Forfatter
Agatha Christie
Den klassiske krimidronning Agatha Christie er kvinden bag de berømte detektiver Miss Marple og Hercule Poirot og verdensberømt for sine raffinerede puslespilsromaner.
De fleste kender Agatha Christie (1890-1976) - måske fordi hendes teaterstykke The Mousetrap (1952) har rekorden, som det længst spillende stykke nogensinde, eller fordi hendes værker har dannet forlæg for adskillige film og TV-serier – eller måske fordi hendes bøger indtil videre er solgt i over en millard eksemplarer, hvilket gør hende til den mest solgte skønlitterære forfatter nogensinde. Men ikke nok med det. Agatha Christie er samtidig formoderen til ikke bare én, men to krimigenrer, samt opfinderen af adskillige plotkompositioner, der siden af blevet brugt så meget, at de næsten har fået status af klicheer.
Agatha Christie opnåede således mere, end hun nogen sinde havde troet muligt - for det lå ikke i kortene, at der skulle komme en krimidronning ud af den lille pige, der blev født i et godt victoriansk hjem, hvor man stadig mente, at manden skulle arbejde og kvinden passe huset.
Tradition og fornyelse.
Hvis Christies landsmand, Sir Arthur Conan Doyle, er krimikongen, er Cristie krimidronningen. Med sin gennembrudsromanen The Murder of Roger Ackroyd (1926), der dog ikke var hendes debut, tager hun næsten direkte over, hvor Sherlock Holmes ”far” slap – hans sidste detektivhistorie The Case-Book of Sherlock Holmes udkom i 1927.
Sporene efter den første store krimiforfatter ses da også tydeligt i især de tidlige værker. Hovedpersonen i hendes første krimi, The Mysterious Affair of Styles (1920), Hercule Poirot, kan på mange måder minde om Sherlock Holmes. Ikke fordi hans baggrund eller udseende er identisk med den store Baker Street-detektivs; han er en lille sirlig tidligere belgisk polimand med en stor sort moustace, men fordi historierne viser massive referencer til Doyles. Eksempelvis minder plottenes strenge logiske opbygning i høj grad om Holmes-historierne og ligesom hos Holmes, er det de små grå celler, Poirot sværger til. Endvidere bliver Poirot i en del af de første historier fulgt af den langsomme, Watson-lignende Arthur Hastings, der, ligesom sit forbillede, er den fiktive fortæller, der oversætter sin helts handlinger til forståelige fortællinger.
Efter Christie sendte Hastings til Argentina i Dumb Witness (1937), bliver bøgerne imidlertid væsentligt mindre Holmes-agtige, og psykologien kommer til at spille en større rolle. Poirot er en god psykolog og en mesterlig detektiv, der virker imponerende, fordi han, i lighed med Miss Marple, aldrig har flere informationer til sin rådighed end læseren – forbrydelsen bliver således udelukkende løst gennem evnen til at bruge disse informationer.
Christie selv var dog ikke helt tilfreds med sin mest anvendte detektiv. Hun indså tidligt, at hun havde gjort han for gammel - eftersom han nødvendigvis måtte være 130 år, da han løste sit sidste mysterium. Men værre end det - efter kort tid begyndte hun at finde ham opblæst, irriterende, usmagelig og kedelig. Imidlertid ville hendes forlag ikke lade hende slå Poirot ihjel, hvorfor hun formindskede hans rolle og hans berømmelse i de følgende bøger. I Curtain (1975, skrevet i 1940’erne), ender han således som en lille komisk og umoderne mand i en kørestol.
Som en yderligere skjult kritik indførte hun i de senere Poirot-værker den gæve Mrs. Ariadne Oliver, krimiforfatter og evigt irritationsmoment for Poirot. Denne Ariadne kan let læses som et lidt ironisk selvportræt af Christie. Hun gav således sig selv mulighed for at vise sin irritation over "den lille mand" internt i fiktionen.
Miss Marple - Sexisme eller kvindepower?
”Der findes ingen detektiver i England, der kan måle sig med en gammeljomfru af ukendt alder og med al den fritid hun kan ønske sig”. Således formulerer Christie det i den første Miss Marple-roman (1930). I modsætning til Poirot blev Marple Christies livslange favorit og endte med at optræde i 12 romaner og 20 noveller.
Med opfindelsen af Miss Marple-figuren blev Christie formoder til hele to undergenrer indenfor krimigenren: Den hyggelige krimihistorie, der foregår i en lille engelsk landsby (en komposition, der lever videre i eksempelvis Midsomer Murders), samt femikrimien.
