X

Det grimme og befængte side om side med håbet om syndflodens renselse. Lad krigen rense ud, råber debutanten til bogen ’X’. Menneske og samfund revses i et tungt og farvemættet sprog.

Knap ti år efter at Henrik Kabell tog sin afgangseksamen på forfatterskolen debuterer han med et stykke revolutionerende dansk litteratur. Kabells debut ’X’ er noget så sjældent som en kunstnerisk og ekstremt sanselig samfundsrevsning. Bogen består af ni små afdelinger, der hver især fungerer som nye afsæt hen imod den samme afgrund. Ni udåndinger. I sidste takt bedes der om krig, et radikalt ønske i stil med bogens ånd.

Det handler om mennesket, den menneskelige dekadence, samfundet og begærets vaner, som beskrives i et opsvulmet og bullent sprog. Billederne flyder i en massiv uigennemtrængelig strøm, hvor betydninger glimter i stærke farver og fra fremmede verdener. Der lægges ikke fingre imellem, hverken i form af sarthed eller fornuft. Se bare det her billede på menneskeligheden:

  ”Til helvede! 
[…] Se! Nogle flytter ind, andre flytter ud, små livlige infanterister der æder og knepper og kaster nye liv fra sig, flokke af madikker, bataljoner af lemmeløse kryb, dyr der æder død, og dyr der æder dyr der æder død. Ja, dyr der pudser knogler og kranier fri for sorg og snot. Dyr der overtager boet. 
   Vi er fluer, fluernes børn, fluer, vi udklækker i maden, råddent kød som regel, […]”

Man mærker fordømmelsens drivkraft i Kabells ’X’, men ideen om et grundpunkt, hvor der ikke længere spekuleres, processeres eller udvindes, findes også.

”Må vi bede om et glas vand? Må vi bede om et glas helt almindeligt postevand, tak. Nej, ingen brus, ingen salt, ingen maskiner, ingen landvindinger som sådan, bare vand, almindeligt vand fra himlen.”

Men ønsket om vand står nok side om side med ønsket om krig, og der er ikke langt til avantgardestrømningen, futurismens i sig selv kunstneriske manifest (LINK), og dets bud om krigens og hastighedens hygiejne, som F.T. Marinetti nedskrev i 1909. Det er en syndflod, der efterspørges.

Lignende udtryk i dansk litteratur findes umiddelbart i Broby-Johansens surrealistiske ’BLOD’ (1922), der forsøgte at råbe samfundet op i en dog endnu mere utilnærmelig og brægende form. Franskmanden Louis Fernand Célines ’Rejsen til nattens ende’ (1932) har et lignende malerisk sprog om krigen og dens ”fornøjelser”.

’X’ er en opsvulmet og bitter reaktion på verden og en lyrisk skildring af råddenskaben set med, hvad man kunne kalde symbolismens vokabular og foreslået løst med blandt andet futuristens store mund. Den rummer et kolossalt ordforråd og en utraditionel sensibilitet, som det er meget længe side, vi sidst har set i dansk litteratur. Af sin slags er den fandens velskrevet. Den bør og skal indtages af enhver, også selvom den sandsynligvis vil gøre rundtosset. 

Originally published by TVGlud, Litteratursiden.