Forfatter
Bill Watterson
Amerika. Dagen tager første bid af natten, en midaldrende mand med briller kravler ind i en firehjulstrækker, han drejer ud på villavejen. Få minutter senere indtager en ældre herre passagersædet, ord er unødvendige. De har ikke travlt, vejene er endnu øde, de triller ud af provinsbyen.
Arbejde - nej de skal ikke på kontoret, men ud i Ohios uendelige landskab, hvor de sammen maler græs, søer og fluer. Dagen forløber som planlagt; eneste højdepunkt er bålet. Far og søn kører hjem til aftensmaden, mens ilden i fred tager sig af dagens billeder. Dette er fuldstændig udramatisk. Endnu en dag er slut.
Manden med brillerne hedder William B. Watterson (f.1958), men er nok bedre kendt som Bill Watterson, skaberen af tegneserien Steen og Stoffer (eller: Calvin&Hobbes). Wattersons serie om den hyperbegavede møgunge, Steen, og den flegmatiske tøjtiger, Stoffer, har opnået enorm succes. I en periode fra 1985 til 1995 blev serien bragt i 2400 aviser verden over, og de 13 officielle albums har solgt i omegnen af 25 millioner eksemplarer.
Succeshistorien endte brat 31. december 1995, hvor Watterson udsendte en kortfattet pressemeddelelse med besked om seriens ophør. Siden denne dramatiske exit har Watterson efter sigende brændt billeder af i Ohios skove. Som man kan forstå, er manden sur over op til flere ting.
Afbrændingen af billederne har en relation til Wattersons store kærlighed: Tegneserier. Der findes naturligvis mange former for tegneserier, som hver især udspringer af forskellige nationale og traditionsmæssige kontekster. Visse tegnere udfolder et personligt ekspressivt projekt i deres serier, mens andre tegner ud fra et koncept henvendt til en bestemt målgruppe (listen over motivationer kan vel forlænges efter behag). Bill Watterson kommer fra en bestemt del af den amerikanske tegneserietradition.
Han tegner og skriver i en form, som er opstået og udviklet i takt med de amerikanske avisers udvikling siden 1890´erne, hvor de store bladhuse for alvor begyndte at satse på tegneserier i håb om at tiltrække flere læsere. I en lang periode var dette et frugtbart bekendtskab. Avisernes salgstal steg, og tegneserierne fik flere privilegier, dvs. mere plads og større kunstnerisk frihed. I en amerikansk sammenhæng var særligt søndagsaviserne et vigtigt forum, fordi tegneserier ofte fik stillet hele sektioner til deres rådighed.
Dette er imidlertid ikke tilfældet længere. De store bladhuse oplever i dag en generel nedgang, hvorfor tegneseriestriber møder stadig flere begrænsninger, såsom et minimalt format, hvilket betyder, at både tegninger og tekst må reduceres og simplificeres. På aviserne er tegneserierne ikke i høj kurs længere, og af samme grund må tegnere acceptere, at de kun kan opnå kontrakter, hvis de opgiver rettighederne over deres egne serier (mange serier videreføres i dag uden den oprindelige forfatter).
Samtidig må de acceptere, at serierne gøres til model for alle former for produkter, det såkaldte merchandise, der kan indbefatte alt fra kaffekopper til sengetøj. Den omfattende kommercialisering af tegneserierne bringer penge i kassen, og få synes at begræde udviklingen for alvor. Her kommer Wattersons vrede ind i billedet igen, for han har alene reageret aktivt imod denne udvikling. Han stoppede sine serier som et ideologisk nødråb, og han har i hele seriens levetid nægtet at sælge ud. T-shirts og klistermærker med Steen og Stoffer produceres og sælges imod hans vilje, dvs. uden en officiel licens.
Watterson har siden Steen og Stoffer første gang blev bragt i en avis insisteret på at tegne og skrive alt selv. Han betragter tegneserien som et kunstnerisk udtryk, hvilket for ham er ensbetydende med en række specifikke kvaliteter. Mange serier har i dag overgivet sig til big business: Karaktererne er udviklet i forlængelse af forbrugeranalyser (dvs. salgspotentiale af bamser m.m.), og serierne er opbygget efter et princip om dagens vits (”joke of the day”).
I modsætning hertil mener Watterson, at en god tegneserie skal baseres på størrelser såsom: komplekse personligheder, tvetydige betydninger, udviklingsforløb i dialogerne og i seriens egne værdier. Ligeledes skal seriens vitser ikke være alt for bastante; de må gerne være slagkraftige, men som en hovedregel skal de udvise en underfundighed eller usikkerhed, som rækker udover det komiske eller det humoristiske. Derudover ser han gerne, at det litterære indhold, altså teksten, møder modstand eller nuanceres i illustrationerne og farvelægningen.