Christie var den første til at opnå succes med en kvindelig detektiv. Godt nok er der langt fra Marples victorianske værdier og gammelkonelogik til nutidens hårdslående krimiheltinder, som Liza Marklunds Annika Bengtzon og Stig Larssons Lisbeth Salander, men på trods af, at Miss Marple har været anklaget for at være en sexistisk figur, der viderefører en gammeldags kvinderolle, er det et faktum, at hun aldrig har haft brug for hverken støtte eller velsignelse fra nogen mand.
Miss Marple beskrives af Bargainnier, som ”en værdig senvictoriansk kvinde, der med stor skarpsindighed løser det 20 århundredes forbrydelser” (Bargainnier, 1981, 67). Og ganske rigtigt - ingen steder ses Christies egen respekt for victoriatidens idealer tydeligere end i Miss Marple-historierne.
Christie voksede op i et miljø, der, som hun selv beskev det, var solidt victoiansk - noget der i høj grad ses i hendes bøger. I modsætning til Arthur Conan Doyles værker, der for en stor del er skrevet i dronning Victories regeringstid, er Christies værker skrevet i melankoliens skærende lys. Hun har dermed muligheden for at granske konflikten mellem de victorianske værdier, som hun var opdraget med, og den splintrede mellemkrigstids desillusion, som hun levede i. Det er i denne analyse, hun har en af sine styrker. Ikke fordi man som læser nødvendigvis føler, at hun har ret, idet de holdninger, der kommer til syne i hendes bøger, ofte kan virke en anelse altmodische, men fordi hun så tydeligt viser de brudflader, der i denne periode opstod mellem den gamle og den nye tid. Miss Marple tager sit strikketøj, ryster opgivende på hovedet over nutidens forfald og løser derefter den ene forbrydelse efter den anden, alene baseret på hendes kendskab til menneskesindets skyggesider.
Liv og skrift
Agatha Mary Clarissa Miller blev født i Torquay d. 15 september 1890 som tredje barn af Clarissa Miller og amerikaneren Frederick Miller, der begge tilhørte det højere borgerskab. Imidlertid døde Christies far, da hun var 11 år - angiveligt at stress over en række fejlslagne forretningstransaktioner og efterlod sin familie til en fattigdom, der var ny for dem. Det er interessant, at de næste års kamp mod fattigdommen satte sig spor i Christies forfatterskab – ikke i krimierne, men i de mindre kendte kærlighedsromaner, som Christie skrev under pseudonymet Mary Westmacott. Disse handler næsten alle om unge ubemidlede kvinder, der forelsker sig dødeligt i lige så fattige mænd – en skæbne, der også blev Christies.
I begyndelsen af 1. verdenskrig mødte hun den unge Royal Air Force-officer Archibald Christie, som hun i hast giftede sig med i december 1914. De unge fik dog ikke meget tid til hinanden, eftersom Archibald hurtigt vendte tilbage til sin tjeneste, og Christie arbejdede videre i sundhedssystemet, først som sygeplejerske og siden som defektrice på et apotek. Gennem dette arbejde fik hun et stort kendskab til forskellige gifte – en viden hun brugte i adskillige af sine krimier. Faktisk er der tilfælde af lettere eller mere alvorlige forgiftninger i over halvdelen af hendes bøger, og hun er netop blevet kendt for sin brug af forskellige teknikker, variationer og redskaber, der kan ”transformere en almindelig sag om digitalis-forgiftning til et fængslende mysterie”.
Et år efter krigens afslutning fik Archibald og Christie deres første og eneste barn, Rosalind, noget der imidlertid ikke forhindrede Christie i at debutere året efter. Det var dog først i 1926, hun fik sit egentlige gennembrud med romanen The Murder of Roger Ackroyd (1926). Denne succes blev dog overskygget af hendes mors død og problemer i ægteskabet. Den 6. december, efter et skænderi angående Archiebalds udenomsægteskabelige forhold til den unge Nancy Neele, forlod Christie sit hjem og forsvandt. Et storstilet politieftersøgning blev igangsat, men uden held. Først efter 10 dage lokaliserede pressen Christie, der gemte sig på et hotel under Archibalds elskerindes navn. Spekulationerne angående Christies motivation har været mange – ligefra påstande om, at det hele var et mediestunt til teorien om, at hun gjorde det for at hævne sig på Archie. Christie selv fastholdt imidlertid, at hun blot havde lidt af hukommelsestab.
