Utallige forfattere har i tidernes løb skrevet om kærlighed og erotik, men ikke alle bliver i dag opfattet som værende erotiske. Et godt eksempel på en sådan forfatter er italienske Boccaccio som i 1300-tallet skrev en række noveller om bl.a. lystige og liderlige munke og nonner.
Forfatter
Donatien Alphonse François de Sade
Den 2. juni var det 280 år siden Sade kom til verden. Helt eller skurk? Gal eller genial? Erotisk forfatter eller filosof? Der har aldrig været enighed om, hvordan Marquis de Sade skulle opfattes, men det er netop dét, der gør ham interessant.
Marquis de Sades litteratur er ekstrem og grænseoverskridende. Det er i bogstaveligste forstand lysten der driver værket - ikke kun den seksuelle lyst, men også lysten til den ultimative frihed. Resultatet er foruroligende – hvorvidt det også er erotisk er udelukkende et spørgsmål om smag. Hvis erotisk litteratur skal defineres som litteratur der udelukkende fremkalder lystfølelse, vil der næppe være mange, der karakteriserer Marquis de Sades værker som erotiske. Hvis erotisk litteratur derimod defineres som forsøget på at udforske seksualitetens status for derigennem at sige noget om mennesket generelt – eller om samfundet for den sags skyld, hører de Sades litteratur absolut til i denne kategori.
Ligegyldigt om man definerer Sades værker som erotiske eller ej, er det imidlertid et faktum, at han er et interessant bekendskab. Utallige forfattere og kunstnere, især de der har beskæftiget sig med den menneskelige seksualiet, er blevet både frastødt og fascineret af den franske libertiners skrifter, og hans værker er nu som dengang skandalesucceser, der konfronterer læseren med menneskets mest dystre sider.
Liv og levned
Donatien Alphonse François de Sade alias Marquis de Sade (1740-1814) blev født i 1740 som søn af Comte de Sade og Marie-Eléonore de Maillé de Carman, som både var kusine til og hofdame for prinsessen af Condé. Helt fra begyndelsen tilhørte Sade således Frankrigs øverste samfundslag, hvilket gav ham visse friheder – friheder som han, så længe de varede, gjorde rigeligt brug af.
Sade havde en priviligeret barndom, der var præget af seksuelt frisind – en frisindethed der kan virke overraskende i betragtning af, at Sade primært blev opdraget af sin onkel, der var abbed samt på en jesuiterskole for drenge. Efter endt skolegang gjorde Sade karriere i militæret og blev i 1763 gift med Renée-Pelagie de Montreuil. Ægteskabet hindrede dog ikke Sade i at dyrke udenomsægteskabelige forhold, oftest af en meget voldelig karakter. Interessant nok hjalp hans svigermor og senere hans kone med at dække over hans eskapader. Alligevel blev Sade gennem årene fængslet flere gange. I 1772 blev han endvidere dømt til døden in absentia for at have forgiftet en prostitueret samt for at have haft et homoseksuelt forhold til sin tjener. Sade blev fanget efter kort tid og fængslet, men undslap fire måneder senere. Efter flugten gemte han sig på sit slot Lacoste, hvortil han hentede sin kone, der derefter deltog i planlægningen af hans orgier. Imidlertid gik der ikke lang tid, før en ung ”ansat” pige klagede over seksuelt misbrug. Sade flygtede atter, men vendte senere tilbage for at fortsætte, hvor han slap. I 1777 blev han igen arresteret og fængslet. Han appellerede i den forbindelse sin dødsdom og fik medhold. Fængslet slap han dog ikke for.
Det var i denne periode Sade virkeligt begyndte at skrive. I 1784 blev han flyttet til Bastillen, hvor han blandt andet påbegyndte værket Les 120 journées de Sodome, ou l'École du libertinage, 1785 (pub. 1904, da.: 120 dage i Sodoma), som han senere frygtede var gået tabt. Efter at have været årsag til optøjer blev han flyttet til sindsygehospitalet i Charaton, hvor han blev indtil det nye regime, der havde taget magten efter den franske revolution, løslod ham.