Wattersons æstetiske program genfinder man ganske tydeligt i selve serien. Blot for at starte ét sted kan man bemærke, at karakterernes navne naturligvis ikke er tilfældige. Steen (Calvin) og Stoffer (Hobbes) er opkaldt efter en teolog og en filosof. Steen er igennem hele serien 6 år, men ikke desto mindre jonglerer han lystigt med opfindsomme formuleringer af problemet om menneskets natur, moral og skæbne.
Disse store emner er skrevet sammen med en seksåriges verden; Steen gider hverken stå op om morgenen eller lave lektier om eftermiddagen. En anden kvalitet er seriens mange tvetydigheder. Når Steen taler med sin tøjtiger Stoffer, finder man ingen endelig afvikling af dette realitetsniveau. Indenfor seriens egen logik er alle verdener lige virkelige; Steen bygger eksempelvis en såkaldt ”Transmogrif” ud af en papkasse, som alt efter behov kan flytte ham mellem virkelighedsplaner.
Steens pludselige forvandling til Rumagent Spiff er gang på gang overraskende, og Sluppermands drabelige kampe med superskurken Sorte Mor er altid underholdende. Et andet klassisk moment i serien er Steens samtaler med sin far, der med vilje fylder drengen med løgn og gode historier.
Seriens grundtanke er at putte sofistikerede refleksioner i munden på en fræk og blåøjet knægt. Dermed mødes barnets og de voksnes verden, hvilket destabiliserer begge sfærer. De overraskende og gensidige overlap viser på metaforisk vis, hvordan tilværelsens evige spørgsmål ikke tilhører en bestemt aldersgruppe, men derimod omgiver os konstant fra vugge til grav. Fidusen i serien er således, at den barnlige og naive formulering ofte rammer noget sigende, hvor voksenlivets mange normer måske ville blokere for en ærlig udtalelse. Hvem har eksempelvis ikke tænkt som Steen, når han stiller tingene på spidsen:
”Weekender tæller ikke, med mindre man bruger dem på noget komplet formålsløst”, eller: ”Der findes intet problem, som er så frygteligt, at man ikke kan lægge skyld oveni og gøre det hele endnu værre”, eller: ”Jeg mener, at fjernsynet på alle måder retfærdiggør vores eksistens”. Eller en af mine personlige favoritter: ”Død over havregrynene”.
Man finder samtlige albums med 'Steen og Stoffer' på bibliotekets hylder.
Af Martin Toft, cand. mag.
Amerika. Dagen tager første bid af natten, en midaldrende mand med briller kravler ind i en firehjulstrækker, han drejer ud på villavejen. Få minutter senere indtager en ældre herre passagersædet, ord er unødvendige. De har ikke travlt, vejene er endnu øde, de triller ud af provinsbyen.
Arbejde - nej de skal ikke på kontoret, men ud i Ohios uendelige landskab, hvor de sammen maler græs, søer og fluer. Dagen forløber som planlagt; eneste højdepunkt er bålet. Far og søn kører hjem til aftensmaden, mens ilden i fred tager sig af dagens billeder. Dette er fuldstændig udramatisk. Endnu en dag er slut.
Manden med brillerne hedder William B. Watterson (f.1958), men er nok bedre kendt som Bill Watterson, skaberen af tegneserien Steen og Stoffer (eller: Calvin&Hobbes). Wattersons serie om den hyperbegavede møgunge, Steen, og den flegmatiske tøjtiger, Stoffer, har opnået enorm succes. I en periode fra 1985 til 1995 blev serien bragt i 2400 aviser verden over, og de 13 officielle albums har solgt i omegnen af 25 millioner eksemplarer.
Succeshistorien endte brat 31. december 1995, hvor Watterson udsendte en kortfattet pressemeddelelse med besked om seriens ophør. Siden denne dramatiske exit har Watterson efter sigende brændt billeder af i Ohios skove. Som man kan forstå, er manden sur over op til flere ting.
Afbrændingen af billederne har en relation til Wattersons store kærlighed: Tegneserier. Der findes naturligvis mange former for tegneserier, som hver især udspringer af forskellige nationale og traditionsmæssige kontekster. Visse tegnere udfolder et personligt ekspressivt projekt i deres serier, mens andre tegner ud fra et koncept henvendt til en bestemt målgruppe (listen over motivationer kan vel forlænges efter behag). Bill Watterson kommer fra en bestemt del af den amerikanske tegneserietradition.
Han tegner og skriver i en form, som er opstået og udviklet i takt med de amerikanske avisers udvikling siden 1890´erne, hvor de store bladhuse for alvor begyndte at satse på tegneserier i håb om at tiltrække flere læsere. I en lang periode var dette et frugtbart bekendtskab. Avisernes salgstal steg, og tegneserierne fik flere privilegier, dvs. mere plads og større kunstnerisk frihed. I en amerikansk sammenhæng var særligt søndagsaviserne et vigtigt forum, fordi tegneserier ofte fik stillet hele sektioner til deres rådighed.
