Anita Furu (1962) har altid ’skrevet til skuffen’, men med hjælp fra forfatteren Kirsten Thorup fik hun mod på at debutere i en moden alder i 2017. De to mødtes på et skrivekursus på Københavns Hovedbibliotek, hvor Kirsten Thorup var gæstelærer. Her læste Anita Furu første kapitel op fra det, der senere blev hendes debutroman, Mit halve liv.
Anita Furus romandebut er inspireret af hendes fars opvækst i San Sebastián i Spanien og farmorens jødiske rødder i Kiev og København. ’Mit halve liv’ er en smuk og lavmælt historie om en jødisk flygtningepiges turbulente liv, fra hun som lille mister sine forældre under pogromerne i Rusland i 1906. Den lille pige skilles fra sine søskende og adopteres af en velhavende jødisk dame og hendes omsorgsfulde tjenestepige i København. Her bliver pigen Nunja til Ruth og assimileres i det københavnske borgerskab i en stor jødisk familie. I sin ungdom kommer Ruth til Berlin og siden San Sebastian, hvor hun bliver gift og får børn med den norske leve- og forretningsmand Sigurd. Fortællingen slutter atter i København, hvor Ruth stykker sine erindringer sammen og kigger tilbage på sit liv, tabene og den smerte, der har været hendes følgesvend fra hendes første rejse. Romanens tema er den fremmedhed, som hovedpersonen Ruth bærer med sig, og den fortid og tradition, hun på en gang længes efter og ønsker at løsrive sig fra.
I 2019 udgav Furu en selvstændig fortsættelse til sin debut: Jeg er en, der kan sige sådan! Romanen bruger igen Anita Furus farmor, Ruth, som omdrejningspunkt, hvor hun i denne bog rejser til England for at genoptage kontakten med sine søskende, som hun blev adskilt fra på grund af bortadoptionen. Bogen tematiserer krig og adoptions bagside og besværet ved at tage kontakt med nogle, man ikke har set i 67 år. Romanen har som følge af historiens triste udgangspunkt en rørende og til tider sørgmodig tone, men Ruths karakter og hendes bange anelser bliver skildret med en opløftende humor.
