Opvokset i Århus. Lærereksamen fra Århus Seminarium 1989. Har siden 1989 boet i København. Debuterede marts 2003 med romanen ”Kom igen til Mandalay” på Lindhardt og Ringhof.
Da jeg var dreng havde min ven, Richard, og jeg en hule i et gammelt køkkenskab i kælderen. Dér lå vi så på hver vores hylde, og jeg fortalte historier om drengen Mik, der var helt og fangede forbrydere og gjorde mange andre ting, vi gik og drømte om. Med tiden voksede vi os for store til skabet og hinanden og fandt nye venner og historier. For historier var der allevegne.
Da de rev den gamle gård ned for at opføre den arkitektoniske similiperle Bispehaven, lavede vi bål og sad omkring det og fortalte røverhistorier, vi fandt på i farten, til det blev mørkt og var langt over både spise- og sengetid. Mine brødre rendte rundt og ledte efter os, og jeg har siden håndhævet historien om, at jeg indkasserede min barndoms eneste endefuld på den konto.
Senere stødte spøgelseshistorierne til. Jeg var helt god til at fortælle dem, men blev selv skræmt fra vid og sans. Det viste sig nemlig, at historierne fik deres eget liv, som de blev fortalt. De ville selv.
Nogle gange kunne fortællingerne løbe fra én midt i det hele og ramme én lige i nakken. Sådan gik det oftest med de historier, der foregav at være den skinbarlige virkelighed. Dem om bedrifterne og egne fortræffeligheder. Alligevel var de bedste historier dem, der udsprang af virkeligheden eller om ikke andet så et oprigtigt ønske om, hvordan den kunne være. Forskellen mellem virkeligheden og fantasiens indpakning viste sig at være en spændende variabel størrelse.
Da jeg begyndte at skrive, fandt jeg ud af, at jeg på den måde kunne få styr på de mange halve og hele historier og fantasterier, der kørte rundt i hovedet. De kunne flettes sammen til et lille selvstændigt univers; en parallel virkelighed, man kunne træde ind og ud af.
Jeg skriver i små bidder; går til og fra computeren mellem andre gøremål. Når jeg sætter mig foran skærmen, er jeg tilbage i historien. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke skal sidde og vente på, at historien kommer dumpende; den er der allerede; der skal måske bare arbejdes lidt for at grave den frem.
Især mine to første romaner er båret af humor. Personerne og deres gøren og laden beskrives med en godmodighed, der gør det muligt at fremstille deres skrøbeligheder uden at sable dem ned. Jeg var i begyndelsen af mit forfatterskab inspireret af standup’ ens frimodige skyden på alt, hvad der rører sig. Jeg er selv temmelig selvironisk anlagt, og den distance lagde jeg om historiernes personer. På den ene side er humor frisættende og giver plads til de skævheder, vi har som mennesker. Men på den anden side sætter humoren også grænser. Der kan lægges sig et lag mellem handlingen og læseren, så det ikke er selve handlingen, men måden, den fortælles på, der kommer til at fylde.
For at mindske afstanden mellem historie og læser, har jeg de senere år arbejdet med at nedbryde fortællerfilteret. Min seneste roman, Svin, er meget underfortalt. Jeg har fx givet mig selv det benspænd, at der ikke er anførende sætninger. Replikkerne understøttes i stedet af handlinger, hvilket giver historien et filmisk præg. Humoren er bestemt tilstede, men mere underpillet og lagt i selve handlingen og ikke hos min fortæller. Det giver en mere kompromisløs og autentisk fortællestil, som jeg er glad for.
Biografien er udarbejdet af forfatteren
Publiceret - 11. december 2003
Portrættet redigeres af Horsens Bibliotek
