligt. Men han tager ikke hjem: han tager ind på et billigt hotel, for at bo der til han skal hjem til jul for at have sine formaningstaler af forældrene.
Salinger bruger genialt både tiden på skolen og – især – tiden på hotellet i New York, til at vise, hvor forløjet og falsk alt i det moderne USA er. Der er ikke tale om den nøgterne videnskabelige sandhed, men om en verden set gennem øjnene af en forvirret og fortvivlet ung mand, der hverken kan forså sig selv, sin seksualitet eller de voksnes verden. Men det hele er fordrejet på en så elegant måde, at langt de fleste unge mænd stadig – og gennem de godt 50 år siden bogens fremkomst – kan nikke genkendende til det hele. Holden Caulfield bliver snydt og bedraget stort set, hvor han kan blive det; men han forsøger også selv at bedrage sine omgivelser, som f. eks. når han går på bar og ihærdigt forsøger at give de øvrige gæster, det indtryk, at han er særdeles drikfældig, skønt han i virkeligheden endnu ikke er gammel nok til at få serveret spiritus. Hans penge får alt for hurtigt ben at gå på, bl.a. fordi en alfons tæver ham til at give ekstra betaling til en luder, som han så absolut ikke har været i gang med, så til sidst forsøger han at krybe i skjul hos en tidligere engelsklærer, han har haft et godt forhold til. Han modtages også yderst venligt, men senere på natten vågner han ved, at læreren gør meget direkte homoseksuelle tilnærmelser til ham.
Det menneske, der reder ham ud af krisen, er lillesøster Phoebe. Ganske enkelt ved at tro på ham og forstå ham. Det giver ham overskud til at tage hjem og tage skraldet. I et kort afsluttende kapitel forstår man, at han i løbet af julen har fået et så alvorligt nervesammenbrud, at han er blevet indlagt på et hospital af en art, og at det er her han fortæller forløbet af juleoptakten til sin psykiater. Det er også her håbet kommer ind: Gennem hans nu 17-årige øjne forstår man, at han er ved at forlige sig med alt det, der i løbet af bogen drev ham ud i sammenbruddet.
"The Catcher in the rye" blev som nævnt en verdenssucces. Af mange grunde: den kom nok på det rigtige tidspunkt: lige efter 2. verdenskrig var der nok mange unge, der mente at den gamle verdensorden havde spillet fallit. Så man genkendte sine egne fokuseringsproblemer i Holden Caulfields. Desuden er det simpelthen en bog af en forfatter, der kan huske sin pubertet så intenst, at der er noget genkendeligt i den, der gør den mere uafhængig af tid og sted end romaner flest. Og så er den ganske enkelt også morsom og nænsom. Det er et brag af en bog stadigvæk, og måske grunden til at J.D. Salinger gennem årene har skrevet så lidt. Det må være vanskeligt at komme igen efter så stærk en start. Desuden har bogen gjort ham særdeles velhavende. Salgsindtægter m.v. har givetvis gjort det muligt for den menneskesky forfatter at unddrage sig offentligheden øjne siden. Måske har hans arvinger til sin tid flere upublicerede manuskripter liggende.
Men det er også værd at huske, at "Ni noveller" (der også er udgivet på danske med titlen: "Tilegnet Esmé og andre noveller") stadig betragtes som en milepæl i det 20. århundredes novellelitteratur
Af Thorkild Brunsborg
