Af og til sker der udskiftninger på Litteratursiden. Jeg er sådan én. I det kommende år barselsvikarierer jeg for Anne Birgitte Hundahl, og skal derfor varetage posten som temaredaktør. Det er en spændende udfordring, og jeg ser frem til at komme rigtig i gang med arbejdet i og med litteraturen. Derudover glæder jeg mig til at få kontakt til Litteratursidens dedikerede brugere.
Måske har du allerede læst min første gerning på Litteratursiden, nemlig
temateksten om ytringsfrihed og terror. Men der kommer mere. Jeg vil forsøge at holde mig aktiv på Litteratursiden, og forhåbentlig vil jeg kunne inspirere nogle til at læse noget andet, end de plejer, og måske også ytre et ord eller to om deres læseoplevelse. Jeg er i gang med at stille bøger på en boghylde med navnet: "Jeg læser i 2015", og når der bliver tid til det, følger jeg op på en boghylde med: "Mine yndlingsbøger". Derudover vil jeg løbende skrive på Litteratursiden om diverse litteraturting med tryk på bogmarked, bibliotek og forunderlig poetisk litteratur. Jeg vil også anmelde hist og her.
Vil du bruge mig som direkte leverandør af delikatesser, bogstaveligt talt, er du velkommen til at skrive. Bruger du kontaktformularen, så husk at vedlægge din mail, så jeg kan vende tilbage. Du skal dog vide, at jeg har en svaghed for digte og lyrisk prosa. Måske sender jeg dig til en by i Rusland, ind i den aarhusianske ghetto eller på poetisk vandretur i Japan. Det er en chance, du må tage samtidig med, at du løber den risiko at få en på opleveren... Almindeligvis er jeg dog rimelig medgørlig.
Min baggrund er cand. mag. i litteraturhistorie og filosofi fra Aarhus Universitet. Siden har jeg arbejdet en del med formidling. Aarhus litteraturcenter og magasinet Aarhus panorama er to af mine arnesteder, men bloggen Om kunsten om kunsten og kunsten, som jeg stiftede tilbage i 2010, har også betydet en hel masse for, den litteraturperson og -formidler, jeg er i dag.
Nu er jeg så havnet på Vejle bibliotek, hvor jeg den sidste måned har fået oplæring i bibliotekarens mest ædle dyder. Informationssøgning, formidling, materialeindkøb, dk 5, kassation og meget meget mere. Indsigt i biblioteksvæsenet har i den grad udvidet min horisont for, hvad der foregår på bogmarkedet i sin helhed.
Ha' en god onsdag.
Kommentarer