Blog
Danske fans dyrker ikke det danske
En af Litteratursidens brugere, forfatter Jonas Wilmann, blogger om den "væg af is, der har rejst sig mellem fans og genreforfattere her i Danmark".
DANSK FANDOM. Prøv at smage på begrebet. ’Fandom’ indikerer en kultur, der fandyrker en given genre, gerne lidt undergrund. ’Dansk’ må indikere noget i retning af, at fansene er danske eller bosiddende i Danmark, og i bedste fald at de så dyrker den danske undergrund.
Det sidste gør sig ikke gældende, vil jeg hurtigt indskyde.
Jeg er horrorforfatter og indehaver af eget lille forlag og ligger derfor inde med den GRUOPVÆKKENDE SANDHED om salgstallene for de snævre genrer. Hvis man i mikroforlagsverdenen når op på to hundrede solgte eksemplarer, er det nærmest en bragende succes, og her består salget uden tvivl af omkring firs procent bibliotekssalg. Det efterlader fyrre salg til private købere, hvoraf nok halvdelen er venner eller bekendte af forfatteren.
Så fraregnet biblioteker og venner, er der omkring tyve uvildige købere tilbage til en dansk genreudgivelse på lille forlag. Ikke just imponerende, vel?
Tidligere på året modtog undertegnede forfatter endda æren at vinde prisen for Årets Horrorudgivelse 2012. Men skabte det mersalg? Skabte det interesse …? Nej, stort set ikke. Jeg tror, jeg har solgt fem-seks bøger mere siden prisoverrækkelsen.
Man kan godt på sine grå dage føle, at der er en voldsom antipati mod at læse, og endnu mere mod at læse dansk. Det trækker simpelthen for meget med de amerikanske storsællerter, der på forhånd har fået garantistemplet af millioner andre, og er konstrueret til at hensætte seeren i noget, der minder om en kontaktlims-induceret lykkerus. Og hvis man endelig skulle vove sig ud på den ulidelige tour de force, det åbenbart er at læse en bog, er der den økonomiske pukkel; det er simpelthen billigere at bestille paperbacks fra Amazon.
Alt dette taget i betragtning, forklarer det stadig ikke den massive væg af is, der har rejst sig mellem fans og genreforfattere her i Danmark. Hvis en specialiseret blog skriver et indlæg om en amerikansk film eller tv-serie, får det lynhurtigt rigtig mange ’likes’ og kommentarer. Nævnes en amerikansk bog, får det også gerne et par meningstilkendegivelser med på vejen. Men en dansk bog! Fy for den! De indlæg kommer til at stå og samle støv. Nul likes. Nul kommentarer. Nul interesse.
Og skulle der endelig komme en kommentar, vil det typisk være ytringer, der bunder i en række konspirationsteoretiske fordomme. Ikke fordi man har læst noget af det danske, men man mener da, at det vist nok er meget dårligere end det amerikanske, og det er også bare sådan en lille klub, der sidder og roser sig selv hele tiden.
Men hvorfor?
Der findes næppe en fan, der ikke er affilieret med et eller andet selskab. Danmark er jo bannerførere for foreningslivet. Og graver man lidt i den danske folkesjæl, helt tilbage til støbeformen, dengang vi fik lidt for mange bank af preusserne og svensken, etableredes det indadskuende, hyldesten af ”det lille” (som jeg har hørt det formuleret). Men det skulle da være godt, skulle det ikke? Det indadskuende og foreningslivet. Så støtter vi jo vores eget, gør vi ikke?
Nej.
For det indadskuende er herhjemme blandet med et slags knækket selvværd, og man kunne fristes til at hægte et par ekstra linjer på Janteloven i den forbindelse.
Efter det velkendte: ”Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os” kunne passende komme: ”Men jeg er i hvert fald bedre end dig” og det mest skamfulde: ”Inderst inde ved jeg dog, at jeg ikke duer til en skid.”
Det lave værd projiceres: ”En dansker, ligesom mig selv, kan da umuligt lave noget, der er virkelig godt!” Så man skuer over there, til det forjættede land, til ”Game of thrones” og ”The walking dead”, og støtter de i forvejen bugnende mega franchises, i stedet for at prøve det danske af – ikke støtte blindt selvfølgelig! – men i det mindste prøve det af, før man slagter eller ignorerer det.
Tænk på mulighederne for f.eks. dansk horror, hvis fansene ikke var så tunge i røven. Vi snakker oversættelser, filmatiseringer … kort sagt: international gennemslagskraft! Men hvis ens eget bagland ikke engang støtter op om sagen, er det svært at få det til at løfte sig fra jorden. Den danske fan er simpelthen blevet en hængerøv med stars and stripes i øjnene.
Dansk fandom er for nu spredt ud som små øer i et iskoldt hav, bag fæstninger af fordomme, kun under fanen af amerikanske Storebror. Det forenede er svært at få øje på, og målgruppen er for en forfatter som mig ikke uinteressant, men den er UIMODTAGELIG.
Kuren ligger dog lige for: Det handler vel egentlig bare om tillid og interesse.
