"Imagine Daffy Duck planting a big wet kiss on Arragon" - Jeff Smiths beskrivelse af sin fantasy-serie
Mit første møde med amerikanske tegneserier var New Yorkeren Will Eisners selvbiografiske graphic novels, der egentlig var tiltænkt et voksent publikum. Men jeg blev fascineret af hans banebrydende stil. Han lod rammerne flyde ud i ét og fik meget ud af de sort/hvide billeder.
Efter Eisner stiftede jeg bekendtskab med landsmanden Jeff Smith (f. 1960), der stadig skriver og tegner den sort/hvide fantasy BONE, som endnu er ufuldendt. Den blev hurtigt min ynglingsserie og reserverer i dag en særlig plads på min boghylde. Bindene er siden, for længst, læst i laser, og jeg hænger trofast på, til sidste side er vendt i dette fantastiske epos.
BONE handler om fabeldyrene Fone Bone, Phoney Bone, og Smiley Bone. De tre fætre bliver smidt på porten efter et fupnummer. Det er den pengegriske opportunist Phoney, der er bagmanden, men de to andre hjælper ham med at flygte. De farer vild og vandrer rundt i ørkenen. Smiley finder et kort, da en kæmpe græshoppesværm pludselig adskiller dem. De kommer hver især frem til en forunderlig dal befolket af drager, rottemonstre og talende insekter.
Fone Bone tilbringer en hård vinter alene i skoven, men møder pigen Thorn, der giver ham husly hos sin bedstemor, Rose. Den seje gamle dame har opdraget sit barnebarn, fordi Thorns forældre begge er døde i en drukneulykke. Thorn hjemsøges af mareridt, der antyder, at forældrene omkom under gådefulde omstændigheder. Og måske forårsaget af, at Thorn har boet blandt drager som lille. Men er det virkelighed, fortrængte barndomsminder, eller bare drømme? Og hvorfor benægter bedstemoren dragernes eksistens? Ved hun mere, end hun fortæller?
Imens befinder Phoney og Smiley Bone sig andetsteds i den store dal. De pukler for kroejeren Lucius Down i landsbyen Barrelhaven. En hætteklædt person kaldet Den Formummede, der muligvis står i ledtog med højere, overnaturlige magter, har også sine helt egne planer for Phoney.
Forvirret? Rolig, for alt bliver forklaret. Og så er dette endda et meget kort referat, der kun omfatter de første kapitler. Jeg vil ikke spolere overraskelserne for læseren. BONE starter som en nuttet børneserie i et langsomt tempo. Men fra det fjerde bind, kommer der skred i fortællingen.
Strengt taget, kunne enkelte "passager" godt være skrottet, uden at serien overordnet ville lide synderligt. Fx sidehistorien, hvor Fone og Smiley eskorterer en lille rottemonsterunge til sit hjem oppe i bjergene (Fanget, bind 10, dansk oversættelse). Har man allerede læst så langt, spiller det dog ingen rolle.
Den hører på det tidspunkt universet til, og man tager det med. I historiens sidste del indfører Smith en ny trussel. Vore venner begiver sig af sted til kongeriget Athea, dalens gamle hovedsæde, for at slutte sig til det endelige slag og genforene folket mod mørkets magter. Fjenden lægger dem nye forhindringer i vejen, usynlige kraftfelter som udsletter enhver, der rammer dem. De spreder død og ødelæggelse udenfor, men rummer intakte verdener indvendigt. Deres svævende mystik er ret svær at forstå. Serieskaberen forklarer disse Ghost Circles således:
“The concept of the ‘ghost circles’ has been difficult to convey, and there are some people who have no idea what I'm talking about. They are deadly circles that you walk into and you are in the netherworld. The veil between our world and the world of the dead has been pierced, and a toxic, nightmarish pool of negative material has formed".
Ideen fungerer i hvert fald dårligt, og lever ikke på samme måde som resten af det mangfoldigt udtænkte univers.
Herhjemme foreligger BONE i 12 bind. Men siden forlaget Carlsen Comics, droppede udgivelsen for et par år siden, har fans måttet gå i specialbutikker, hvis de vil følge med. I USA er BONE en føljeton, der nærmer sig sin afslutning. Efter 12 år, 53 kapitler og omkring 1300 sider! Faktisk mangler serien kun små 2 kapitler.
De udkommer på forlaget Cartoon Books, et lille forlag, som Smith selv startede, da han havde svært ved at finde købere. Salget gik trægt de første par år, men begyndte at tage fart og blev til den bedst sælgende sort/hvide serie. Populariteten var så stor, at DISNEY-selskabet forsøgte at kapre rettighederne. Jeff Smith tilbød en kortere historie, som kun måtte bringes én gang i et bestemt hæfte. Det er første gang, koncernen trykte figurer, den ikke ejede kontrollen over.
Sideløbende med BONE, har Jeff Smith lavet ROSE, en prequel til serien. Den handler om Bedstemor Rose's ungdom. Han har i denne omgang overladt tegnearbejdet til Charles Vess for at koncentrere sig om historien. ROSE løfter universet op på et mytologisk plan. Det er rendyrket fantasy, der dog mangler den originale series charme. Så har man allerede været på opdagelsesrejser hos Tolkien, Carroll og Rowling, venter BONE på bibliotekshylderne for alle aldre.
Af Jacob Søndergaard Andersen