Herefter puplicerede han en del af sine værker, herunder Justine ou les Malheurs de la vertu,1791, Aline et Valcour, ou le Roman philosophique, 1795, La Nouvelle Justine, ou les Malheurs de la vertu, 1797-1801 og Histoire de Juliette, ou les Prospérités du vice, 1797-1801. Samtidig tilpassede han sig den nye orden i Frankrig. Han støttede republikken og begyndte at kalde sig selv ”Borger Sade”. Her viste hans fængsling sig at være en fordel. Fordi det var kongen, der havde fængslet ham, blev han ikke dømt sammen med andre adelige, men formåede derimod at opnå flere officielle embeder i den nye republik.
Det gik således godt for Sade frem til 1793, hvor han blev anklaget for at være moderat og måtte afsone et år i fængsel. Efter fængselsopholdet fik Sade økonomiske problemer og blev nødt til at sælge sit slot Lacoste, men i det mindste var han fri. Friheden holdt dog også denne gang kun få år. Allerede i 1801 beordrede Napoleon Bonarparte Sade arresteret pga. hans skrifter Justine og Juliette. Denne gang var det på livstid. Efter tre år og på utallige opfordringer fra hans familie blev han erklæret sindsyg og vendte igen tilbage til Charenton, hvor han blev resten af sit liv. Dette forhindrede ham imidlertid hverken i at skrive eller i at fortsætte sit seksualliv helt frem til sin død i 1814.
Efter Sades død brændte hans søn alle hans endnu ikke publicerede skrifter. Imidlertid blev der gennem årene fundet adskillige bevarede manuskripter, heriblandt 120 dage i Sodoma, der havde overlevet i en sprække i væggen i Sades gamle celle på Bestillen helt frem til 1904. Sade fortsatte således med at spøge mange år efter sin død.
Sades projekt?
Hvad, Sades projekt egentligt var, er uklart og har været udgangspunkt for mange forskellige bud. Eksempelvis kaldte den engelske antropolog Geoffrey Gorer Sade for den første saglige socialist, idet han især lagde vægt på den frasigelse af retten til ejendom, som findes i Aline et Valcour, ou le Roman philosophique, 1788 (pub.1795). Ligeledes har forfattere som eksempelvis Simone de Beauvoir ment at se en radikal frihedsfilosofi i Sades værker, der peger frem mod eksistentialismen. Ikke overraskende er Sade også blevet set som forløber for Sigmund Freuds psykoanalyse, idet både Freud og Sade ser seksualiteten som en motiverende kraft i mennesket. Hos surrealisterne var det Sades forsvar for den ultimative personlige frihed, der vandt genklang, mens Pierre Klossowski, blandt andet pga. Sades religionskritik, så ham som en forløber for nihilismen.
Selvom Sade således er blevet koblet med en lang række ismer og filosofier, er der dog ingen tvivl om, at det er hans kobling af smerte, ydmygelse og seksualitet, der er det mest prægnante træk i hans forfatterskab. Hans værker er spækkede med beskrivelser af tabubelagte emner som voldtægt, pædofili, blasfemi, tortur, nekrofili og fetichisme. Dette i så høj grad at især 120 dage i Sodoma er blevet set som det første forsøg på en katalogisering af seksuelle anormaliteter. Selvom Sade i eksempelvis Justine fra 1787 argumenterer for, at baggrunden for tekstens voldsomme beskrivelser er et ønske om at beskrive de ulykker der ufortjent rammer den dydige, er der ingen tvivl om, at der er en intens nydelse forbundet med beskrivelsen af seksuelle ekstremer. Det, der virkeligt hyldes, er et radikalt frihedsideal – et ideal der tillader mennesket, at gøre præcis hvad det har lyst til. Dette ideal kobles endvidere med et dystert menneskesyn, der beskriver mennesket som gennemført egoistisk. Den franske feminist Simone de Beauvoir skrev i 1955 et essay ved navn "Faut-il bruler Sade?" (”Skal vi brænde Sade”), hvor hun forsvarer 120 dage i Sodoma. Hendes argument var, at værket burde bevares netop på grund af det lys, som det kastede over menneskehedens mørkere sider.
Om denne tour de force gennen seksualitetens bagside er erotisk, interessant eller slet og ret frastødemde afhænger selvfølgelig af den enkelte, men en ting der ikke kan være tvivl om, er Sades evne som skribent. Selv i de mest hårrejsende scener bliver man indfanget af sprogets skønhed – en skønhed der, om ikke andet, gør at Sades værker aldrig kan beskrives som blot tarvelige eller pornografiske.