Ensomheden varede ikke længe. I 1930 blev Christie gift med den 14 år yngre arkæolog Max Mallowan, som hun havde mødt på en rejse til Bagdad. Dette ægteskab blev lykkeligt og varede i 45 år. Endvidere blev Christie og Max’ rejser i Orienten baggrund for en hel række af historier, heriblandt Murder in Mesopotamia (1936), Death on the Nile (1936) og They Came to Baghdad (1951).
Christie fortsatte med at skrive hele sit liv, mens salgstallet bare steg og steg. I 1972 blev hun hædret for sit forfatterskab med Dame Commander of The British Empire - hun foretrak dog at blive kaldt Mrs. Mallowan privat. I 1965 afsluttede hun sin selvbiografi, der ikke handler om hendes privatliv, men om hendes skrivende liv. Hun døde den 12. januar 1976, efter at have været fysisk svag i lang tid – men hendes hoved fejlede aldrig noget.
Hvor skal man begynde?
Agatha Christie bliver først og fremmest husket som krimiforfatter – og det er der en grund til. Hvilke krimier, der er de bedste, er blevet diskuteret både før og nu, og sådan skal det helst også være. Jeg vil derfor ikke anbefale den ene frem for den anden, omend Christies krimier i de sidste ti år, ikke har den samme plotmæssige virtuositet som de tidligere.
Men når det er sagt, er det bare at nyde Christies velkomponerede krimier, for hun er absolut et bekendskab værd. Ikke blot fordi hun er en ufravigelig del af krimiegenrens historie, men ligeså meget fordi hun slet og ret var dygtig.
Hun så ikke sig selv som en stor kunstner, men derimod som en håndværker, hvis fornemste opgave var at give publikum det, de gerne ville have. Det lykkedes over al forventning.
Christie samlede forskellige dele af hverdagens middelklasseliv og gjorde dem til betydningsfulde dele af opklaringsarbejdet. Hun lukkede spændingen ind i hverdagens trummerum og opfandt plots, der udfordrer og fascinerer. God fornøjelse.
Cand. mag. Sidsel Sander Mittet
Den klassiske krimidronning Agatha Christie er kvinden bag de berømte detektiver Miss Marple og Hercule Poirot og verdensberømt for sine raffinerede puslespilsromaner.
De fleste kender Agatha Christie (1890-1976) - måske fordi hendes teaterstykke The Mousetrap (1952) har rekorden, som det længst spillende stykke nogensinde, eller fordi hendes værker har dannet forlæg for adskillige film og TV-serier – eller måske fordi hendes bøger indtil videre er solgt i over en millard eksemplarer, hvilket gør hende til den mest solgte skønlitterære forfatter nogensinde. Men ikke nok med det. Agatha Christie er samtidig formoderen til ikke bare én, men to krimigenrer, samt opfinderen af adskillige plotkompositioner, der siden af blevet brugt så meget, at de næsten har fået status af klicheer.
Agatha Christie opnåede således mere, end hun nogen sinde havde troet muligt - for det lå ikke i kortene, at der skulle komme en krimidronning ud af den lille pige, der blev født i et godt victoriansk hjem, hvor man stadig mente, at manden skulle arbejde og kvinden passe huset.
Tradition og fornyelse.
Hvis Christies landsmand, Sir Arthur Conan Doyle, er krimikongen, er Cristie krimidronningen. Med sin gennembrudsromanen The Murder of Roger Ackroyd (1926), der dog ikke var hendes debut, tager hun næsten direkte over, hvor Sherlock Holmes ”far” slap – hans sidste detektivhistorie The Case-Book of Sherlock Holmes udkom i 1927.
Sporene efter den første store krimiforfatter ses da også tydeligt i især de tidlige værker. Hovedpersonen i hendes første krimi, The Mysterious Affair of Styles (1920), Hercule Poirot, kan på mange måder minde om Sherlock Holmes. Ikke fordi hans baggrund eller udseende er identisk med den store Baker Street-detektivs; han er en lille sirlig tidligere belgisk polimand med en stor sort moustace, men fordi historierne viser massive referencer til Doyles. Eksempelvis minder plottenes strenge logiske opbygning i høj grad om Holmes-historierne og ligesom hos Holmes, er det de små grå celler, Poirot sværger til. Endvidere bliver Poirot i en del af de første historier fulgt af den langsomme, Watson-lignende Arthur Hastings, der, ligesom sit forbillede, er den fiktive fortæller, der oversætter sin helts handlinger til forståelige fortællinger.
