Estrid Dyekjær bruger litteraturen til at åbne for hverdagslivets skæbnesvangre tilfældigheder. På trods af hun først debuterede i 2019 med romanen ’To liv’, udkom hendes fjerde bog allerede et år efter.
Estrid Dyekjær debuterede med romanen ’To liv’ om Kirsten, der i 1954 bliver gravid med byens skørtejæger, som hun bestemt ikke ønsker at have noget med at gøre. Hun skynder sig derfor at forføre hans rolige bror, Johannes, for dernæst at bilde ham ind, at han er faren til barnet. Løgnen ligger til grund for ægteskabet, og romanen udforsker, hvordan skammen infiltrerer og plager forholdet, som de begge mener, de er skyld i. Kirsten skammer sig over den løgn, deres ægteskab bygger på. Johannes over at have gjort Kirsten gravid, så hun var nødsaget til at droppe sin uddannelse. Estrid Dyekjær har med ’To liv’ skrevet en roman om kærlighedens op- og nedture og om de forventninger, vi påtvinger hinanden i ægteskabet såvel som i samfundet.
Estrid Dyekjær har i år udgivet endnu en roman, ’Andres liv', som også centrerer sig om hverdagslivets kampe, som tynger og indespærrer. Her møder vi Christian og Anne-Marie, der lever vidt forskellige liv, men begge flygter fra hjemmets fængsel for at søge eventyr og frihed. Vi følger deres liv fra 1935 til i dag, og hvordan deres liv vikles ubrydeligt sammen.
Estrid Dyekjær har foruden ’To liv’ og ’Andres liv’ skrevet ungdomsromanen ’Det røde lyn’, som indgår i den sorglitteratur, som har præget den danske litteraturscene de seneste år. Denne gang følger vi dog sorgen set fra barnets synsvinkel. Vera lever et helt almindeligt liv med en frikadellestegende mor, Fortnite-spillende bror og konfirmationsforberedelse, indtil hendes far falder om og dør. Vera skal da forsøge at navigere i en verden, hvor snakke om drenge og makeup virker fremmed og banalt, når man har en mor, der ikke kan stoppe med at græde. ’Det røde lyn’ viser Estrid Dyekjærs evne til at udforske hverdagens dybde, som også kan ses i hendes bidrag til Corona-novellesamlingen, ’Hvor du er’.
Foto: Tine Uffelmann
Skrevet af Emma Karlebjerg, universitetspraktikant i efteråret 2020