Sadisme
Sades indflydelse kan findes indenfor stort set alle genrer. Det mest oplagte eksempel på Sades indflydelse er imidlertid, at han kom til at lægge navn til seksuel tilfredsstillelse ved at dominere og ydmyge andre eller påføre dem smerte. Det var den østrigske psykiater Krafft-Ebing der i 1800-tallet ”opfandt” sadismen. Interessant nok har ordet gennem tiden ændret betydning, således at det både kan referere til voldelige handlinger (i den forstand at handlingerne sker uden ofrets godkendelse) og som betegnelse for en seksuel lyst, der udøves sammen med en ligeværdig partner. Det er denne betydning af ordet, der optræder i termen sadomasochisme.
Hvor skal man begynde
Det er sådan set let nok at komme med et bud på, hvor man skal begynde, hvis man gerne vil lære Sades litteratur at kende, nemlig med et af de tre herostratisk berømte værker: 120 dage i Sodoma, La Philosophie dans le boudoir, 1795 (dansk: Filosofien i sovekammeret) eller Justine. Grunden til, at denne roman ikke er udstyret med et årstal, er, at der findes hele tre udgaver af værket. Den første version, med undertitlen Les Infortunes de la vertu fra 1787 blev således genskrevet både i 1788 og 1797. Dette har ledt til en del meningsudvekslinger angående hvilken version, der bør betragtes som den ”rigtige” – et problem der endnu ikke er løst. Imidlertid vil jeg, hvis man foretrækker en dansk oversættelse af værket, anbefale Per Aage Brandts oversættelse fra 2001 ved navn Justine eller Dydens genvordigheder. Oversættelsen er baseret på den første udgave af Justine og afsluttes med en kommentar til værkets historie.
Hvis man har læst disse klassikere, er der imidlertid masser af andre tekster at tage fat på. Sade skrev både noveller, dramaer og filosofiske tekster, hvoraf en stor del har overlevet frem til i dag, omend det kun er et fåtal, der er oversat til dansk. Derimod findes de alle i engelsk oversættelse. Hvad man vælger afgøres ikke af andet end smag og behag. God fornøjelse!
Cand. mag. Sidsel Sander Mittet
Den 2. juni var det 280 år siden Sade kom til verden. Helt eller skurk? Gal eller genial? Erotisk forfatter eller filosof? Der har aldrig været enighed om, hvordan Marquis de Sade skulle opfattes, men det er netop dét, der gør ham interessant.
Marquis de Sades litteratur er ekstrem og grænseoverskridende. Det er i bogstaveligste forstand lysten der driver værket - ikke kun den seksuelle lyst, men også lysten til den ultimative frihed. Resultatet er foruroligende – hvorvidt det også er erotisk er udelukkende et spørgsmål om smag. Hvis erotisk litteratur skal defineres som litteratur der udelukkende fremkalder lystfølelse, vil der næppe være mange, der karakteriserer Marquis de Sades værker som erotiske. Hvis erotisk litteratur derimod defineres som forsøget på at udforske seksualitetens status for derigennem at sige noget om mennesket generelt – eller om samfundet for den sags skyld, hører de Sades litteratur absolut til i denne kategori.
Ligegyldigt om man definerer Sades værker som erotiske eller ej, er det imidlertid et faktum, at han er et interessant bekendskab. Utallige forfattere og kunstnere, især de der har beskæftiget sig med den menneskelige seksualiet, er blevet både frastødt og fascineret af den franske libertiners skrifter, og hans værker er nu som dengang skandalesucceser, der konfronterer læseren med menneskets mest dystre sider.
Liv og levned
Donatien Alphonse François de Sade alias Marquis de Sade (1740-1814) blev født i 1740 som søn af Comte de Sade og Marie-Eléonore de Maillé de Carman, som både var kusine til og hofdame for prinsessen af Condé. Helt fra begyndelsen tilhørte Sade således Frankrigs øverste samfundslag, hvilket gav ham visse friheder – friheder som han, så længe de varede, gjorde rigeligt brug af.