Dette er imidlertid ikke tilfældet længere. De store bladhuse oplever i dag en generel nedgang, hvorfor tegneseriestriber møder stadig flere begrænsninger, såsom et minimalt format, hvilket betyder, at både tegninger og tekst må reduceres og simplificeres. På aviserne er tegneserierne ikke i høj kurs længere, og af samme grund må tegnere acceptere, at de kun kan opnå kontrakter, hvis de opgiver rettighederne over deres egne serier (mange serier videreføres i dag uden den oprindelige forfatter).
Samtidig må de acceptere, at serierne gøres til model for alle former for produkter, det såkaldte merchandise, der kan indbefatte alt fra kaffekopper til sengetøj. Den omfattende kommercialisering af tegneserierne bringer penge i kassen, og få synes at begræde udviklingen for alvor. Her kommer Wattersons vrede ind i billedet igen, for han har alene reageret aktivt imod denne udvikling. Han stoppede sine serier som et ideologisk nødråb, og han har i hele seriens levetid nægtet at sælge ud. T-shirts og klistermærker med Steen og Stoffer produceres og sælges imod hans vilje, dvs. uden en officiel licens.
Watterson har siden Steen og Stoffer første gang blev bragt i en avis insisteret på at tegne og skrive alt selv. Han betragter tegneserien som et kunstnerisk udtryk, hvilket for ham er ensbetydende med en række specifikke kvaliteter. Mange serier har i dag overgivet sig til big business: Karaktererne er udviklet i forlængelse af forbrugeranalyser (dvs. salgspotentiale af bamser m.m.), og serierne er opbygget efter et princip om dagens vits (”joke of the day”).
I modsætning hertil mener Watterson, at en god tegneserie skal baseres på størrelser såsom: komplekse personligheder, tvetydige betydninger, udviklingsforløb i dialogerne og i seriens egne værdier. Ligeledes skal seriens vitser ikke være alt for bastante; de må gerne være slagkraftige, men som en hovedregel skal de udvise en underfundighed eller usikkerhed, som rækker udover det komiske eller det humoristiske. Derudover ser han gerne, at det litterære indhold, altså teksten, møder modstand eller nuanceres i illustrationerne og farvelægningen.
Wattersons æstetiske program genfinder man ganske tydeligt i selve serien. Blot for at starte ét sted kan man bemærke, at karakterernes navne naturligvis ikke er tilfældige. Steen (Calvin) og Stoffer (Hobbes) er opkaldt efter en teolog og en filosof. Steen er igennem hele serien 6 år, men ikke desto mindre jonglerer han lystigt med opfindsomme formuleringer af problemet om menneskets natur, moral og skæbne.
Disse store emner er skrevet sammen med en seksåriges verden; Steen gider hverken stå op om morgenen eller lave lektier om eftermiddagen. En anden kvalitet er seriens mange tvetydigheder. Når Steen taler med sin tøjtiger Stoffer, finder man ingen endelig afvikling af dette realitetsniveau. Indenfor seriens egen logik er alle verdener lige virkelige; Steen bygger eksempelvis en såkaldt ”Transmogrif” ud af en papkasse, som alt efter behov kan flytte ham mellem virkelighedsplaner.
Steens pludselige forvandling til Rumagent Spiff er gang på gang overraskende, og Sluppermands drabelige kampe med superskurken Sorte Mor er altid underholdende. Et andet klassisk moment i serien er Steens samtaler med sin far, der med vilje fylder drengen med løgn og gode historier.
Seriens grundtanke er at putte sofistikerede refleksioner i munden på en fræk og blåøjet knægt. Dermed mødes barnets og de voksnes verden, hvilket destabiliserer begge sfærer. De overraskende og gensidige overlap viser på metaforisk vis, hvordan tilværelsens evige spørgsmål ikke tilhører en bestemt aldersgruppe, men derimod omgiver os konstant fra vugge til grav. Fidusen i serien er således, at den barnlige og naive formulering ofte rammer noget sigende, hvor voksenlivets mange normer måske ville blokere for en ærlig udtalelse. Hvem har eksempelvis ikke tænkt som Steen, når han stiller tingene på spidsen:
”Weekender tæller ikke, med mindre man bruger dem på noget komplet formålsløst”, eller: ”Der findes intet problem, som er så frygteligt, at man ikke kan lægge skyld oveni og gøre det hele endnu værre”, eller: ”Jeg mener, at fjernsynet på alle måder retfærdiggør vores eksistens”. Eller en af mine personlige favoritter: ”Død over havregrynene”.
Man finder samtlige albums med 'Steen og Stoffer' på bibliotekets hylder.
Af Martin Toft, cand. mag.