Sin samtids ”enfant terrible”, en nådesløs revser af det bedre borgerskab og en uforblændet menneskekender – alt det var Gustav Wied, og det er dét, der holder hans forfatterskab i live.
Skrevet af cand. mag. Sidsel Sander Mittet
Gustav Wied (1858-1914) er ikke nævnt i den danske litterære kanon. Han er heller ikke med på den gymnasiale pensumliste – og man kan gå igennem et helt universitetsstudie i Litteratur, uden at stifte nærmere bekendtskab med ham. Det laver imidlertid ikke om på, at Wied har skrevet adskillige værker, der i dag har klassikerstatus. Dette skyldes ikke blot, at Wieds litteratur var populær i sin egen samtid – hvilket den ellers var – men i lige så høj grad den særegne konstellation af noget ekstremt tidsbundet og noget presserende almenmenneskeligt, som findes i hans værker. Wied giver således både et kritisk, humoristisk og nådesløst indblik i Danmark anno 1900, men formår samtidig at adressere problematikker, der stadig er yderst relevante. Magt er stadig magt, erotik er stadig erotik og mennesker er stadig – indimellem – nogle fjolser.
På kant med den borgerlige moral
Gustav Johannes Wied startede sit liv som proprietærsøn på Lolland. Allerede som barn begyndte han at digte, men han skulle gennem en boghandleruddannelse i København og forskellige jobs som blandt andet skriver og huslærer, før han i 1891 fik sit skandaleombruste gennembrud.
Han havde allerede udgivet et par skrifter, blandt andet dramaerne En Hjemkomst fra 1889 og En Bryllupsnat (1890 – trykt i 1892). Det var imidlertid først med fortællingen De unge og de gamle, som blev trykt i bladet København, at Wied blev kendt i offentligheden – men ikke nødvendigvis for det gode. Fortællingen indeholdt nemlig en beskrivelse af en tjenestepiges nærgående behandling af en tiårig dreng – en beskrivelse der i samtiden blev anset for så grov, at den førte til, at Gustav Wied i april 1892 blev dømt til 14 dages fængsel.
Det var ikke kun som skribent, at Wied lagde sig ud med den offentlige moral. Efter et par korte, men hede forlovelser, flyttede Wied i 1893 sammen med den stille, men intelligente Alice Tutein (1869-1958). I løbet af de næste få år fik de to børn, hvorefter svigerfaren anlagde sædelighedssag mod Wied. Anklagen lød på, at han havde avlet to børn, uden at være gift med barnemoren. I 1896 måtte Alice og Wied krybe til korset og blive borgerligt viet.
Svigerfaren kom sidenhen til at spille en stor rolle i Wieds forfatterskab. Beboerne og gæsterne på Herregården Høgholt, hvor svigerfaren residerede, blev en uudtømmelig kilde til Wieds personkarakteristikker og inspirerede ham til den kritik af borgerskabet, der findes i så mange af hans værker. Ligeledes anses svigerfaren som det direkte forlæg for hovedpersonen i Fædrene æde druer (1908), der omhandler en adelslægts degeneration og er en fortsættelse af Wieds første roman Slægten (1898). I disse romaner findes endvidere en ironisk afstandstagen til samtidens kønsroller og besættelse af afstamningsforhold og slægt – et fokus der fortsætter gennem hele Wieds forfatterskab.
Wied blev hurtig populær og bevægede sig fra novellesamlinger som den vovede Barnlige Sjæle (1893) og samfunds- og skæbneskildringerne i Menneskenes Børn (1894) over i den dramatiske genre. Wied havde altid elsket teatret, men tidligere var kærligheden ikke gengældt. Det blev den til gengæld nu. Op gennem det 19.århundredes sidste år, skabte Wied nemlig sin helt egen genre, som stadig hyldes: Satyrspillene.
Måner har den farve, måner skal ha’!
Satyrspillene er i virkeligheden ikke Wieds opfindelse, men derimod en oldgræsk dramaform, der er kendetegnet ved sin fri og muntre behandling af de græske myter. Genren er opkaldt efter satyrfiguren, et lille både lystigt og lystent naturvæsen, der sikrer sig, at tingene ikke bliver alt for fornuftige og kedelige. Wied tilpassede denne genre til den moderne tid – med stort held. Genren passede til hans satiriske og spidsfindige skrivestil og gav ham rig mulighed for at gøre grin med borgerskabet og dets hykleri. I årene fra 1896 til 1901 skrev han et utal af satyrspil, der alle blev succeser – så store succeser, at Wied blev bedt om at skrive et stykke til Det kongelige Teater. Det blev til satyrspillet Skærmydsler (1901), der både dengang, og ved genopsætningen i 2003 trak fulde huse. Stykket anses for at være et af hans mest originale stykker.