Sade havde en priviligeret barndom, der var præget af seksuelt frisind – en frisindethed der kan virke overraskende i betragtning af, at Sade primært blev opdraget af sin onkel, der var abbed samt på en jesuiterskole for drenge. Efter endt skolegang gjorde Sade karriere i militæret og blev i 1763 gift med Renée-Pelagie de Montreuil. Ægteskabet hindrede dog ikke Sade i at dyrke udenomsægteskabelige forhold, oftest af en meget voldelig karakter. Interessant nok hjalp hans svigermor og senere hans kone med at dække over hans eskapader. Alligevel blev Sade gennem årene fængslet flere gange. I 1772 blev han endvidere dømt til døden in absentia for at have forgiftet en prostitueret samt for at have haft et homoseksuelt forhold til sin tjener. Sade blev fanget efter kort tid og fængslet, men undslap fire måneder senere. Efter flugten gemte han sig på sit slot Lacoste, hvortil han hentede sin kone, der derefter deltog i planlægningen af hans orgier. Imidlertid gik der ikke lang tid, før en ung ”ansat” pige klagede over seksuelt misbrug. Sade flygtede atter, men vendte senere tilbage for at fortsætte, hvor han slap. I 1777 blev han igen arresteret og fængslet. Han appellerede i den forbindelse sin dødsdom og fik medhold. Fængslet slap han dog ikke for.
Det var i denne periode Sade virkeligt begyndte at skrive. I 1784 blev han flyttet til Bastillen, hvor han blandt andet påbegyndte værket Les 120 journées de Sodome, ou l'École du libertinage, 1785 (pub. 1904, da.: 120 dage i Sodoma), som han senere frygtede var gået tabt. Efter at have været årsag til optøjer blev han flyttet til sindsygehospitalet i Charaton, hvor han blev indtil det nye regime, der havde taget magten efter den franske revolution, løslod ham.
Herefter puplicerede han en del af sine værker, herunder Justine ou les Malheurs de la vertu,1791, Aline et Valcour, ou le Roman philosophique, 1795, La Nouvelle Justine, ou les Malheurs de la vertu, 1797-1801 og Histoire de Juliette, ou les Prospérités du vice, 1797-1801. Samtidig tilpassede han sig den nye orden i Frankrig. Han støttede republikken og begyndte at kalde sig selv ”Borger Sade”. Her viste hans fængsling sig at være en fordel. Fordi det var kongen, der havde fængslet ham, blev han ikke dømt sammen med andre adelige, men formåede derimod at opnå flere officielle embeder i den nye republik.
Det gik således godt for Sade frem til 1793, hvor han blev anklaget for at være moderat og måtte afsone et år i fængsel. Efter fængselsopholdet fik Sade økonomiske problemer og blev nødt til at sælge sit slot Lacoste, men i det mindste var han fri. Friheden holdt dog også denne gang kun få år. Allerede i 1801 beordrede Napoleon Bonarparte Sade arresteret pga. hans skrifter Justine og Juliette. Denne gang var det på livstid. Efter tre år og på utallige opfordringer fra hans familie blev han erklæret sindsyg og vendte igen tilbage til Charenton, hvor han blev resten af sit liv. Dette forhindrede ham imidlertid hverken i at skrive eller i at fortsætte sit seksualliv helt frem til sin død i 1814.
Efter Sades død brændte hans søn alle hans endnu ikke publicerede skrifter. Imidlertid blev der gennem årene fundet adskillige bevarede manuskripter, heriblandt 120 dage i Sodoma, der havde overlevet i en sprække i væggen i Sades gamle celle på Bestillen helt frem til 1904. Sade fortsatte således med at spøge mange år efter sin død.
Sades projekt?
Hvad, Sades projekt egentligt var, er uklart og har været udgangspunkt for mange forskellige bud. Eksempelvis kaldte den engelske antropolog Geoffrey Gorer Sade for den første saglige socialist, idet han især lagde vægt på den frasigelse af retten til ejendom, som findes i Aline et Valcour, ou le Roman philosophique, 1788 (pub.1795). Ligeledes har forfattere som eksempelvis Simone de Beauvoir ment at se en radikal frihedsfilosofi i Sades værker, der peger frem mod eksistentialismen. Ikke overraskende er Sade også blevet set som forløber for Sigmund Freuds psykoanalyse, idet både Freud og Sade ser seksualiteten som en motiverende kraft i mennesket. Hos surrealisterne var det Sades forsvar for den ultimative personlige frihed, der vandt genklang, mens Pierre Klossowski, blandt andet pga. Sades religionskritik, så ham som en forløber for nihilismen.