Efter Christie sendte Hastings til Argentina i Dumb Witness (1937), bliver bøgerne imidlertid væsentligt mindre Holmes-agtige, og psykologien kommer til at spille en større rolle. Poirot er en god psykolog og en mesterlig detektiv, der virker imponerende, fordi han, i lighed med Miss Marple, aldrig har flere informationer til sin rådighed end læseren – forbrydelsen bliver således udelukkende løst gennem evnen til at bruge disse informationer.
Christie selv var dog ikke helt tilfreds med sin mest anvendte detektiv. Hun indså tidligt, at hun havde gjort han for gammel - eftersom han nødvendigvis måtte være 130 år, da han løste sit sidste mysterium. Men værre end det - efter kort tid begyndte hun at finde ham opblæst, irriterende, usmagelig og kedelig. Imidlertid ville hendes forlag ikke lade hende slå Poirot ihjel, hvorfor hun formindskede hans rolle og hans berømmelse i de følgende bøger. I Curtain (1975, skrevet i 1940’erne), ender han således som en lille komisk og umoderne mand i en kørestol.
Som en yderligere skjult kritik indførte hun i de senere Poirot-værker den gæve Mrs. Ariadne Oliver, krimiforfatter og evigt irritationsmoment for Poirot. Denne Ariadne kan let læses som et lidt ironisk selvportræt af Christie. Hun gav således sig selv mulighed for at vise sin irritation over "den lille mand" internt i fiktionen.
Miss Marple - Sexisme eller kvindepower?
”Der findes ingen detektiver i England, der kan måle sig med en gammeljomfru af ukendt alder og med al den fritid hun kan ønske sig”. Således formulerer Christie det i den første Miss Marple-roman (1930). I modsætning til Poirot blev Marple Christies livslange favorit og endte med at optræde i 12 romaner og 20 noveller.
Med opfindelsen af Miss Marple-figuren blev Christie formoder til hele to undergenrer indenfor krimigenren: Den hyggelige krimihistorie, der foregår i en lille engelsk landsby (en komposition, der lever videre i eksempelvis Midsomer Murders), samt femikrimien.
Christie var den første til at opnå succes med en kvindelig detektiv. Godt nok er der langt fra Marples victorianske værdier og gammelkonelogik til nutidens hårdslående krimiheltinder, som Liza Marklunds Annika Bengtzon og Stig Larssons Lisbeth Salander, men på trods af, at Miss Marple har været anklaget for at være en sexistisk figur, der viderefører en gammeldags kvinderolle, er det et faktum, at hun aldrig har haft brug for hverken støtte eller velsignelse fra nogen mand.
Miss Marple beskrives af Bargainnier, som ”en værdig senvictoriansk kvinde, der med stor skarpsindighed løser det 20 århundredes forbrydelser” (Bargainnier, 1981, 67). Og ganske rigtigt - ingen steder ses Christies egen respekt for victoriatidens idealer tydeligere end i Miss Marple-historierne.
Christie voksede op i et miljø, der, som hun selv beskev det, var solidt victoiansk - noget der i høj grad ses i hendes bøger. I modsætning til Arthur Conan Doyles værker, der for en stor del er skrevet i dronning Victories regeringstid, er Christies værker skrevet i melankoliens skærende lys. Hun har dermed muligheden for at granske konflikten mellem de victorianske værdier, som hun var opdraget med, og den splintrede mellemkrigstids desillusion, som hun levede i. Det er i denne analyse, hun har en af sine styrker. Ikke fordi man som læser nødvendigvis føler, at hun har ret, idet de holdninger, der kommer til syne i hendes bøger, ofte kan virke en anelse altmodische, men fordi hun så tydeligt viser de brudflader, der i denne periode opstod mellem den gamle og den nye tid. Miss Marple tager sit strikketøj, ryster opgivende på hovedet over nutidens forfald og løser derefter den ene forbrydelse efter den anden, alene baseret på hendes kendskab til menneskesindets skyggesider.
