Blog
Tag mig tilbage, Franzen!
En brugger blogger om sin store forelskelse i Jonathan Franzens roman "Korrektioner" og om de store forventninger til hans seneste roman "Frihed", som stadig mangler at blive indfriet.
Det er ligesom en forelskelse. Den der følelse af at være heldig og udvalgt.
Man overgiver sig og lader sig beruse eller berøre. Man bliver pirret og slipper kontrollen.
Jeg taler selvfølgelig om, hvordan det er at snuble tilfældigt over en bog, som man så må overgive sig til, og som bliver hængende. Næsten som en personlig erfaring, man selv har gjort sig, eller som et minde man selv har haft.
For et stykke tid siden snublede jeg over Jonathan Franzens Korrektioner fra 2001, og jeg lod mig forføre af familien Lambert og deres indbyrdes relationer.
Det var en harmonika, når familiemedlemmerne skiftevis prøvede at nærme sig hinanden og trak sig væk. Det var sært nærværende, for vi kender alle lyden af den harmonika.
Det gamle ægtepar, Enid og Alfred, bruger tilværelsen i Midtvesten på at bekrige hinanden, og deres tre voksne børn har pligtfuldt valgt side. Yndigt er det ikke, men det er troværdigt og til tider dybt, dybt rørende.
Romanen folder sig ud, og personerne står hurtigt lyslevende foran én.
Ligesom Enid håber man af hele sit hjerte (det lyder som en kliché, men det gør man, for man er jo forelsket), at hele familien kan og vil samles til den forestående jul.
Forskellige begivenheder og personer indtræder i personernes liv, og disse begivenheder og hændelser kredser som satellitter rundt om hinanden – hvor de gensidigt påvirker hinanden og fører hovedplottet frem.
Franzen er eminent til at beskrive personer. De fremstår levende, råbende, flabede foran én i deres kompleksitet. Replikkerne er spot on og så troværdige, at man til tider skal kæmpe imod trangen til at holde sig for ørene, og personkarakteristikken er så elegant og nærværende, at man mistænker ham for at snyde. Han må have taget et billede af et virkeligt menneske og overført det til ord på papiret.
En biperson ved navn Robin beskrives f.eks. sådan her, mens hun er i gang med havearbejde:
”Hun havde tynde arme og et stofskifte som en kolibri og tog mange små, hurtige bidder af småstenene i stedet for store skovlfulde.” (Korrektioner 2001)
Det er misundelsesværdigt godt skrevet.
Nu vil jeg ikke løfte sløret for, hvad der videre sker i romanen, for jeg vil nødig blive opfattet som en af de der irriterende personer, som man støder på, når man læser om bøger på nettet, sådan en person, som afslører slutningen, før man selv har nået at få begyndelsen. Jeg under dig din egen begyndelse.
Men jeg håber, at jeg har gjort mit til, at du selv kaster dig ud i dette kærlighedsforhold, hvis du er parat.
For dine fødder slipper jorden. Din horisont ændrer sig. Du bliver gladere. Du bliver nedtrykt. Du bliver klogere.
Sådan er det at være forelsket.
Venter på forandringen
Men det er desværre sådan med forelskelser, at de ikke varer ved.
De ændrer sig, bliver dybere, stærkere. De munder ud i kærlighed.
Eller de fordamper som små uartige fnis i natten.
Forelskelser forandrer sig. Det ligger i deres natur.
Fuld af forventning kastede jeg mig over Franzens Frihed, som udkom sidste år.
Jeg havde sluserne helt åbne og var mere end parat til at give mig væk igen.
Siderne blev vendt, men et eller andet sted mellem side 40 og 45 opdagede jeg, at jeg sad i venteposition.
Og jeg mener ikke den der frydefulde venten på forløsning, men snarere en ”hvornår bliver jeg kastet op i luften? Hvornår bliver personerne i romanen til mere end klicheer?”
Jeg så pludselig mig selv sidde med hænderne i skødet, høflig og reserveret, fordi man er for velopdragen (eller håbefuld) til at rejse sig op og gå.
Men jeg sidder her endnu.
Bogmærket er klemt ind mellem side 56 og 57.
Jeg har endnu ikke opgivet, selvom skuffelsen basker med vingerne ude foran mit vindue.
Jeg blev ikke (gen)forelsket. Magien er ikke er indtrådt endnu.
Men jeg er her endnu… Så tag mig tilbage!