En af Litteratursidens brugere, forfatter Jonas Wilmann, blogger om den "væg af is, der har rejst sig mellem fans og genreforfattere her i Danmark".
DANSK FANDOM. Prøv at smage på begrebet. ’Fandom’ indikerer en kultur, der fandyrker en given genre, gerne lidt undergrund. ’Dansk’ må indikere noget i retning af, at fansene er danske eller bosiddende i Danmark, og i bedste fald at de så dyrker den danske undergrund.
Det sidste gør sig ikke gældende, vil jeg hurtigt indskyde.
Jeg er horrorforfatter og indehaver af eget lille forlag og ligger derfor inde med den GRUOPVÆKKENDE SANDHED om salgstallene for de snævre genrer. Hvis man i mikroforlagsverdenen når op på to hundrede solgte eksemplarer, er det nærmest en bragende succes, og her består salget uden tvivl af omkring firs procent bibliotekssalg. Det efterlader fyrre salg til private købere, hvoraf nok halvdelen er venner eller bekendte af forfatteren.
Så fraregnet biblioteker og venner, er der omkring tyve uvildige købere tilbage til en dansk genreudgivelse på lille forlag. Ikke just imponerende, vel?
Tidligere på året modtog undertegnede forfatter endda æren at vinde prisen for Årets Horrorudgivelse 2012. Men skabte det mersalg? Skabte det interesse …? Nej, stort set ikke. Jeg tror, jeg har solgt fem-seks bøger mere siden prisoverrækkelsen.
Man kan godt på sine grå dage føle, at der er en voldsom antipati mod at læse, og endnu mere mod at læse dansk. Det trækker simpelthen for meget med de amerikanske storsællerter, der på forhånd har fået garantistemplet af millioner andre, og er konstrueret til at hensætte seeren i noget, der minder om en kontaktlims-induceret lykkerus. Og hvis man endelig skulle vove sig ud på den ulidelige tour de force, det åbenbart er at læse en bog, er der den økonomiske pukkel; det er simpelthen billigere at bestille paperbacks fra Amazon.
Alt dette taget i betragtning, forklarer det stadig ikke den massive væg af is, der har rejst sig mellem fans og genreforfattere her i Danmark. Hvis en specialiseret blog skriver et indlæg om en amerikansk film eller tv-serie, får det lynhurtigt rigtig mange ’likes’ og kommentarer. Nævnes en amerikansk bog, får det også gerne et par meningstilkendegivelser med på vejen. Men en dansk bog! Fy for den! De indlæg kommer til at stå og samle støv. Nul likes. Nul kommentarer. Nul interesse.
Og skulle der endelig komme en kommentar, vil det typisk være ytringer, der bunder i en række konspirationsteoretiske fordomme. Ikke fordi man har læst noget af det danske, men man mener da, at det vist nok er meget dårligere end det amerikanske, og det er også bare sådan en lille klub, der sidder og roser sig selv hele tiden.
Men hvorfor?
Der findes næppe en fan, der ikke er affilieret med et eller andet selskab. Danmark er jo bannerførere for foreningslivet. Og graver man lidt i den danske folkesjæl, helt tilbage til støbeformen, dengang vi fik lidt for mange bank af preusserne og svensken, etableredes det indadskuende, hyldesten af ”det lille” (som jeg har hørt det formuleret). Men det skulle da være godt, skulle det ikke? Det indadskuende og foreningslivet. Så støtter vi jo vores eget, gør vi ikke?
Nej.
For det indadskuende er herhjemme blandet med et slags knækket selvværd, og man kunne fristes til at hægte et par ekstra linjer på Janteloven i den forbindelse.
Efter det velkendte: ”Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os” kunne passende komme: ”Men jeg er i hvert fald bedre end dig” og det mest skamfulde: ”Inderst inde ved jeg dog, at jeg ikke duer til en skid.”
Det lave værd projiceres: ”En dansker, ligesom mig selv, kan da umuligt lave noget, der er virkelig godt!” Så man skuer over there, til det forjættede land, til ”Game of thrones” og ”The walking dead”, og støtter de i forvejen bugnende mega franchises, i stedet for at prøve det danske af – ikke støtte blindt selvfølgelig! – men i det mindste prøve det af, før man slagter eller ignorerer det.
Tænk på mulighederne for f.eks. dansk horror, hvis fansene ikke var så tunge i røven. Vi snakker oversættelser, filmatiseringer … kort sagt: international gennemslagskraft! Men hvis ens eget bagland ikke engang støtter op om sagen, er det svært at få det til at løfte sig fra jorden. Den danske fan er simpelthen blevet en hængerøv med stars and stripes i øjnene.
Dansk fandom er for nu spredt ud som små øer i et iskoldt hav, bag fæstninger af fordomme, kun under fanen af amerikanske Storebror. Det forenede er svært at få øje på, og målgruppen er for en forfatter som mig ikke uinteressant, men den er UIMODTAGELIG.
Kuren ligger dog lige for: Det handler vel egentlig bare om tillid og interesse.
Kommentarer