Liv og skrift
Agatha Mary Clarissa Miller blev født i Torquay d. 15 september 1890 som tredje barn af Clarissa Miller og amerikaneren Frederick Miller, der begge tilhørte det højere borgerskab. Imidlertid døde Christies far, da hun var 11 år - angiveligt at stress over en række fejlslagne forretningstransaktioner og efterlod sin familie til en fattigdom, der var ny for dem. Det er interessant, at de næste års kamp mod fattigdommen satte sig spor i Christies forfatterskab – ikke i krimierne, men i de mindre kendte kærlighedsromaner, som Christie skrev under pseudonymet Mary Westmacott. Disse handler næsten alle om unge ubemidlede kvinder, der forelsker sig dødeligt i lige så fattige mænd – en skæbne, der også blev Christies.
I begyndelsen af 1. verdenskrig mødte hun den unge Royal Air Force-officer Archibald Christie, som hun i hast giftede sig med i december 1914. De unge fik dog ikke meget tid til hinanden, eftersom Archibald hurtigt vendte tilbage til sin tjeneste, og Christie arbejdede videre i sundhedssystemet, først som sygeplejerske og siden som defektrice på et apotek. Gennem dette arbejde fik hun et stort kendskab til forskellige gifte – en viden hun brugte i adskillige af sine krimier. Faktisk er der tilfælde af lettere eller mere alvorlige forgiftninger i over halvdelen af hendes bøger, og hun er netop blevet kendt for sin brug af forskellige teknikker, variationer og redskaber, der kan ”transformere en almindelig sag om digitalis-forgiftning til et fængslende mysterie”.
Et år efter krigens afslutning fik Archibald og Christie deres første og eneste barn, Rosalind, noget der imidlertid ikke forhindrede Christie i at debutere året efter. Det var dog først i 1926, hun fik sit egentlige gennembrud med romanen The Murder of Roger Ackroyd (1926). Denne succes blev dog overskygget af hendes mors død og problemer i ægteskabet. Den 6. december, efter et skænderi angående Archiebalds udenomsægteskabelige forhold til den unge Nancy Neele, forlod Christie sit hjem og forsvandt. Et storstilet politieftersøgning blev igangsat, men uden held. Først efter 10 dage lokaliserede pressen Christie, der gemte sig på et hotel under Archibalds elskerindes navn. Spekulationerne angående Christies motivation har været mange – ligefra påstande om, at det hele var et mediestunt til teorien om, at hun gjorde det for at hævne sig på Archie. Christie selv fastholdt imidlertid, at hun blot havde lidt af hukommelsestab.
Ensomheden varede ikke længe. I 1930 blev Christie gift med den 14 år yngre arkæolog Max Mallowan, som hun havde mødt på en rejse til Bagdad. Dette ægteskab blev lykkeligt og varede i 45 år. Endvidere blev Christie og Max’ rejser i Orienten baggrund for en hel række af historier, heriblandt Murder in Mesopotamia (1936), Death on the Nile (1936) og They Came to Baghdad (1951).
Christie fortsatte med at skrive hele sit liv, mens salgstallet bare steg og steg. I 1972 blev hun hædret for sit forfatterskab med Dame Commander of The British Empire - hun foretrak dog at blive kaldt Mrs. Mallowan privat. I 1965 afsluttede hun sin selvbiografi, der ikke handler om hendes privatliv, men om hendes skrivende liv. Hun døde den 12. januar 1976, efter at have været fysisk svag i lang tid – men hendes hoved fejlede aldrig noget.
Hvor skal man begynde?
Agatha Christie bliver først og fremmest husket som krimiforfatter – og det er der en grund til. Hvilke krimier, der er de bedste, er blevet diskuteret både før og nu, og sådan skal det helst også være. Jeg vil derfor ikke anbefale den ene frem for den anden, omend Christies krimier i de sidste ti år, ikke har den samme plotmæssige virtuositet som de tidligere.
Men når det er sagt, er det bare at nyde Christies velkomponerede krimier, for hun er absolut et bekendskab værd. Ikke blot fordi hun er en ufravigelig del af krimiegenrens historie, men ligeså meget fordi hun slet og ret var dygtig.
Hun så ikke sig selv som en stor kunstner, men derimod som en håndværker, hvis fornemste opgave var at give publikum det, de gerne ville have. Det lykkedes over al forventning.
Christie samlede forskellige dele af hverdagens middelklasseliv og gjorde dem til betydningsfulde dele af opklaringsarbejdet. Hun lukkede spændingen ind i hverdagens trummerum og opfandt plots, der udfordrer og fascinerer. God fornøjelse.
Cand. mag. Sidsel Sander Mittet