En brugger blogger om sin store forelskelse i Jonathan Franzens roman "Korrektioner" og om de store forventninger til hans seneste roman "Frihed", som stadig mangler at blive indfriet.
Det er ligesom en forelskelse. Den der følelse af at være heldig og udvalgt.
Man overgiver sig og lader sig beruse eller berøre. Man bliver pirret og slipper kontrollen.
Jeg taler selvfølgelig om, hvordan det er at snuble tilfældigt over en bog, som man så må overgive sig til, og som bliver hængende. Næsten som en personlig erfaring, man selv har gjort sig, eller som et minde man selv har haft.
For et stykke tid siden snublede jeg over Jonathan Franzens Korrektioner fra 2001, og jeg lod mig forføre af familien Lambert og deres indbyrdes relationer.
Det var en harmonika, når familiemedlemmerne skiftevis prøvede at nærme sig hinanden og trak sig væk. Det var sært nærværende, for vi kender alle lyden af den harmonika.
Det gamle ægtepar, Enid og Alfred, bruger tilværelsen i Midtvesten på at bekrige hinanden, og deres tre voksne børn har pligtfuldt valgt side. Yndigt er det ikke, men det er troværdigt og til tider dybt, dybt rørende.
Romanen folder sig ud, og personerne står hurtigt lyslevende foran én.
Ligesom Enid håber man af hele sit hjerte (det lyder som en kliché, men det gør man, for man er jo forelsket), at hele familien kan og vil samles til den forestående jul.
Forskellige begivenheder og personer indtræder i personernes liv, og disse begivenheder og hændelser kredser som satellitter rundt om hinanden – hvor de gensidigt påvirker hinanden og fører hovedplottet frem.
Franzen er eminent til at beskrive personer. De fremstår levende, råbende, flabede foran én i deres kompleksitet. Replikkerne er spot on og så troværdige, at man til tider skal kæmpe imod trangen til at holde sig for ørene, og personkarakteristikken er så elegant og nærværende, at man mistænker ham for at snyde. Han må have taget et billede af et virkeligt menneske og overført det til ord på papiret.
En biperson ved navn Robin beskrives f.eks. sådan her, mens hun er i gang med havearbejde:
”Hun havde tynde arme og et stofskifte som en kolibri og tog mange små, hurtige bidder af småstenene i stedet for store skovlfulde.” (Korrektioner 2001)
Det er misundelsesværdigt godt skrevet.
Nu vil jeg ikke løfte sløret for, hvad der videre sker i romanen, for jeg vil nødig blive opfattet som en af de der irriterende personer, som man støder på, når man læser om bøger på nettet, sådan en person, som afslører slutningen, før man selv har nået at få begyndelsen. Jeg under dig din egen begyndelse.
Men jeg håber, at jeg har gjort mit til, at du selv kaster dig ud i dette kærlighedsforhold, hvis du er parat.
For dine fødder slipper jorden. Din horisont ændrer sig. Du bliver gladere. Du bliver nedtrykt. Du bliver klogere.
Sådan er det at være forelsket.
Venter på forandringen
Men det er desværre sådan med forelskelser, at de ikke varer ved.
De ændrer sig, bliver dybere, stærkere. De munder ud i kærlighed.
Eller de fordamper som små uartige fnis i natten.
Forelskelser forandrer sig. Det ligger i deres natur.
Fuld af forventning kastede jeg mig over Franzens Frihed, som udkom sidste år.
Jeg havde sluserne helt åbne og var mere end parat til at give mig væk igen.
Siderne blev vendt, men et eller andet sted mellem side 40 og 45 opdagede jeg, at jeg sad i venteposition.
Og jeg mener ikke den der frydefulde venten på forløsning, men snarere en ”hvornår bliver jeg kastet op i luften? Hvornår bliver personerne i romanen til mere end klicheer?”
Jeg så pludselig mig selv sidde med hænderne i skødet, høflig og reserveret, fordi man er for velopdragen (eller håbefuld) til at rejse sig op og gå.
Men jeg sidder her endnu.
Bogmærket er klemt ind mellem side 56 og 57.
Jeg har endnu ikke opgivet, selvom skuffelsen basker med vingerne ude foran mit vindue.
Jeg blev ikke (gen)forelsket. Magien er ikke er indtrådt endnu.
Men jeg er her endnu… Så tag mig tilbage!
Kommentarer