Zinkbaljen

Varmt og usentimentalt portræt af en sej kvinde, der ikke blev født på livets solside.

Anbefalet af bibliotekar Inge-Lis Sjørslev, HvidovreBibliotekerne

Lån bogen på

En voksen kvinde er til sin bedstemors begravelse. Hendes tanker vandrer tilbage til barndommens ferier i Bedstes romerske lejlighed – her var trygt og godt og dejlige varme bade i Bedstes zinkbalje.

Tankerne vandrer videre bagud til Bedstes forfædre – til morfaderen don Sauro Cerqualia – enkemand – far til syv døtre. En af hans døtre, Monda, blev mor til Bedste. Don Sauro levede over evne og formøblede familiens formue.

Efter en ulykkelig kærlighedshistorie bliver Monda gift med en lektor. De får fire sønner og to døtre – den åndsfraværende og uøkonomiske mor foretrækker sønnerne – Bedste knytter sig til sin blide og udglattende lektorfar.

Efter en ti år lang forlovelse, bliver Bedste gift med Gioacchino. De får fire sønner – den ene, Vittorio, bliver senere far til bogens fortæller.

Man kan godt kalde ”Zinkbaljen” for en slægtsroman. Men vi er langt fra den hygge og idyl, man ofte forbinder med genren. I ”Zinkbaljen” kan personerne lugte ud af munden og have svedskjolder under armene og gå i hullede sko. Her er fattigdom og nøjsomhed. Her er ingen dampende elskov, men lidt trist ægteskabelig pligtsamliv. Her er ikke heroiske skikkelser, men en familie, der er på den forkerte side under 2. verdenskrig – nemlig Mussolinis side.

Romanens personer opleves som mennesker fra det virkelige hverdagsliv – med Bedste som den lysende hovedperson. Hun tager sig af sin mand, kæmper for sine sønner – med stolthed og stædighed går hun igennem sit liv og klarer fattigdom, modgang og sorger med værdighed. I sin livsaften som enke i bedre kår får hun en opblomstring - med stor appetit begynder hun at tage på rejser til andre lande.


Oversat fra italiensk af Jytte Lollesgaard efter 'Il catino di zinco'. Samleren, 1995. 155 sider