Selvom Wied ikke var en del af kredsen omkring George Brandes og Det moderne gennembrud er det i et stykke som Skærmydsler alligevel tydeligt, at også Wied blev inspireret af opfordringen til, at sætte problemerne under debat – blot gjorde han det på en mere humoristisk måde, end de andre gennembrudsforfattere. Stykket handler om to tanter, der ”passer” deres unge niece, som går på universitetet. Værket tematiserer mødet mellem gamle og nye forestillinger i en kvindeverden, der tidligere ikke har været præget af videnskabelige betragtninger. Stykket er gået over i litteraturhistorien og Tante Et’s definitive konstatering om, at hun er ligeglad med videnskaben, for Maanen har den farve, Maanen skal ha’, er blevet folkeeje.
Det kunstneriske, om end ikke publikumsmæssige højdepunkt nåede Wied med satyrspillet Dansemus (1905), der både er mere kompliceret og ambitiøst end hans tidligere frembringelser. I dette stykke, der i begyndelsen kun udkom som bog, tegner Wied et satirisk billede Danmark, hvor danskerne løber rundt som forvirrede mus: ”Dansen synes ikke at more dem, men de kan ikke andet” som stoikeren Melling, der optræder i stykket, siger.
Humor og melankoli
I den periode, hvor Wied nød sine sejre på teaterscenen, havde han også overskud til at kaste sig over endnu en genre: Romanen. Samtidig med, at han rev det ene satyrspil efter det andet af sig, udgav han hele to romaner, der også begge blev store succeser. Det drejer sig om de senere klassikere Slægten (1898) og Livsens Ondskab (1899). Tematisk er der en klar tråd fra disse værker til Wieds tidligere forfatterskab. Deres elegante replikskifter minder om satyrspillene, og flere af romanernes personer har klare paralleller til novellerne. Eksempelvis bliver den misogyne og pessimistiske Faareper fra Silhuetter til den kyniske Knagsted, hovedpersonen i Livsens Ondskab. Også temaerne går igen – miljøet er endnu engang det borgerlige eller adelige, og naturalismens store interesse for degeneration er tydelig i især Slægten.
I Livsens Ondskab er det det borgerlige miljø i Gammelkøbing (dvs. Roskilde), der tages under behandling. I kærlige, men også satiriske billeder fremstilles provinslivet med alle dets sære eksistenser - alt sammen kommenteret og vurderet af hhv. Knagsted og hans ven og modstykke, den naive men venlige overlærer Claussen.
Værkerne er humoristiske, men – ligesom Wieds litteratur generelt – kun på overfladen. Under lystigheden, de barokke indfald og de til tider grusomme satiriske piskesnerte, ligger en fortvivlelse, der ikke er til at komme uden om. Den kærlighed til livet, som er tydelig i både noveller og romaner, er altid parret med en indædt pessimisme, og det er melankolien og ikke livsglæden, der er dominerende i forfatterskabet.
Netop denne pessimisme sættes yderligere i relief af Wieds død. Forfatteren var på en måde sin egen værste fjende. Han var følsom overfor dårlige anmeldelser og følte sig i de sidste år af sit liv misforstået af den offentlighed, som han forsøgte at oplyse. I 1914, da bogsalget var blevet mere end sløjt, og han desuden var plaget af sygdom, valgte Wied at tage sit eget liv. Melankolien vandt over livsglæden.
Hvor skal man begynde?
Wied har skrevet i mange forskellige genrer – men ligegyldigt om der er tale om et skuespil, en novelle eller en roman, findes den samme galgenhumor og det samme blik for det barokke, tragiske, smukke og særegne i menneskenes interaktion med hinanden. Det betyder derfor ikke så meget, hvor man begynder. Lige meget hvad, vil man få et unikt indblik i Danmark omkring forrige århundredeskifte, et indblik der kun bliver mere interessant af, at være formidlet af Wieds både sårbare og humoristiske gemyt. Men det er ikke kun historieundervisning, som Wieds værk tilbyder den nutidige læser, det er ligeledes et indblik i en eksistentiel higen mod noget større og bedre, en verden, hvor køn og klasse ikke står i vejen for den fremtid, den enkelte har fortjent. Desuden er Wied altid god for at levere et godt, grin.
Hvis man har lyst til at lære manden bag forfatteren at kende, er F.J. Billeskov Jansens Gustav Wied – den mangfoldige digter (1997) anbefalelsesværdig. I et enkelt sprog, og med stor fornemmelse for Wieds særegenhed, fører Billeskov læseren igennem Wieds liv og forfatterskab. Ligeledes har Gustav Wied-selskabet udgivet en lang række publikationer, der omhandler alt fra kærlighedens rolle i Wieds liv til hans omtumlede eftermæle. Her kan man både lære mere om manden og forfatterskabet.
Lige meget hvad, er Wied en forfatter, som det er værd at dykke ned i. Og når man først har gjort det, glemmer man ham ikke så nemt.
God fornøjelse.
Centrale værker, kilder og links
eReolen.dk
Læs forfatterens værker og læs om forfatteren (ebøger)