Selvom Sade således er blevet koblet med en lang række ismer og filosofier, er der dog ingen tvivl om, at det er hans kobling af smerte, ydmygelse og seksualitet, der er det mest prægnante træk i hans forfatterskab. Hans værker er spækkede med beskrivelser af tabubelagte emner som voldtægt, pædofili, blasfemi, tortur, nekrofili og fetichisme. Dette i så høj grad at især 120 dage i Sodoma er blevet set som det første forsøg på en katalogisering af seksuelle anormaliteter. Selvom Sade i eksempelvis Justine fra 1787 argumenterer for, at baggrunden for tekstens voldsomme beskrivelser er et ønske om at beskrive de ulykker der ufortjent rammer den dydige, er der ingen tvivl om, at der er en intens nydelse forbundet med beskrivelsen af seksuelle ekstremer. Det, der virkeligt hyldes, er et radikalt frihedsideal – et ideal der tillader mennesket, at gøre præcis hvad det har lyst til. Dette ideal kobles endvidere med et dystert menneskesyn, der beskriver mennesket som gennemført egoistisk. Den franske feminist Simone de Beauvoir skrev i 1955 et essay ved navn "Faut-il bruler Sade?" (”Skal vi brænde Sade”), hvor hun forsvarer 120 dage i Sodoma. Hendes argument var, at værket burde bevares netop på grund af det lys, som det kastede over menneskehedens mørkere sider.
Om denne tour de force gennen seksualitetens bagside er erotisk, interessant eller slet og ret frastødemde afhænger selvfølgelig af den enkelte, men en ting der ikke kan være tvivl om, er Sades evne som skribent. Selv i de mest hårrejsende scener bliver man indfanget af sprogets skønhed – en skønhed der, om ikke andet, gør at Sades værker aldrig kan beskrives som blot tarvelige eller pornografiske.
Sadisme
Sades indflydelse kan findes indenfor stort set alle genrer. Det mest oplagte eksempel på Sades indflydelse er imidlertid, at han kom til at lægge navn til seksuel tilfredsstillelse ved at dominere og ydmyge andre eller påføre dem smerte. Det var den østrigske psykiater Krafft-Ebing der i 1800-tallet ”opfandt” sadismen. Interessant nok har ordet gennem tiden ændret betydning, således at det både kan referere til voldelige handlinger (i den forstand at handlingerne sker uden ofrets godkendelse) og som betegnelse for en seksuel lyst, der udøves sammen med en ligeværdig partner. Det er denne betydning af ordet, der optræder i termen sadomasochisme.
Hvor skal man begynde
Det er sådan set let nok at komme med et bud på, hvor man skal begynde, hvis man gerne vil lære Sades litteratur at kende, nemlig med et af de tre herostratisk berømte værker: 120 dage i Sodoma, La Philosophie dans le boudoir, 1795 (dansk: Filosofien i sovekammeret) eller Justine. Grunden til, at denne roman ikke er udstyret med et årstal, er, at der findes hele tre udgaver af værket. Den første version, med undertitlen Les Infortunes de la vertu fra 1787 blev således genskrevet både i 1788 og 1797. Dette har ledt til en del meningsudvekslinger angående hvilken version, der bør betragtes som den ”rigtige” – et problem der endnu ikke er løst. Imidlertid vil jeg, hvis man foretrækker en dansk oversættelse af værket, anbefale Per Aage Brandts oversættelse fra 2001 ved navn Justine eller Dydens genvordigheder. Oversættelsen er baseret på den første udgave af Justine og afsluttes med en kommentar til værkets historie.
Hvis man har læst disse klassikere, er der imidlertid masser af andre tekster at tage fat på. Sade skrev både noveller, dramaer og filosofiske tekster, hvoraf en stor del har overlevet frem til i dag, omend det kun er et fåtal, der er oversat til dansk. Derimod findes de alle i engelsk oversættelse. Hvad man vælger afgøres ikke af andet end smag og behag. God fornøjelse!
Cand. mag. Sidsel Sander Mittet
Bøger af Donatien Alphonse François de Sade
Lyst og forbrydelse
Var Marquis de Sade litterat og filosof - eller var han en simpel sadist, der brugte sine bøger til at få afløb for lysterne, mens han var fængslet?
Læs mere
Tema
Lummer Litteratur
2019 markerede 50-året for pornoens frigivelse zoomer vi ind på den erotiske litteratur, der pirrer lysten hos et sultent dansk publikum.
Læs mere