Blog
Bliver vi holdt for nar?
Når den samme skare af avisanmeldere, som også underviser eller har undervist på Forfatterskolen, roser Forfatterskolelitteraturen med gloser så højtsvævende, at det leder tankerne hen på vækkelsesmøde – før var jeg blind, nu kan jeg se! – bliver vi som bogkøbere så ikke holdt lidt for nar?
I disse tider får man ustandseligt at vide, at den ny danske litteratur fra især Gladiator eller Gyldendal (ofte af Forfatterskoleelever) er guddommelig, ubærligt smuk, perfekt, en af de bedste romaner nogensinde etc., etc. Det skorter ikke på fine ord.
Og anmeldelserne er tit så opkørte, og til tider usagligt romantiserende, at det burde få de fleste voksne læsere til at rynke brynene. Tilfældene er mange, men se hvordan det bliver nærmest erotisk, når Lilian Munk Rösing sidder og kæler med sin Klougart-bog:
”Under læsningen af Josefine Klougarts ’Om mørke’ greb jeg mig selv i at sidde og stryge desperat forelsket hen over siderne med fingerspidserne, at kærtegne dem, som var de hud.”
Ja, anmelderne er ovenud begejstrede for Forfatterskole-litteraturen – det er mildt sagt – og der er meget langt mellem decideret negative anmeldelser af elever fra omtalte skole, især i Politiken og Information. Og det gælder også debuterne fra de purunge dimittender.
Men hvad er det egentlig, der anmeldes, kan man spørge? Er det selve Forfatterskolen, eller er det forfatterne? For sidstnævnte kan næppe fylde skoene ud. De flotte anmeldelser, f.eks. af debuterne, kan for den uindviede nemt komme til at ligne en slags uheldig ’starthjælp’, der sikrer at dimittenderne får fløjet godt fra reden med en fin anmeldelse.
Man får i hvert fald ikke det indtryk, at de unge kastes for løverne ude i den sådan ’rigtige virkelige virkelighed’ (som deres prosa og lyrik ellers er så optaget af), hvor et kritisk anmelderkorps står klar. Snarere at de får nogle flotte ord med på deres jomfrurejse i en eller anden romantisk pseudo-virkelighed. Og så nævner jeg ikke engang, at det i sig selv er opsigtsvækkende at få en debut anmeldt i store aviser som Politiken eller Information – gad vide hvordan det system egentlig fungerer? Det var først min femte roman, der fik en anmeldelse i Politiken.
Det virker, som om læserne bliver holdt for nar. Når vi får at vide, at den nye bog af den og den forfatter bare er sandhed på dåse. Du bliver et bedre menneske af at læse den. Ja, du ser måske endda gud … Køb, køb!
Den litteratur, der bliver betragtet som stor kunst og den ’rigtige’ – og som jeg personligt har et spinkelt håb om, at mange kan gennemskue ofte er umodent dagbogsskriveri eller indholdsløs ordleg – den som får alle priserne, kunne godt se ud til at være pumpet op til noget, den ikke er, i kraft af de bekymrende mange dobbeltkasketter.
Det er sikkert ikke ulovligt. Det er bare klamt og indfedtet, og der burde gøres op med det. Det uretfærdige er, at det nok ikke engang hjælper at lade være med at købe deres bøger, for den scene kan holde sig selv kørende på kunststøtte, fondsmidler og priser.
Men summa summarum, vil de store dagblade bevare troværdigheden, burde de nok kigge lidt mere kritisk på, hvem der egentlig anmelder hvem, og overveje om de vil være med til at støtte et magtcentrum i den danske litteraturbranche og et ensidigt og temmelig ukritisk fokus på én litteraturtype.
Når den samme skare af avisanmeldere, som også underviser eller har undervist på Forfatterskolen, roser Forfatterskolelitteraturen med gloser så højtsvævende, at det leder tankerne hen på vækkelsesmøde – før var jeg blind, nu kan jeg se! – bliver vi som bogkøbere så ikke holdt lidt for nar?
I disse tider får man ustandseligt at vide, at den ny danske litteratur fra især Gladiator eller Gyldendal (ofte af Forfatterskoleelever) er guddommelig, ubærligt smuk, perfekt, en af de bedste romaner nogensinde etc., etc. Det skorter ikke på fine ord.
Og anmeldelserne er tit så opkørte, og til tider usagligt romantiserende, at det burde få de fleste voksne læsere til at rynke brynene. Tilfældene er mange, men se hvordan det bliver nærmest erotisk, når Lilian Munk Rösing sidder og kæler med sin Klougart-bog:
”Under læsningen af Josefine Klougarts ’Om mørke’ greb jeg mig selv i at sidde og stryge desperat forelsket hen over siderne med fingerspidserne, at kærtegne dem, som var de hud.”
Ja, anmelderne er ovenud begejstrede for Forfatterskole-litteraturen – det er mildt sagt – og der er meget langt mellem decideret negative anmeldelser af elever fra omtalte skole, især i Politiken og Information. Og det gælder også debuterne fra de purunge dimittender.
Men hvad er det egentlig, der anmeldes, kan man spørge? Er det selve Forfatterskolen, eller er det forfatterne? For sidstnævnte kan næppe fylde skoene ud. De flotte anmeldelser, f.eks. af debuterne, kan for den uindviede nemt komme til at ligne en slags uheldig ’starthjælp’, der sikrer at dimittenderne får fløjet godt fra reden med en fin anmeldelse.
Man får i hvert fald ikke det indtryk, at de unge kastes for løverne ude i den sådan ’rigtige virkelige virkelighed’ (som deres prosa og lyrik ellers er så optaget af), hvor et kritisk anmelderkorps står klar. Snarere at de får nogle flotte ord med på deres jomfrurejse i en eller anden romantisk pseudo-virkelighed. Og så nævner jeg ikke engang, at det i sig selv er opsigtsvækkende at få en debut anmeldt i store aviser som Politiken eller Information – gad vide hvordan det system egentlig fungerer? Det var først min femte roman, der fik en anmeldelse i Politiken.
Det virker, som om læserne bliver holdt for nar. Når vi får at vide, at den nye bog af den og den forfatter bare er sandhed på dåse. Du bliver et bedre menneske af at læse den. Ja, du ser måske endda gud … Køb, køb!
Den litteratur, der bliver betragtet som stor kunst og den ’rigtige’ – og som jeg personligt har et spinkelt håb om, at mange kan gennemskue ofte er umodent dagbogsskriveri eller indholdsløs ordleg – den som får alle priserne, kunne godt se ud til at være pumpet op til noget, den ikke er, i kraft af de bekymrende mange dobbeltkasketter.
Det er sikkert ikke ulovligt. Det er bare klamt og indfedtet, og der burde gøres op med det. Det uretfærdige er, at det nok ikke engang hjælper at lade være med at købe deres bøger, for den scene kan holde sig selv kørende på kunststøtte, fondsmidler og priser.
Men summa summarum, vil de store dagblade bevare troværdigheden, burde de nok kigge lidt mere kritisk på, hvem der egentlig anmelder hvem, og overveje om de vil være med til at støtte et magtcentrum i den danske litteraturbranche og et ensidigt og temmelig ukritisk fokus på én litteraturtype.
Kommentarer